Stendød er femte bog i Charlaine Harris’ yderst underholdende, romantisk vampyrserie True Blood. Det er endnu en omgang god underholdning, men dog med lidt tegn på, at serien kører lidt i selvsving.
Sookies bror er blevet bidt af en varpanter og begynder nu selv at forvandle sig. Han kommer i kontakt med det skjulte varmiljø, og umiddelbart virker det faktisk som en god ting – han drager ud sammen med dem, da månen er fuld, og virker, som om han fuldt og helt accepterer sin nye rolle i livet. Men Sookie burde snart vide, at fred og ro ikke varer ved i hendes liv, og det bliver snart gentaget for hende: nogen begynder at skyde hamskiftere ned – og som om det ikke var nok, at hendes bror på denne måde kommer fare, så tror de andre hamskiftere, at det muligvis er ham, der står bag.
Sookie er en omsværmet kvinde, og en af de mænd, der længst har eftertragtet hende, er barejeren Sam – og han bliver et af ofrene for den mystiske snigskytte. En ny og charmerende bartender må skaffes, mens Sookie forsøger at finde ud af, hvorfor disse drabsforsøg finder sted – samtidig med at hun involveres i hamskifternes interne stridigheder. Og så står der ellers andre problemer og skurke og venter i skyggerne.
Ligesom det tidligere har været tilfældet i serien, har man lidt fornemmelsen af, at Harris er på vej et sted hen, og at denne roman befinder sig midt i vadestedet. Det er stadig fornøjelig læsning, og jeg ser gladeligt frem til forløsningen – men det er ved at være lidt trættende, at de samme elementer går igen: stort set alle personer har et eller andet overnaturligt element, og stort set alle mænd forvandles til gispende hunde, så snart Sookie kommer i nærheden af dem. Det er ganske underholdende, men her begynder det at virke lidt, som om hun ikke kan vende sig om, uden hun er ved at lade sine følelser løbe af med sig over for et handyr.
På trods af det er Stendød altså endnu en både sjov og spændende omgang. Man farer igennem den, for Harris kender sin virkemidler, og hun nyder tydeligvis at fortælle sine historier. Men forhåbentlig får vi noget mere af den overordnede historie i næste bind. Det skulle heldigvis snart udkomme på dansk – Lindhardt og Ringhof skal have ros for at få serien hurtigt på markedet, så man kan få sit næste fix; til og med i god kvalitet: oversættelsen fungerer fint, og det føles generelt ikke som en forhastet udgivelse.
Død for verden er fjerde bind i Charlaine Harris’ romantiske og let erotiske serie om den telepatiske Sookie Stackhouse. Der er endnu en gang dømt god, letbenet og overnaturlig underholdning med noget for de fleste.
Igang skrues der et krimiplot ned over stakkels Sookie. Det er nytårsaften,og hun har kun ét nytårsfortsæt: ikke blive rodet ind i flere problemer. Hun har smidt vampyrkæresten Bill ud af huset og regner med, at med ham forsvinder forbindelsen til alle de overnaturlige væsener, der over de sidste tre bind har påført hende mere end hendes del af skrammer. Det nye år er dog ikke mere end ganske få timer gammelt, da hun drager hjem fra baren og på vejen møder Bills overordnede – Eric, der er sheriff for hele området.
Eric har tidligere lagt voldsomt og lummert an på Sookie (hun synes at have en særlig tiltrækningskraft over for både vampyrer og varulve), men lige her er hans tanker for en gang skyld ikke på hendes krog – i al fald ikke med det samme. Eric har nemlig mistet hukommelsen (og tøjet) godt og grundigt – han ved hverken, hvem Sookie eller han selv er.
Det viser sig snart at hænge sammen med en flok hekse, der vil overtage styringen med området, og de jagter nu den forvirrede Eric, som søger tilflugt hos vor hovedperson. Og samtidig forsvinder Sookies bror, så hun pludselig står med to problemer – hvordan får Eric hukommelsen tilbage, og hvordan finder hun sin bror igen. Nåja, og hvordan styrer hun sine lyster, for Eric uden den irriterende personlighed (og med et stort behov for nærhed) er stort set enhver kvindes drøm. Og hans mange århundreders erfaring udi det seksuelle synes ikke at være forsvundet sammen med hukommelsen.
Den lidt besynderlige krimiopbygning får Sookie til at bevæge sig rundt i udkanten af de egentlige begivenheder, men selvfølgelig altid med muligheden for at deltage. Og på trods af hendes nytårsfortsæt bliver hun draget længere og længere ind, mens problemerne i det overnaturlige miljø ser ud til at tilspidses mod krigslignende tilstande. Nåja, og så kan eks-kæresten vende hjem fra sin tur til udlandet, hvert øjeblik det skal være.
