Jeg har flere gange villet skrive noget om den danske zombie-film Opstandelsen, men er kommet fra det hver gang. Skyd ikke skylden på mig – en eller anden fandt på det der med arbejdsuge og så videre, og det er ham, vi skal have fat i. Men… så er det jo rart, når der lander en pressemeddelelse i indbakken, som man kan citere kopiere:
Jawbreaker Productions præsenterer “Opstandelsen”.
En ny Dansk zombiefilm af Casper Haugegaard.
KBH premiere d.14/9 kl.22:30 i Empire Bio.
Opstandelsen Trailer: http://www.bloody-disgusting.com/news/19709/
Opstandelsen Teaser:
http://twitchfilm.net/news/2010/01/the-zombie-apocalypse-arrives-in-denmark.php
“Opstandelsen” slipper de udøde løs i Guds hus.
Filmen følger en kristen menighed, samlet til begravelse i kirken på den yderste dag.
De tre unge søskende Esther, Simon og Johannes tager afsked med deres afdøde bror, uden at vide hvilken skæbne Herren har bestemt for dem. Under begravelses-ceremonien rejser de døde sig på ny fra deres grave, invaderer kirken og massakrerer menigheden. De tre søskende når dog at flygte og for forskanset sig dybt nede i kirkens mørke gange. Og søskendeflokken er nu nød til at kæmpe sig igennem den udøde menighed, for at undslippe Guds hus i live.
I løbet af efteråret rammer den horror-festivaler kloden rundt. Bl.a. Chicago Horrorfilm festival og Cinefantasy i Sao Paulo. Men først går turen til København og Empire bio.
Visningen finder sted d.14 September kl. 22.45 (sluttidspunkt ca. 00:00)
Empire Bio
Guldbergsgade 29 F
København N
Billetter kan bestilles på tlf: 35360036 imellem kl. 12:00-19:00 og skal afhentes senest 30min før forestillingen begynder.
Billetpris: 0kr! (der kan max bestilles 2 billetter pr. person)
Mere info om “Opstandelsen” her:
IMDB: http://www.imdb.com/title/tt1571408/
Facebook: http://www.facebook.com/pages/Opstandelsen/173598843634?ref=ts
www.jawbreaker.dk
Steen Langstrup startede med horror, men gik så over til at skrive krimi/spænding i stedet – nu er han tilbage, og “Den hvilende ondskab” er første bind i en ganske ambitiøs horrortrilogi, “Plantagen”. Samtidig er det en tilbagevenden til den by, der har lagt baggrund til flere af hans historier: Gillsby og omegn.
Setup’et er ganske klassisk – vi har et område, godt gemt i skoven, som er hjemsøgt eller lider under en gammel forbandelse. De lokale ved det og undgår naturligvis stedet som pesten, men ønsker samtidig ikke at tale med udefrakommende om det. Langstrups udfordring er, at han fører den velkendte historie frem til nutiden i letgenkendeligt dansk miljø med burgerbar og hele baduljen – og det slipper han ganske godt fra.
Det starter med snegle-entusiasten Anders Kromann, der får tiltusket sig adgang til et område af skoven, der ellers er lukket af. Han har fået nys om, at han der kan finde en hidtil ukendt snegleart, og han trasker ind i mørket med hovedet fuldt af drømme. Men snart må han indse, at skoven rummer ganske andre ting, end han havde forventet.
De første par kapitler, der beskriver hans oplevelser, indfanger både bogens styrker og svagheder.
Langstrup forstår at skrue en handling sammen, og han skriver, så man lige snupper en side til. Kapitlerne er korte, og de er med til at bygge situationen op, så det er svært ikke at bide negle. Hele baggrunden hænger godt sammen – der er en grund til, at folk er, hvor de er, og man bliver ikke slået ud af læseoplevelsen på grund af diverse tåbeligheder – årsag og reaktion følger i nydelig sammenhæng. Det gør “Den hvilende ondskab” til en bog, man sagtens kan give til nybegyndere inden for genren – den tager læseren ved hånden og giver ikke slip, førend man har læst sidste side og stadig er i færd med at sige “Jeg læser egentlig ikke horror…”
Læg dertil, at der jongleres flot med en del elementer – især en forbandelse, der udvikler sig interessant, og som det skal blive spændende at følge i fortsættelserne. Og så nogle gode schlocky horroreffekter, som det er en fryd at opleve på dansk.
