Film
Top 10: De mest undervurderede horrorfilm
Der er nogle film, der bare aldrig fik den anerkendelse, de fortjente. De blev misforstået, overset … eller der gik sport i at rakke dem ned. Folkene bag disse film tog svære, kunstneriske valg på bekostning af et bredt biografpublikum, og jeg græder med dem. Hermed en hyldest til de tabte mesterværker …
10.GINGER SNAPS (2000): Jeg gik i årevis og troede, at GINGER SNAPS bare var endnu en teen slasher i stil med URBAN LEGEND eller I KNOW WHAT YOU DID LAST SUMMER. Og jeg tror, at mange har begået den samme fejltagelse, nok mest på grund af coveret – men filmen er simpelthen et lille mesterværk! Den præsenterer en fremragende, ny vinkling på varulvemytologien, da metamorfose-elementerne lige så vel kan betragtes som en metafor for den forandring, der sker i teenageårene, både kropsligt og mentalt. Samtidig må GINGER SNAPS listes som en af de mest USA-kritiske genrefilm (i båd med bl.a. DONNY DARKO og TEETH), da der skydes heftigt på amerikanernes dobbeltmoral, når det kommer til sex og vold.
9.BUBBA HO-TEP (2002): BUBBA HO-TEP bliver ofte beskrevet som ’fjollet’ eller ’ikke en horrorfilm’, men jeg er stærkt uenig. Det er horrorkomedie i bedste stil, og så rummer den samtidig en vigtig samfundskritik af ældre menneskers vilkår på plejehjemmene, for selvom filmen er rig på tåbeligheder (Elvis og en sort John F. Kennedy, der slås med en mumie på et plejehjem!), er den til tider rørende og eftertænksom … Og så leverer Bruce Campbell en af sin karrieres bedste præstationer som den aldrende Elvis.
8.BUG (2006): William Friedkin associeres ofte mest med EXORCISTEN, men I horror-regi har han bidraget med andre perler, bl.a. RAMPAGE (1987) og den lige så oversete BUG. BUG har Ashley Judd i en uvant rolle som enlig, fordrukken kvinde, der sammen med en yngre elsker synker ind i et hallucinatorisk vanvid omhandlende insekter. Filmen er baseret på et teaterstykke af samme navn, og det føles; der er kun få karakterer med i filmen, og det uhyggelige og krybende ligger i intensiteten i skuespillet.
7.IN DREAMS (1999): Neil Jordan er en dygtig, men også lidt sær instruktør. Hans største kommercielle succes var det prisbelønnede og anmelderroste drama, THE CRYING GAME (1992), men han har også slået sine folder i horrorens verden, bl.a. med den dybt mærkelige THE COMPANY OF WOLVES (1984) og IN DREAMS. Som titlen på sidstnævnte antyder, er der tale om en drømmeagtig oplevelse, eller mareridt er nok mere passende. Filmen inkorporerer ESP, børnemord og en oversvømmet by – og så leverer Robert Downey J.R. en virkelig stærk og uhyggelig præstation undfanget i en af hans, øh, ”sorte perioder”. Spørger du mig, er IN DREAMS en fremragende film, men den fik underligt nok en meget ringe modtagelse og ligger og roder nede omkring uhørte 20 % på Rotten tomatoes.
6.TEETH (2007): Omtalen af TEETH havde vist fået manges forventninger skruet op til helt urealistiske proportioner. For en film om en high school-tøs med et sæt mutanttænder i skrævet måtte da være det bedste, ever! I den lunkenvarme modtagelse af filmen blev der af genrehunde mukket meget over, at den var kedelig, vist ikke var en rigtig horrorfilm and so on, and so on … Men glem det triste kor, TEETH er fremragende! På trods af onde tunger, er der rigeligt blod og afrevne penisser, der kan akkompagnere den skarpe satire af det kønsforskrækkede USA – og så leverer Jess Weixler, pigen med tænderne (you know where) en fantastisk præstation.
5.THE PEOPLE UNDER THE STAIRS (1991): Når folk snakker om Wes Craven, er det som oftest A NIGHTMARE ON ELM STREET (1984) eller (gab …) SCREAM (1996), der kommer på tale. Jeg har altid været mere til hans mindre kendte film, som SERPENT AND THE RAINBOW (1988) og den groteske THE PEOPLE UNDER THE STAIRS. Sidstnævnte lider en anelse under, at den blev lavet i halvfemserne, hvor den stod på housemusik og meget store bukser, men filmen er et studie i grusomhed! Her har vi et af de klammeste huse nogensinde, med hemmelige gange i væggene, og en kælder fuld af blege, udsultede børn, der bliver stopfodret med alle, der vover at trænge ind på husets grund – huset, der bevogtes af et afsindigt søskende-/ægtepar (se, der var en skråstreg, man ikke havde lyst til at se, yikes!). Indavl er en skidt ting, men det er THE PEOPLE UNDER THE STAIRS bestemt ikke.
4.NIGHTBREED (1990): Clive Barkers andet større projekt i instruktørstolen, NIGHTBREED, floppede grumt. Forgængeren, HELLRAISER, opnåede på trods af sit ret lille budget hurtigt kultstatus og fik ret gode anmeldelser for en genrefilm. I NIGHTBREED var der slået et endnu større brød op; her forsøgte Barker at krydse fantasy og horror i højere grad end i HELLRAISERS mytologiske univers, en sjælden fusion, som i de flestes øjne bare ikke fungerede. Personligt har jeg altid elsket NIGHTBREED, da det netop er den type horrorfilm, hvor man ikke kun skraber overfladen, men fornemmer en dybereliggende og grum mytologi. Samtidig er den spækket med fantastiske effekter, og David Cronenberg har en uhyggelig rolle som en psykopatisk læge med hang til meget store knive. NIGHTBREED er ikke lige så god som HELLRAISER, men den er sgu god!
