Det er efterhånden mange år siden, jeg første gang så Tod Brownings “Dracula” fra 1931. Alligevel står Bela Lugosi i rollen som den bloddrikkende greve stadig lyslevende for mig. Derfor var det en fornøjelse at gense filmen, selvom den i vore dage naturligvis er langt fra så uhyggelig som dengang.
Advokaten Renfield er taget til Transylvanien for at overrække grev Dracula papirerne på hans nye ejendom, det gamle Carfax kloster i London. På vejen dertil advares han af de lokale om, at grevens slot er hjemsted for vampyrer, men Renfield lader sig ikke skræmme. Han burde dog nok have hørt på rygterne, for da hans arbejde for Dracula er overstået, bliver han gjort til grevens slave og følger Dracula som en galning på rejsen til England.
I England opsøger Dracula lederen af Whitby Sanatorium, doktor Seward. Her bliver han introduceret for dennes datter Mina og hendes veninde, Lucy, som straks bliver betaget af greven. Hun bliver også husstandens første offer for Dracula, som derefter begynder at hjemsøge Mina.
På Whitby Sanatorium er Renfield indlagt, og selvom han er trofast mod Dracula, så er han også tiltrukket af Mina og forsøger at advare doktor Seward om faren. Men han afskrives som en galning. Dr. Sewards gode ven professor Van Helsing er dog klar over, at en udød er på spil, og han forsøger at redde Mina ved at hænge wolvesbayne op i hendes værelse, en urt som holder vampyrer væk. Men Dracula kan hypnotisere personer i nærheden af ham, og det lykkes ham alligevel at trænge ind til Mina og give hende lidt af sit blod.
Nu er Mina fortabt, med mindre det lykkes for Van Helsing og Minas forlovede Jonathan Harker at slå grev Dracula ihjel.
Set med nutidens optik er “Dracula” ikke særlig uhyggelig. Den er meget langsom i sin opbygning, og man ser f.eks. aldrig Dracula bide sine ofre. Han dækker dem i stedet med sin kappe, og så må vi tænke os til resten. Og når vi ser ham som flagermus, er det meget tydeligt en plastik flagermus, der hænger fra en fiskesnøre, og som sådan overhovedet ikke skræmmende.
Når “Dracula” holder i dag, skyldes det ikke mindst Bela Lugosi, der spiller fantastisk. Lugosi var ikke Tod Brownings første valg, selvom han havde spillet rollen i det populære Brodway stykke. Men heldigvis blev han til sidst castet som greven fra Transylvanien, der med sin umiskendelige accent gjorde Dracula til en ikonisk skikkelse.
I ekstramaterialerne fortæller filmhistoriker David J. Skal, hvordan publikum blev skræmt af filmen, ikke mindst fordi man for første gang IKKE fik en logisk løsning til sidst. Dracula VAR virkelig ifølge filmen.
Samtidig med at Tod Browning indspillede sin version, udnyttede Universal kulisserne til at lave en spansk udgave af filmen (instrueret af George Melford) til det latinamerikanske publikum. Brownings hold filmede i løbet af dagen, og når de holdt fri, overtog det spansktalende hold scenerne og lavede deres udgave, som bygger på samme manuskript, men alligevel er lidt anderledes. Melfords udgave forklarer i hvert fald enkelte detaljer i filmen tydeligere, og så har han lagt større vægt på special effects, f.eks. kommer den spansktalende Dracula anderledes dramatisk ud af sin kiste, og knirkelyde m.m. udnyttes også mere effektivt i Melfords film. Endelig er der også en stor forskel på de erotiske toner – i Brownings udgave er Mina tækkelig, og i scenen hvor hun fristes til at bide Harker, klippes der væk netop som hun læner sig frem. I Melfords udgave ser vi Eva (som Mina kaldes her) i en noget mere dristig rolle, og her bider hun rent faktisk Harker i halsen, før hun afbrydes. Den spanske Dracula blev spillet af Carlos Villarías, som dog overhovedet ikke kunne hamle op med Lugosis Dracula.
Tod Brownings “Dracula” blev i 2000 udvalgt til bevarelse i United States National Film Registry for at være: “culturally, historically, or aesthetically significant“.
Også omtalt på Gyseren.dk
På det sidste har jeg benyttet mig af Pseudopods righoldige samling af horrornoveller til at udfylde tiden mellem mit arbejde og toget. Det er 10-15 minutter hver vej, og kortformen passer perfekt til formålet. Til tider gør det endda næsten ikke noget, at toget er forsinket.
Der er rigtig mange forskellige typer noveller på Pseudopod – også en del, som jeg personligt ville have svært ved at rubricere som horror; men de er generelt gode, oplæserne fungerer godt (især Ian Stuart er jeg ret vild med – hans stemme er perfekt til især de stykker, der foregår lidt tilbage i tiden, og jeg håber, han har oplæst noget Lovecraft-inspireret). Så siden som helhed kan jeg anbefale uden forbehold.