Død for verden er endnu en god portion romantik, spænding og frem for alt humor. Jeg røg igennem den på ingen tid og tog mig i at ønske, at Lindhardt og Ringhof ville sende bindene ud i endnu hurtigere rækkefølge, end de allerede gør. Sookie er en af de mest underholdende hovedpersoner gennem længere tid, og serien bliver bare bedre og bedre.
Klub Død er tredie bind i Charlaine Harris’ romantiske vampyrserie – og vi snakker altså ikke romantik som i Twilight, hvor folk lader til hovedsageligt at stirre sukkende efter hinanden. Her bliver der (undskyld udtrykket) gået til biddet, så læserne er nok lidt ældre. Og forhåbentlig ikke alt for lette at chokere.
Den tankelæsende Sookie Stackhouse er langt om længe ved at have opbygget et næsten normalt liv. Hun arbejder som servitrice, og bagefter kommer hun hjem til vampyren Bill – ligesom andre overnaturlige væsener er hans tanker lukket land for hende, hvilket betyder, at hun slipper for den evindelige støj, som det er at være sammen med andre mennesker. Det betyder regelmæssig sex og alle de ting, som andre mennesker taget for givet i et forhold. Det er første gang i sit liv, at hun oplever det, hvorfor det naturligvis også rammer hende ekstra hårdt, da Bill forsvinder.
Hun ved, at han arbejder på et hemmeligt projekt, og den viden kan koste hende livet. Men det er ikke frygt, der præger hende, snarere vrede, da hun opdager, at Bill måske er forsvundet med sin egen gode vilje, og at en kvindelig vampyr er indblandet. En, som han tidligere har været intimt involveret med. Men hun drager afsted til Mississippi for at redde ham – i selskab med en hamskifter og med vampyren Eric som en lettere lummer skygge. Og som om det ikke er nok, at en flok varulve straks forsøger at slå hende ihjel, så sætter manglen på et fast sexliv godt gang i Sookies følelser, og hun må snart sande, at hun skuer meget dybt i øjnene på både hamskifter og vampyr.
Forviklingerne farer omkring læseren i Klub Død – især de romantiske. Sookie er ikke den eneste forsmåede kvinde i historien, og når man har med overnaturlige væsener at gøre, kan det være en dødbringende foreteelse. Samtidig har døde mennesker det med at dukke op, hvis handlingen er ved at gå i stå, så man kommer på intet tidspunkt til at kede sig. Det gør det til endnu en bog i serien, som man bare blæser igennem, godt hjulpet på vej af både humor og drama.
Bills fravær gennem en stor del af bogen havde egentlig gjort, at jeg forventede noget mindre romantik i denne episode, men den blev så skruet i vejret med andre figurer, og det endte med at blive lidt for tykt for min smag. Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke, at Klub Død føles som et mellemspil – det virker, som om Harris skal have nogle personer i spil og nogle følelser på plads til fremtidige hændelser. Det gør den til lidt mindre formfuldendt end de tidligere bind, men hun kompenserer så med at holde farten i vejret. Det gør, at man gerne tilgiver det (og er man blandt de mere romantisk indstillede læsere, vil der ikke være noget at tilgive). Personligt var jeg særligt glad for at se mere til en vis syngende, bakkenbartudsmykket udød, der kun går under navnet Bubba. Han repræsenterer meget godt serien: der bliver vugget med hofterne, så pigehjerterne smelter, og der bliver spillet rock’n'roll, så drengene også kan være med.
Klub Død er god underholdning af den type, der er meget svær at lægge fra sig, selv om mån måske føler, man burde.
Vampyrer med bid i
Levende død i Dallas er bind to i serien om servitricen Sookie Stackhouse, der kan læse tanker og har forelsket sig i en vampyr. Hvor hun har levet med den første omstændighed det meste af sit liv, er forelskelsen en nyere foreteelse, der mildest talt har vendt op og ned på hendes liv. Hendes før så enkle hverdag har måttet vige pladsen for et liv, hvor hun er indviklet i vampyrernes affærer og bliver mere og mere bevidst om, at overnaturlige væsener eksisterer over i verden omkring hende.
Særligt, da et af dem forsøger at slå hende ihjel for at sende et budskab til vampyren Eric.
Det viser sig, at et mytologisk væsen huserer i skovene omkring Bon Temps, men det er ikke det eneste problem, vor hovedperson render på. Eric sender hende til Dallas for at bruge sine evner til at hjælpe vampyrerne der med at finde en af deres fæller, som er forsvundet. Sammen med Bill drager hun afsted, men bliver snart involveret langt dybere og mere livstruende, end hun havde forventet, for nogen ved, at hun er på vej, og vil gå til ekstremer for at stoppe hende.