På den svagere side ligger så, at vi aldrig rigtig kommer uden for de trygge rammer – Langstrup kan sit håndværk, og han kan det godt, men jeg synes ikke, at han får tilsat det der ekstra, som ville løfte bogen op. Til tider forfalder han til nogle fortærskede horrortricks – som når mødet med det overnaturlige pinedød skal leveres med et barndomstraume. Kan vi ikke snart få jaget en pæl gennem hjerte på den ide og kulet den godt under jorden?
Efter introen skiftet fokus til tre generation af den samme familie, der samles i et gammelt hus med tilhørende plantage i nærheden af den lukkede skov. Deres indbyrdes konflikter og gamle historier glider hurtigt ind i den trussel, der langsomt kryber nærmere gennem skoven. Og det hele fører frem til en klassisk, hæsblæsende horrorslutning, så det er en fornøjelse.
I det store hele er “Den hvilende ondskab” en yderst vellykket page turner – jeg fløj igennem den på ingen tid og ser frem til fortsættelsen. Historien her afsluttes, men der er god grobund for at udvikle på konceptet, og jeg tvivler ikke på, at der er nogle overraskelser i ærmet. For min skyld må han gerne skrue ned for den typografiske udsmykning af siderne, men indholdet skal bare fortsætte i samme stil.
Det er måske ikke ligefrem nyheder længere, men jeg synes dog, det fortjener omtale – især for os, der holder af horror i novelleform. Og så på dansk.
Tellerups horrorantologi
Der er kommet navne på de heldige (eller rettere talentfulde) vindere i Tellerups horrorkonkurrence:
Nick Clausen: “Manden med plasticleen”
Henrik Einspor: “Bølgen”
Michael Bergh Hansen: “Gamle minder”
Nikolaj Højberg: “Sommerfrost”
Sonja Kjeldsmark: “Anklaget”
Pia Valentin Lorentzen: “Kun en drøm?”
Lars Ahn Pedersen: “Langt ude i skoven”
Esther Rützou: “Kun edderkopper”
Nicole Boyle Rødtnes: “Mærket”
Martin Schjönning: “Anonymt bidrag”
Freddy E. Silva: “Heksejægeren”
Thomas Strømsholt: “Jeg fremsætter en erklæring”
Teddy Vork: “Isolde”
En god blanding af kendte og nye navne – især må jeg indrømme, at jeg ser frem til at læse bidragene fra Højberg, Ahn Pedersen, Strømsholt og Vork. Men også de andre kendte navne har før leveret rigtig gode historier, og det bliver spændende at stifte bekendtskab med et par nye også. Der er desværre ingen udgivelsesdato på endnu (at jeg har kunnet finde).
Lyden af vanvid
Der er der derimod på “Lyden af vanvid”, idet den kom på gaden allerede den 19. april.
Det er endnu en gang Henrik Harksen, der står bag, så der er dømt Lovecraft for alle pengene.
Her er indholdet som følger:
“World Wide Web” af A. Silvestri
“Nostalgia” af Jeppe Bisbjerg og Martin Schantz Faurholt
“Ingen vej tilbage” af Thomas Daugaard
“Ia! Didrik-Svendsen” af Jonas Wilmann
“Tingen på tønden” af Hans Jakob Hedemann Jensen
“Lyngmanden” af Thomas Strømsholt
“Howard Charlestons forvandling” af Morten Carlsen
“Unruhe” af Bjarke Schjødt Larsen
“Vandets børn” af Helene Hindberg
“Fyrtårnet” af Casper Gjede Jensen
Her er det for mit vedkommende især A. Silvestri og Strømsholt (igen), der trækker, men flere af de andre kan stå inde for gode ting. Og så glæder jeg mig altså til at se, hvordan mødet mellem Jonas Wilmanns “lige på og hårdt” skrivestil og Lovecrafts mere langsomme tone ender. Med den titel har jeg mine forhåbninger.