Men forleden oplevede jeg den første novelle, der fik mig til at stoppe op efter endt lytning og slukke for MP3-afspilleren.
Det var Wave Goodbye af Felicity Bloomfield.
Det er en af de kortere noveller på sitet – kun cirka 18 minutter i det hele. Men til gengæld er den skarp som en kniv.
Grundlæggende er der tale om en klassisk spøgelseshistorie, men fortalt fra spøgelsets side – til at starte med et kunstgreb, som irriterede mig, men snart balanceret med en vægtig persontegning. Med udgangspunkt i tsunamien er det en historie om den skyld, men ofte føler, når man ser tv-billederne fra katastrofeområder, og den gør det svært nogensinde at se et indsamlingsshow på samme måde igen.
Hør den – der er ingen splat eller bøh, men den rammer dybt.
“Skygger”, med undertitlen “to århundreders danske gys”, er et charmerende projekt – et forsøg på at samle et bredt udsnit af forskellige danske tilgange til horrorgenren. Som bagsiden fortæller: “14 af de bedste danske gysernoveller skrevet fra 19840′erne frem til i dag.” Man kan diskutere, om det lykkes helt – der er navne, jeg personligt synes helt klart skulle have været at finde på indholdsfortegnelsen – men det fungerer alligevel ganske godt; og så er der en perle mellem de 14 historier, som jeg ikke kendte i forvejen. Og den alene er det hele værd.
Novellerne i “Skygger” spænder bredt, lige fra Herman Bang over Kenneth Bøgh Andersen til Henning Mortensen, fra humor til rigtig ubehagelig uhygge. Man kan læse lidt mere om samlingen og se hele indholdsfortegnelsen på Mxrket.dk.
Alt i alt er den et rigtig godt sted at starte, hvis man vil introduceres til dansk horror, omend man kunne have ønsket sig flere af de nye navne. Redaktøren praler med at have samlet kanonforfattere side om side med internettets undergrund, men jeg havde personligt gerne set vægtningen anderledes – Herman Bang, B.S. Ingemann, Vilhelm Bergsøe, Holger Drachmann og H.C. Andersen i samme samling er måske lige i overkanten. Selvfølgelig bliver det slået fast med syvtommersøm, at genren er agtværdig og med en lang historie, men som læseoplevelse kunne man godt frygte, at de udgjorde nogle stopklodser. Personligt fandt jeg dem interessante, og især Bergøes med nogle gode detaljer, men gribende blev de nu ikke. Man kunne for min skyld sagtens have indsat et par nye navne i stedet (folk som Teddy Vork, A. Silvestri og andre).
Men på den positive side er kvaliteten af de noveller, der er kommet med, i top.
Langstrups egen “De sidste” bruger en klassisk model, men gør det effektivt; den alt for undervurderede Poul-Henrik Trampe leverer en ond lille sag; Kenneth Bøgh Andersen beviser, at hans noveller kan læses lige godt af børn og voksne; Peter Mouritzen har svært ved at undertrykke glimtet i øjet; Sara Skaarup leverer effekt med historien skåret ned til det minimale, mens Henning Mortensen skruer op for det groteske; Kenneth Bernholm går også efter bøh-effekten, mens Hanna Lützen får sat en tyk streg under stemningen i hendes yderst vellykkede “Staudebedet”; og så er der samlingens absolutte perle: Grete Roulunds “Laifs”. Roulund forstår at bringe sine personer udenfor deres faste rammer og snart lade dem indse, at de har bevæget ud, hvor de ikke kan bunde, og det beviser “Laifs” endnu engang med sit roligt opbyggede ubehag.
Alle novellerne i “Skygger” har været udgivet før – eller det må man formode, for er der én stor mangel ved samlingen, er det, at der ingen videre omtale af de enkelte forfattere er. Hver novelle følges af et årstal, og det er det. Det ville være rart med en introduktion, evt. redaktørens forklaring af, hvorfor netop denne novelle er kommet med i antologien. Men alt i alt er “Skygger” et rigtig godt bekendtskab – og svær at komme udenom, hvis man interesserer sig for dansk horror.
Jeg erhvervede mig for en del år siden en fantastisk bog der hedder, “The lurker in the lobby” – Den er en guide til filmatiseringer af H.P. Lovecrafts værker og har været et helt genialt redskab til at navigere igennem junglen af brogede filmtitler der bruger H.P. Lovecrafts navn på plakaten. “Necronomicon” er en af de film der indtil for nyligt kun har kunnet fås på brugt VHS, men nu er kommet i en dvd udgave.
Som jeg ser det, er der to forskellige dokumenterede tilgange til det at filmatisere H.P. Lovecrafts litteratur – der er den tendens der har været den fremherskende indtil for få år siden; at lave historierne så meget om, at de giver frygtelig lidt mening og ender med at have meget lidt eller faktisk intet med originalmaterialet at gøre.
