Har du nogensinde prøvet at have et ord, som hele tiden dukker op i din bevidsthed, uden grund? Så går man lige pludseligt rundt og gentager det samme ord indeni, igen og igen og igen og igen, indtil det mister sin mening og man kan blive i tvivl om hvordan det staves og man er nødt til at spørge. Igen.
Grant Mazzy er radiovært af den gamle skole – hurtigt talende, spydig og eminent til sit job. På vej til radiostationen i den lille canadiske by Pontypool, banker en kvinde på hans bilrude, desperat. Hun råber noget uforståeligt, men inden han får rullet vinduerne ned, er hun væk igen, forsvundet i den faldende sne.
Men hans dag bliver endnu mere mærkelig: der kommer rapporter om mennesker, der samles i flokke, og rapporterne bliver stadigt mere sære, samtidig med at de tager til i voldsomhed. Folk dør, eller rettere: dræber hinanden. Fælles for hændelserne er, at folk lader til at gentage tilfældige ord, om og om igen. Og igen.
Til sidst trænger mærkeligheden også ind på den ellers isolerede radiostation, som i sidste ende ikke er upåvirkelig overfor det, der rammer folk udenfor.
Pontypool skrider frem i et roligt og adstadigt tempo med stor sans for detaljen og ikke mindst stemningen, som er tæt og snigende. Det bliver blodigt, jovist, men selv i den sidste trediedel af filmen, beholder den stadig sin værdighed og tyer ikke til billige tricks eller kiksede chokeffekter.
Med en film som næsten udelukkende foregår på en radiostation med tre hovedpersoner, er der rimeligt meget der hænger på skuespillernes skuldre. Heldigvis er det meget vellykkede og solide skuespilspræstationer – især Stephen McHattie, der spiller Grant Mazzy, bærer en stor del af filmen alene i sin præstation. Meget imponerende og troværdigt.
Det er ikke roser det hele – doktoren, der kommer ind i filmen i den sidste halve time tilfører ikke noget nyttigt (og spiller heller ikke specielt godt), og han bliver endda bragt ind i filmen for at levere det, der ofte ødelægger en god gyser, nemlig en forklaring. Nuvel, forklaringen er ikke så tåkrummende som man kunnet have frygtet (og den ødelægger ikke filmen), men man kunne have skrevet doktoren ud af plottet uden at det gjorde det store.
Pontypool er en forbløffende vellykket film med en rendyrket old-school feel. Trods forklaring og malplaceret doktor, kan jeg klart anbefale den bredt til gyserfans.
Trailer:
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=RsGPsbAd7Dc[/youtube]
Radiospil, baseret på filmen: http://www.bbc.co.uk/worldservice/arts/2009/06/090617_pontypool_audio.shtml
”Reptilicus” er den eneste film af sin slags i Danmark. Der er ikke, hverken før eller siden, lavet en tilsvarende monsterfilm herhjemme, og nogen vil sikkert sige, at det kun er godt. Det er i hvert fald tydeligt at se, at man i Danmark ikke havde erfaringer med at skabe et kæmpemonster på film.
Den unge ingeniør, Svend Viltoft, støder på nogle mærkelige knoglerester, da han borer efter olie i Lapland. Han sender bud efter videnskaben, som får en dybfrossen halespids af et hidtil ukendt dyr med tilbage til Danmarks Akvarium. Her vil professor Martens og professer Dalby undersøge spidsen nærmere i dybfrossen tilstand. Men ved et uheld tør halespidsen op, og de opdager, at dyret går i gang med at regenerere sig selv.
Som en sikkerhedsforanstaltning sender man bud efter den amerikanske general Mark Grayson, der noget modvillig kommer til København. Han fatter ikke, hvorfor man skal bruge militæret til at bevogte en stump hale. Men efterhånden som Reptilicus vokser sig større, bliver der brug for ham. For en nat under et voldsomt stormvejr bryder kæmpeøglen ud, og snart hærger den København og omegn og spreder død og ødelæggelse.
Militæret sætter al deres militære ildkraft ind på at stoppe monstret, men problemet er, at hvis de skyder Reptilicus i 1000 stykker, kan de risikere at stå med 1000 kæmpeøgler i stedet for et, for hver del kan muligvis regenerere sig selv ligesom halespidsen. Gode råd er dyre, da Reptilicus ender i det indre København, men heldigvis får general Grayson en god idé.