Søren Mosegaards massive debutroman fra 2001 er et Frankensteins monster af en bog. Det er næsten 900 siders tætpakket blanding af EC Comics horror, konspirationsroman (der ville få Dan Brown til at skifte underbukser), religionskritik (af typen, der bedst beskrives som en forhammer), metahistorie, spænding, fantasy og meget andet. Det er et vidunderligt rod, tydeligt grænsesøgende og voldsomt underholdende.
Adam East er chokkunstner – han har erklæret maleriet dødt og har bevæget sig videre til anden kunst, gerne med horror som en stor ingrediens. Det kommer ret naturligt til ham, idet han rent fysisk har en slående lighed med en vis Boris Karloff i sin glansrolle. Han er også ret tydeligt et billede på forfatteren – de to er endda blevet citeret for de samme ting; men sammenblandingen af virkeligheden og fiktion er et meget stort tema her, ja faktisk grundlaget for hele historien.
For hvad er Bibelen, udover en god historie – en god løgnehistorie, ville East nok tilføje? Den er ene og alene en fortælling, der har fået en masse magt. Faktisk har den og dens udøvere styret verdens udvikling op gennem historien, bag facaden og med de værste midler. Og en dag dukker det noget op på en lille ø, der beviser, at det hele bygger på en løgn. Først er det blot dokumenter, som kaster et helt nyt lys på historiske begivenheder, men snart dukker der også en skelet op – skelettet af et monster. Magtfulde mænd får fingrene i det, og de involverer Adam East som manden, der skal forvandle det til det største kunstværk nogensinde og en historisk begivenhed af ufattelige dimensioner. Men de er langt fra de eneste magtfulde spillere – al Kirkens magt sættes ind mod projektet, og i skyggerne sender nogen mystiske, umulige beskeder, der leder dem på sporet af East og de få personer, der hjælper ham.
Det kan sagtens ende med verdens undergang.
Mosegaard jonglerer med et væld af elementer, så “Uhyret fra Betlehem” er som et fyrværkeri af ideer, påfund, referencer, hysteriske udfald og finurlige tekstuelle påfund, og det er svært ikke at føle en smule ærefrygt over det færdige resultat. Det er en af de bøger, hvor man efter sidste side lige genlæser den forlængst glemte start og med glæde opdager, at de faktisk er en flot sammenhæng, som måske er blevet tabt i det kaos, der er blevet blæst gennem ens hjerne over de sidste mange hundrede sider. Det er med andre ord en bog, der tydeligt indbyder til genlæsning, næsten med det samme.
Faktisk var dette også en genlæsning for mit vedkommende. Første bekendtskab, omkring udgivelsen, blev ødelagt af Mosegaards PR-kampagne, hvor han spammede usenet og andre fora. Han fremstillede det selv som kunst (hvilket man bl.a. kan læse mere om i dette interview), men kom ærligt talt til at fremstå som en støjende nar, der skyggede for værket. Denne gennemlæsning af historien var velsignet fri for den indflydelse, og derfor fremstår “Uhyret fra Betlehem” som en roman, der er meget svær at komme udenom, hvor man interesserer sig for horror eller nogle af de dertil grænsende genrer. Den er et massivt projekt, og selv om den har sine fejl, så har den også fortælleglæde i massive mængder, og man lader sig gladeligt rive med.
Det er tydeligt, at Mosegaard har en mening med bogen, og det skinner til tider lidt for tydeligt igennem. Ind imellem kapitler har han mellemstykker, hvor en nonne og en idiot diskuterer Bibelens selvmodsigelser – selvfølgelig med benådet naivitet. Og adskillige steder i teksten opstilles stråmænd på stråmænd, så de kan massakreres for budskabet, at kristendommen er af det onde. Men Mosegaard forfølger sit mål med en manisk enøjethed, så det rent faktisk ender med at blive ganske charmerende. Tillige lykkes det ham ganske godt at blande virkeligheden ind i fiktionen – han slynger om sig med historiske fakta og anekdoter fra kristendommens skyggeside, så det er svært at sige, hvornår det er påfund (og der ligger tydeligvis en ordentlig bunke research til grund for historien). Omvendt lykkedes det ikke særligt godt at blande fiktionen ind i virkeligheden, som f.eks. set i The Snow White Foundation, der optræder i bogen og senere blev stiftet af forfatteren, men aldrig rigtig blomstrede som forventet. Med bogen begik Mosegaard et mesterstykke, men med spillet omkring den skød han sig selv i foden.