Har man læst Død indtil solnedgang (hvad man bør gøre), ved man, hvad man kan vente sig, og det lever bogen til fulde op til – ja, i flere aspekter er Levende død i Dallas en noget bedre bog. De enkelte elementer i historien hænger bedre sammen, og Sookies indre monologer om tøj og deslige bliver måske ikke helt så gennemtrængende. Endnu engang blander Charlaine Harris spænding, romantik og humor godt sammen, og hun har tydeligvis fundet en opskrift, der fungerer, for det er en bog, man blæser igennem.
Man burde forvente, at en bog, der handler om vampyrernes vej fra skjulte nattevæsener til borgere i det amerikanske samfund, ville ende som enten blodplettet horror eller tør socialrealisme. Men Harris finder altså sin egen vej, for der er ikke megen gys at finde her (hvilket naturligvis er noget, der gør sig gældende for vampyrer mange steder i disse dage), men hun fortaber sig heller ikke i de mere jordbundne dele af den verden, hun opbygger, og det er en lettelse. Hun morer sig tydeligvis med at løfte sløret for “USA med vampyrer” lidt ad gangen, og det giver en god balance, der indtil videre har gjort bøgerne både spændende at læse, men også tilsætter den kildrende fornemmelse af “hvad kan der ske nu”.
Man bør ikke starte sit bekendskab med Sookie her – det kan godt lade sig gøre, men Harris lader en del personer og længere tråde i handlingen gå igennem bøgerne, som man ikke får så meget ud af, hvis ikke man læser dem kronologisk. Til gengæld går det hurtigt, når man først er i gang, for det er rigtig god underholdning – heldigvis udsender forlaget bøgerne ud ganske hurtigt efter hinanden, så vi ikke skal vente for længe på næste fix.
Død indtil solnedgang er første bind i Charlaine Harris’ Sookie Stackhouse-serie – som er blevet lavet til en tv-serie, der også har gået sin gang på dansk fjernsyn. Den lander tungt og godt i strimen af vampyrromancer, der – anført af Twilight – går sin gang på det danske marked; men selv om Harris skriver om både romantik og vampyrer og nok skal tiltale nogle af de samme læsere, så har historien om Sookie altså noget mere vægt og kan med stor fordel læses af os, der finder Twilight-vampyrerne kvalme.
Sookie, der naturligt nok er fokuspunkt for handlingen, er servitrice på en bar i den lille sydstatsby Bon Temps – og så kan hun læse tanker. Hvis ikke hun er meget bevidst om sit eget mentale skjold, skyller folks tanker ind over hende som en ulidelig storm af ligegyldig- og ubehageligheder. Det har hun levet med hele sit liv, indtil hun møder vampyren Bill (”Vampyren Bill!” sagde jeg. ”Jeg forestillede mig at du ville hedde Antoine eller Basil eller Langford! Bill!” Det var længe siden jeg havde leet så meget.) – hans tanker er nemlig lukket land for hende.
Bill er den første vampyr i Bon Temps – men det er noget tid siden, at nattens væsener blev officielt virkelige. De bevæger sig nu frit i natten, men det er ikke alle, der synes, at de bør have rettigheder som mennesker; nogen slår kvinder ihjel, hvis eneste fællestræk synes at være deres forbindelser til blodsugerne. Og da Sookies møde med Bill meget snart forvandler sig til en stormende forelskelse, bliver hun også et naturligt mål.
Harris gør især sin historie levende gennem sin hovedperson – Sookie er en skæv personlighed, der giver historien noget kant og masser af energi. Hun er måske ikke altid den rundeste ske i skuffen, men til gengæld er hun vidunderligt uimponeret over de hændelser, hun står overfor, og hendes kommentarer sprudler af sydstatsattitude. Hun har en klar stemme, der klinger igennem hele historien.
Finder man bøger som Twilight noget blodfattige med deres hovedpersoner, der evindeligt længes efter hinanden, så er der straks mere bid i Harris’ servering – her bliver der gået til biddet, og en del af handlingen cirkler omkring det faktum, at Sookie aldrig har kunnet have sex før, da folks tanker under akten ikke altid er lige inspirerende. Der bliver gået til den på flere måder her, så det er ikke en bog for de snerpede.
Indrømmet, romantikken og Sookies mange indre monologer kan til tider virke lidt tunge i det, men det afbalanceres af en historie, der overrasker, og personer, der ikke bare er skåret i pap. Og det gør det endelig igen til en fornøjelse af læse om vampyrer – jeg ser meget frem til de næste bind i serien.
Næste side »
