Op til julen bliver jeg altid ekstra morbid, og det gjorde jeg traditionen tro også i år. Det manifesterede sig i en ny hjemmeside, jeg kalder Monsterlab, hvor man kan bestille skræddersyede monster-illustrationer, hvis man er i gang med at lave et computerspil, en bog, et rollespil eller noget helt fjerde.
Jeg er samtidig i gang med at lave en serie Lovecraft motiver, som jeg sælger indrammet fra siden. Første motiv var den store Cthulhu. Næste forsøg bliver de formløse fløjtespillere, der laller rundt om Azathoth (Til de uindviede: spring evt. denne og næste sætning over) … Og hvis jeg får hår nok på brystet, forsøger jeg mig måske med en shoggoth …
”Beast House” er anden bog om titlens navnkyndige monsterhjemsøgte hus. Første bog hed The Cellar, men det er nu ikke nødvendigt at have læst den for at følge historien her – for det første fordi historien fortæller den baggrundsviden, der er nødvendig, men også fordi Laymon skriver så glat, at plot og sammenhæng stort set er ligegyldige koncepter.
Beast House ligger i den lille by Malcasa Point og rummer en lang og blodig historie, hvor et lokalt monster angiveligt har dræbt adskillige mennesker i huset. Nu er det omdannet til et voksmuseum, hvor folk kan se et udvalg af de døde.
En lille flok mennesker ankommer til Malcasa Point fra hver deres retning i livet: Tyler og Nora (den kyske heltinde og hendes sexhungrende veninde) leder efter den mand, der måske var Tylers ægte kærlighed, men som hun forlod for år tilbage; på vejen bliver de reddet fra voldtægt og andet af to soldater, som medbringer rå muskelstyrke og folsøm romantik. Forfatteren Gorman Hardy leder efter et emne til sin næste dokudrama-bog, og han er blevet kontaktet af pigen Janice, som er kommet i besiddelse af en dagbog, der beskriver bæstets tidlige år i det gamle hus. Vold og sex er perfekte krydderier i Gorman litterære kogebog, så dagbogen lyder perfekt til ham. Med sig bringer han også behovet for en retfærdig røvfuld, for han er en væmmelig fætter, der vil gøre alt for at snyde sig vej gennem livet.
Rollerne er tegnet op med kridt, så det er ret let at se, hvem der overlever.
Sjovt er det, at Gorman skal fremstå som en skurk, for hans tilgang virker meget som Laymons egen: hvis der er blod og sex, sælger det – og det er kun en ekstra bonus, hvis der oveni købet er en aggressiv og tandbesat fallos. På den anden side tror jeg dog ikke, at Laymon er villig til at slå ihjel for at få sine bøger på gaden. I stedet sigter han efter den rene popcorn-oplevelse, og er det det, man eftersøger, leverer han varen uden problemer. ”Beast House” er hurtigt læst og fornøjelig at følge på samme måde som at se en splatterfilm fra firserne: det er forudsigeligt, til tider komplet ulogisk, men alligevel også ret sjovt at se, hvordan han får folk fjernet fra rollelisten. Og så er der en god portion karikeret romantik, som man kan sukke af.
Quarantine er den amerikanske remake af den yderst vellykkede spanske gyser [REC]. Alarmklokkerne ringer selvfølgelig allerede der, for har man virkelig behov for en remake – er det blot for at slippe for underteksterne? Kan amerikanerne overhovedet lave en remake uden at ødelægge alt det, der gjorde originalen god? De korte svar er ”Sandsynligvis” og ”Ja”.
Vi følger en journalist og hendes kameramand, mens de følger nattelivet på en brandstation – hele historien fortælles gennem kameraet, hvilket vi naturligvis snart har set rigtig mange gange, men til gengæld håndteres det helt okay her. Sammen med brandmændene kaldes de ud til en opgang, hvor der høres skrig.
Snart går det op for dem – på den ubehagelige måde – at der er en sygdom løs i bygningen, som gør folk voldsomt aggressive og smitter ved bid. Der er med andre ord snart løbende zombier løs i lejlighederne – og samtidig lukket politiet bygningen helt af for omverdenen, så de er isolerede så tæt på alting.
