Máire har været alene siden hendes mand døde af kræft tre år tidligere. I årene der er gået, har hun nærmest bare slæbt sig igennem, men nu har hun besluttet at sige endelig farvel til sin afdøde mand. Derfor tager hun til Bonaventure-kirkegården for at aflevere sin vielsesring på mandens grav.
På vej derfra bryder en storm løs. Pludselig dukker en skikkelse op foran bilen, og det lykkes kun lige akkurat Máire at undvige. Skikkelsen er en ung kvinde, som er blevet frygtelig mishandlet – og dem, der har gjort det, er lige i hælene på hende. Máire undslipper, men er nødt til at efterlade kvinden, og drevet af en frygtelig skyldfølelse beslutter hun selv at starte en efterforskning, da hun ikke føler, at politiet tager sagen alvorligt.
Efterforskningen fører Máire på sporet af en forfærdelig seriemorder, der ikke alene nyder at pine og dræbe kvinder, men også transmitterer deres lidelser live på Internettet. Men hvem er det?
Annika von Holdt har skrevet en rigtig pageturner om et virkelig modbydeligt morderpar. Jeg blev ikke komplet overrasket over slutningen, men det er alligevel lykkes von Holdt at putte et fint twist ind, så læseren lige må synke en ekstra gang. Det gjorde hun også fremragende i ”Nattetimen“.
Annika von Holdt har skrevet en spændende og underholdende seriemorder thriller i stil med f.eks. Chelsea Cain ”Ondskabens hjerte”. Det er måske ikke decideret horror, og det er helt sikkert ikke fin-litteratur. Men det er effektivt! Og det er efter min mening også det vigtigste for netop denne genre.
Også omtalt på Gyseren.dk
[…] Også omtalt på Horrorsiden.dk […]
Jeg har læst hendes to tidligere bøger, og jeg synes dælme ikke de er ret gode. Men måske er hun blevet bedre i mellemtiden?
Annika von Holdt er måske nok ikke en af de største forfattere, men jeg synes, hun er en effektiv og underholdende forfatter :)
Jeg vil dog nok sige, at hvis du ikke brød dig om de to første, bliver du sikkert heller ikke vild med denne, for den er lidt i samme boldgade.