Historien bag filmen er mildest talt tynd, og det virker også som om, at filmens bagmænd ikke har kunne bestemme sig for, om filmen skulle være en komedie, en musical eller en monster-film. Dirch Passer var Danmarks populæreste skuespiller i 1960’erne, og tilsyneladende kunne man ikke lave en film uden hans medvirken. I hvert fald dukker han op i en komisk birolle som viceværten Mikkelsen, der skal hente politiet, da Reptilicus bryder fri. Telefonerne virker ikke, så Mikkelsen snupper sin cykel – der taber forhjulet – og i stedet løber han med den over skuldrene ind på politigården. Det kan nok trække tempoet ud af uhyggen!
Det samme kan filmens to sangscener, og endelig er der også indlagt hele to kærlighedshistorier i plottet, dels ingeniøren Svend og professor Martens yngste datter, Karen, og dels professorens ældste datter, Lise, og general Grayson.
Sidst men ikke mindst er filmens special effects mildt sagt ikke særligt gode. Kæmpeøglen er tydeligvis en marionetdukke, og det indre København er malede træplader og miniaturebygninger. Alt dette tæller selvfølgelig ned, når man skal bedømme filmens gyser-kvaliteter, og jeg vil bestemt heller ikke påstå, at ”Reptilicus” er en god film. Men jeg synes alligevel, at den på sin vis er meget charmerende, og trods alt også indeholder enkelte gode scener.
Med til historien hører også, at filmen samtidig blev lavet i en amerikansk version, som på visse punkter adskiller sig fra den danske, og som jeg desværre ikke selv har set. Bl.a. er sangscenerne klippet ud, og så skulle Reptilicus udspy neongrøn syre i den amerikanske udgave.
Også omtalt på Gyseren.dk
Vi har ikke TV2 Zulu her i husholdningen, så jeg måtte ud i mørke og sne for at sikre, at vi her i aften kan gå i gang med første sæson af vampyr-serien True Blood. Hvorfor? Fordi det pludselig gik op for os, at første bind af Charlaine Harris’ bøger, der ligger til grund for serien, udkom i dag – og så kan det jo være meget rart at have noget at sammenligne med, når vi får fat i bøgerne.
Lindhardt & Ringhof har lavet et site for bøgerne her.
Det lader til, at man skal holde øjnene åbne den 13. de næste par måneder – Steen Langstrup begynder sine udgivelser i forlagsserien Mørket. Den 13. februar kommer første bind i hans egen trilogi Plantagen, og den 13. marts udkommer (kan jeg se på Kenneth Bernholms hjemmeside) en antologi med danske horrornoveller: Skygger – to århundreders danske gys. Ved den sidstnævnte glæder jeg mig især til at se, hvilken Grete Roulund-novelle han bringer.
Hvis man sidder og bider i coveret til en film, mens man ser den, er det vist en nogenlunde indikator på, at der er tale om nervepirrende materiale … Jeg valgte at peppe min søndag lidt op med den franske horrorfilm, “Inside“.
Plot: Den højgravide Sarah har været i dyb sorg, efter hendes mand omkom i en bilulykke. Hun har trukket sig ind i sig selv og virker heller ikke synderligt begejstret for den lille ny i vente. Hun vælger at tilbringe julen alene, men sent på aftenen dukker en mystisk kvinde op ved hendes dør. Kvinden spørger, om hun må komme ind og låne telefonen. Sarah afviser hende, men vågner senere og opdager at kvinden er trængt ind i huset. Indtrængeren er bevæbnet med en saks og ønsker kun én ting; den lille baby Sarah har inde i maven …
Med “Inside” er der dømt klamme håndflader og hjertet oppe i halsen hele vejen igennem. Den varer kun 80 minutter, men det er 80 voldsomme minutter. I SHIT YOU NOT: Denne film er ikke for folk med svage nerver. Voldsscenerne er visse steder så chokerende, at selv jeg havde lyst til at kigge væk.
Béatrice Dalle (Betty Blue) spiller den psykotiske kvinde, der trænger ind i Sarahs hus, hun er mekanisk og uhyggelig – som en kvindelig terminator bevæbnet med sakse, strikkepinde og hvad hun ellers lige har ved hånden.
“Inside” er en virkelig effektfuld horrorfilm med solide skuespilspræstationer, men jeg vil nok ikke helt udråbe den til det store mesterværk, som visse udenlandske anmeldere har gjort. Til det mangler der lidt mere afrunding på plottet, der visse steder virker som en undskyldning for at komme af med de ca. 9000 liter kunstigt blod filmholdet åbenbart lå inde med. Plottet er til en femmer, hvorimod dens evne til at få mig til at pisse i bukserne er til en ren tier.
Næste side »
Har du nogensinde prøvet at have et ord, som hele tiden dukker op i din bevidsthed, uden grund? Så går man lige pludseligt rundt og gentager det samme ord indeni, igen og igen og igen og igen, indtil det mister sin mening og man kan blive i tvivl om hvordan det staves og man er nødt til at spørge. Igen.