Quarantine tager det stille og roligt i starten og får slået en stemning an og startet noget samspil mellem personerne – men da først tingene går galt, begynder det snart at gå hurtigt. Det er med andre ord en film, der kan gøre det svært ikke at bide negle.
Jeg havde med vilje ventet længe med at se denne remake for at kunne skille den ad fra originalen. Men helt ærligt virker det, som om den lægger sig meget tæt på forlægget – omend [REC] virkede glemt, så dukkede den frem af hukommelsen, når de enkelte scener syntes at afspejle den helt. Men forbløffende nok er Quarantine faktisk en ganske god film – den er spændende, der er en smule flere fysiske ubehageligheder end i originalen, og den er ikke blevet så pæn, som mange remakes gør. Men har man set originalen, er der faktisk ingen grund til at gribe fat i denne også – har man ikke (og bryder man sig ikke om film uden for ens normale sprogområde), så er den da helt klart værd at bruge en aften på.
Nick Clausen står for det nyeste interview på FantastiskeForfattere.dk.
Han debuterede med gyseren Tidevandet og har også begået en humoristisk socialrealistisk roman før han seneste, der hedder De døde brødre – der, som titlen afslører, er en tilbagevenden til horrorgenren. Det er den, han fortæller om i interviewet – med citater som: “Når man ligger op til døde drenge, bliver man nødt til at lade øksen falde.”
Jeg skal selv til at læse De døde brødre, så der kommer en anmeldelse her på siden senere.
Jeg har Tv 1000 kanalerne lige nu, fordi jeg er blevet hvirvlet med ind i en eller anden 30 dages julekampagne, hvor de håber at gøre folk afhængige. Det tror jeg nu ikke sker for mig, men jeg har alligevel fået samlet op på en del horror- og sci-fi-film, der ellers ikke lige stod i toppen af min liste …
Jeg er stor fan af John Carpenter og i særdeleshed “The thing” og “In the mouth of madness”. Der er dog stadig et par af hans titler, jeg endnu ikke har fået set. En af dem var ”Ghosts of Mars”, som af de fleste anmeldere er blevet kaldt hans karrieres definitive bundskraber. Jeg så den forleden og må indrømme, at jeg egentlig ikke syntes, den var så slem. Den opfylder på mange måder alle de kriterier, en god b-film – som selvfølgelig ikke opfylder nogen af kriterierne for en a-film – skal have.
Plot: Vi følger en kvindelig betjent på Mars (Natascha Henstridge), der sammen med et lille hold, er taget ud til en mineby for at hente straffefangen, Desolation Williams (Ice Cube). Minebyen virker forladt, men snart dukker der hovedløse lig op overalt, og en fremmedartet magt, der ligner en slags rød tåge, indtager holdets kroppe én for én. De besatte får en øjeblikkelig trang til at skænde sin egen krop, og får derudover en besynderlig mani med at skære hovedet af alle de møder.
På mange måder er det jo klassisk Carpenter. Det kan man så se som værende positivt eller negativt. Man har den benhårde straffefange, en forladt base på Mars fyldt med lig og så temaet med kropsbesættelse af alien kræfter. Filmen beskrives måske bedst som en obskur blanding af ”The thing” og “Escape from new york” dog meget mere uforpligtende lavet og uden de store skuespilmæssige ambitioner.
Fortællestilen må nok også få en del af æren for, at jeg kunne holde interessen. Den bliver fortalt på en finurlig måde med flashbacks inde i flashbacks, der gør at no brain plottet alligevel glider ned.
”Ghosts of Mars” er en fin b-film, og jeg synes ikke, at Carpenter behøver skamme sig over den. Den er selvfølgelig kun en lille sidebemærkning i hans fine, lange repertoire, men dog én, der fint går i tråd med resten af listen. For at min vurdering skulle gå fra god b-film til god film punktum, skulle visse plotelementer, der luftes i små glimt, dog videre uddybes. Der mangler lige et kvarters tid, hvor man kunne få mere at vide om de kræfter, der opholder sig på Mars, og 5 minutter hvor der passende kunne blive lappet et par grimme plothuller.
Jeg tror, at ”Ghost of Mars” er en film, som Carpenter har lavet, simpelthen fordi han havde lyst. Den har ingen fine fornemmelser og er befriende tåbelig.
Næste side »