3.DAGON (2001): Jeg har oplevet en del ”DAGON-bashing” på diverse blogs (I ved, hvem I er, folkens!), og jeg forstår det simpelthen ikke. Stuart Gordons (RE-ANIMATOR) løselige filmatisering af H.P. Lovecrafts THE SHADOW OVER INNSMOUTH er noget af det tætteste, vi kommer på en anstændig Lovecraft-filmatisering. John Carpenters IN THE MOUTH OF MADNESS undtaget, er DAGON den film, der slår Lovecraft-tonen bedst an. Innsmouth er godt nok byttet ud med den spanske fiskerby, Imboca, men det gør ingenting, for stemningen i byen er simpelthen sublim. Og på trods af Stuart Gordons plathumoristiske indslag – som man kan elske eller hade – rangerer DAGON i min verden som noget nær et mesterværk. Jeg tror, jeg har set den femten gange.
2.THE NINTH GATE (1999): En af de største synder I horrormiljøet er den manglende anerkendelse af Roman Polanskis, THE NINTH GATE, så afgjort den bedste supernatural noir-film nogensinde og et pragteksempel på underspillet gys. Mange vurderer, at den er for stillestående og kedelig, og det gjorde jeg også, da jeg var en ung filejs – så blev jeg voksen og fandt ud af, hvor fed denne film egentlig er. Filmens underspillede dæmoni lurer hele tiden lige under overfladen, og ikke mindst i Frank Langellas uhyggelige, sataniske karakter, Boris Balkan. Med undtagelse af Dennis Hopper i BLUE VELVET har jeg sjældent været så bange for en mand i en film. Langella er gud (eller satan, eller … whatever).
1.EXORCISTEN III (1990): Synd nr. 1 i horrorverdenen: At ingen taler om EXORCISTEN III!! Fy, fy, slem, slem! Mange så og lod sig – med rette – begejstre over den første film i EXORCISTEN-serien, så kom toeren, og så stoppede festen ligesom. Hold kæft, en omgang lort. William Peter Blatty, manden bag bøgerne og instruktør på EXORCISTEN III, rådede da også filmselskabet til at kalde tredje installation i serien, LEGION (ligesom bogen), da titlen, EXORCISTEN III, helt sikkert ville skræmme de biografgængere væk, der stadig kunne huske den rærlige toer. Men ville de høre …? Niks.
Det nytter ikke noget, at jeg endnu engang begynder at remse alle denne films herligheder op. Hvis du har lyst, kan du læse den artikel, jeg skrev om filmens tilblivelse for et års tid siden. Den ligger her.
Boblere til denne liste: GOD’S ARMY (1995), PREDATOR 2 (1990), GHOSTS OF MARS (2001).
Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Bonusboble: Jennifer’s Body!
Skægt, at du siger, at The Company of Wolves er dybt mærkelig, når den faktisk spiller på de samme ting som du roser Ginger Snaps for.
Personligt synes jeg, at company er ret meget bedre end Ginger.
Nu er ens tematik jo altså ikke garant for ens kvalitet, så jeg forstår ikke helt, hvad det er, du siger.
Jeg siger heller ikke at The company of wolves er dårlig, jeg siger bare, at den er mærkelig, og det er den altså. Ginger snaps er jo en langt mere lineær fortælling, Itcow er meget udfordrende at sluge både på grund af den fragmenterede opbygning og de – vist med vilje – kulisselignende omgivelser … Men jeg synes egentlig slet ikke, man bør sammenligne de to.
Floppede Nightbreed ikke kun lige da den kom frem? Det er da min fornemmelse at den (fuldstændigt berettiget) bliver regnet som en klassiker nu til dags..Kender ihvertfald flere der har den som en af sine all-time favoritter, mig selv inkluderet :)
Jo, jeg vil tro, at Nightbreed med årene har fået tjent sit budget ind og lidt til, da den vel har opnået en form for kultstatus på dvdmarkedet. Der er vist også både lavet legetøj og tegneserier. Men klassiker ligefrem … Hm, jeg ved det ikke rigtig. I min øjne er den det, dog er der rigtig mange sløje anmeldelser af den rundt omkring på nettet, og jeg har også hørt folk “in real life” tale dårligt om den. Den har f.eks. også kun fået 33 % på Rotten tomatoes, hvilket jo er en katastrofe :(
Zenia: Jeg har faktisk undgået “Jennifer’s body” på grund af anmeldelserne, men jeg må da hellere tjekke den ud, hvis den blot er endnu et misforstået mesterværk :)
Og så er der i en MEGA boble: The Children.
Den er FED!!
Jennifers Body er skæg! Sværger. Go!
Zenia: Så fik jeg sgu set The children, og jeg må give dig ret. Den var ikke værst! En horrorfilm med et budskab om, at vores børn er forfærdelige, fordi vi selv er det … så sandt, så sandt. Den havde også nogle virkelige gode filmiske greb med krydsklipning mellem personerne, og der var især en scene med et blodspor, en kælk og et gult telt, der var effektiv :)
Jonas: Slutningen er perfekt. Den og så slutningen i The Mist er på min personlige Top 5 over bedste slutninger.
Nightbreed er fantastisk. Der ærger mig altid, at de ikke førte historien videre, men man skal måske prise sig lykkelig for at der ikke ligger en eller anden hurtig to’er og trækker navnet ned.