Alternativt er der det meget højtideligt klingende “The H.P. Lovecraft Historical Society” der for meget små penge laver slaviske filmatiseringer af forfatterens titler. Her bliver filmoplevelsen ofte bare et resume af originalmaterialet og giver egentlig ikke nogen mening at se, hvis man har læst det – heller ikke mindst fordi det er så amatøristisk udført.
Jeg ved egentlig ikke, hvilken af de to modeller jeg afskyr mest. De sløsede og stærkt dramatiserede versioner vi har set så mange af op gennem firserne og halvfemserne er i de fleste tilfælde stupide og direkte fornærmende overfor Lovecrafts litterære arv. Og The H.P. Lovecrafts Historical Society, der lugter værre af nørder end Faraos Cigarer på en varm dag, spytter udgivelser ud der er så amatøristiske at de ret beset slet ikke kan kaldes film.
“Necronomicon” er fra 1993 og følger den dengang fremherskende tendens. Jeffrey Combs spiller H.P. Lovecraft selv og er udstyret med en kunstig hage der sjovt nok (og lidt forvirrende) får ham til at ligne Bruce Campbell mere end H.P. Lovecraft. Forfatteren får adgang til et mystisk tempel, hvor der opbevares en udgave af Necronomicon, og han begynder at læse. Det er så gennem hans øjne, at vi bliver præsenteret for tre små historier fra de dødes bog.
Første film, “The drowned“, er ikke et forsøg på at filmatisere en konkret novelle, men trækker tungt på mytologiens klicheer; en mand der sørger over sin afdøde familie beslutter sig for at købe en gammel familieejendom, en gotisk borg selvfølgelig. Under sit ophold får han låst op for en familiehemmelighed der gennem mørke ritualer giver ham mulighed for at blive genforenet med sin døde familie. Plottet er papirtyndt og forudsigeligt, scenerierne er stemningsfulde og der er ikke sparet på udgifterne. Og i historiens klimaks bliver vi belønnet med nogle rimeligt velfungerende special effekts og et stort enøjet søbæst der måske eller måske ikke skal forestille den store Cthulhu.
Den næste film, “The cold”, er en semi-filmatisering af Lovecrafts lille perle, “Cool air”. Den bliver dog fortalt som flashback inde i en påklistret handling, hovedpersonen er byttet ud med en kvinde, der er noget med en voldelig stedfar der jager hende, og så er der tilmed flettet lidt romantik ind i historien. Resultatet er horribelt og ud over en enkelt sej smeltescene er der intet godt at sige om “The cold“.
Tredje film, “Whispers”, er en underlig, actionpræget historie der låner de hjernestjælende Mi-Go væsner fra novellen, “The whisperer in darkness“. I “Whispers” ligner de lyserøde plasticflagermus, og jeg sad og fik helt lyst til vingummi. Ud over tilstedeværelsen af disse væsner har filmen intet til fælles med den originale historie. Det er Brian Yuzna (producer på Re-animator, From beyond, Dagon) der står bag denne, og det må siges at være hans i Lovecraft sammenhæng skamstykke.
Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke laver filmatiseringer der forholder sig mere til det originale materiale, når man nu har budgettet til at udføre det. Jeg snakker ikke om Ord-for-ord resumeer, som nørderne ville have det, men film der tager sig kunstneriske friheder og dramatiserer, men tør stole nok på at originalmaterialets grundessens kan bære en film.
I “Necronomicon” har bagmændene prøvet at peppe historierne op på alle mulige tænkelige og utænkelige måder, og det ender helt fatalt – vi snakker om filmfolk der helt sikkert har en erklæret kærlighed til Lovecraft men af uforklarlige årsager takker ham ved at maltraktere hans værker.
Jeg går stadig og venter på den definitive Lovecraft filmatisering. Jeg var glad for flere af Brian Yuzna og Stuart Gordons ældre værker som “Re-animator” og “From beyond” fordi de havde deres eget liv, humor og distinkte stil. “In the mouth of madness” og “The thing” er jo ikke egentlige Lovecraft filmatiseringer, men er nok dem der fanger stemningen bedst. Gordon og Yuznas “Dagon” fra 2001 var heller ikke helt ved siden af. Guillermo Del Toro (The devils backbone, Hellboy, Pans Labyrint) har i 6-7 år snakket om sin filmatisering af “At the mountains of madness”, så hvis det projekt bliver en realitet en dag, kan man jo håbe, at det bliver alt hvad man har ventet på …
Intercourse With A Vampire, Episode 1
Intercourse with the Vampire er en komedieserie om, hvad der sker efter den lykkelige slutning i alle “pige elsker vampyr”-bøgerne. Baseret på enkelt-indslaget Twilight – 5 years later er der indtil videre kommet 3 afsnit. og der er nogle ganske gode grin imellem.
Næste side »