“Uhyret fra Betlehem” er en bog, som det er muligt, for ikke at sige let, at både hade og elske. Jeg må dog sige, at jeg synes, at mange af den “dårlige” sider er med til at give den personlighed (inklusive forfatterens konstante behov for at provokere), og i mine øjne ender som et vægtigt, men desværre også ret overset værk. Store dele af den bringer mindelser om Neutzsky-Wulff, bare noget mere letbenet og meget, meget mere underholdende. Sidenhen har Mosegaard desværre kun begået en enkelt roman, hvor han igen blander fakta og fiktion, førend han aflivede identiteten Mosegaard. Angiveligt skriver han videre under andet navn.
Alt i alt er “Uhyret fra Betlehem” svær at sidestille med noget andet i den danske litteraturhistorie – den bør opleves på egen hånd.
Enhver, der kender en smule til horror, ved, at man aldrig skal sige ting som “Vi er da stadig i live”. Det kan kun betyde, at grimme ting venter forude. Og meget sigende er det indgangsreplikken i tredie og sidste bind af Jacob Rask Nielsens zombie-saga. Og så er de næste par sider ellers dedikeret til en hæsblæsende biljagt med bølger af zombier, store automatvåben og masser af flyvende hjernemasse. Der er dårligt en billedrude, som ikke inkluderer mindst én lydeffekt.
3. bind i “Exodus” byder med andre ord på mere af det gode. Bernt, Hassan og Viola forsøger at kæmpe sig gennem den zombie-inficerede by for at slippe ud i friheden. Det sker med masser af tjuhej og en god bunke lettere fjogede one-liners, og det er som sædvanlig grumt underholdende.
Denne gang skal Rask Nielsen så også have bundet alle sine løse ender sammen, og det lykkes – til dels.
For det første skal vi have forklaret, hvordan hele situationen opstod, og der trækkes en ret stor kanin op af hatten – en dæmon på størrelse med et hus. Dertil smides et par ekstra elementer ind, så vi udover dæmon-invasion også får serveret en god omgang superhelte-action. Det er ganske fornøjeligt og illustreret med den vanlige tunge lige i munden, men som historie kan jeg ikke lade være med at føle mig lidt snydt. Der skulle en kanin ud af hatten for at få det hele til at hænge sammen, men den er lidt for stor til min smag og passer ikke rigtig ind i historien hidtil. Men når det er sagt – når jeg først er kommet over den hurdle – så kommer det faktisk til at fungere ret godt.
Det lykkes nemlig at binde det hele sammen til en slutning – med lige dele åben, lykkelig og storladen klistret på. Uden at det bliver den sædvanlige zombieslutning. Det er lidt af en bedrift, og i det hele taget undskylder man gerne de ujævnheder, der måtte være, for serien har haft charme og personlighed lige siden starten – det kan godt være, at den ikke er køn, men det er svært ikke at holde af den. Farten på handlingen og de lynhurtige replikker gør, at de enkelte bind i serien er hurtigt læste, så selv om man snupper alle tre i rap, er det stadig som at se en ret kort film (men til gengæld en dybt underholdende en af slagsen), og det gør det værd at nævne, at en samlet udgave af serien er under udarbejdelse. Jeg tror, det er den rette måde at læse serien på.
Jeg er måske ikke helt enig i alle de valg, Jacob Rask Nielsen har truffet i Exodus bind 3, men jeg blev til gengæld underholdt hele vejen, og mere kan man dårligt bede om. Personligt håber jeg, at han lader historien slutte, hvor den gør – men til gengæld så jeg gerne flere historier om de herrer professorer Igorov, det lettere finurlige par, der står bag hele miseren.
Næste side »
