Gaimans “Nobody” er måske ikke horror af den grummeste slags – men det er Halloween, bogen udkommer idag, og den er emiment underholdende, så derfor kopierer jeg lige denne anmeldelse fra Fortællingen.dk
Neil Gaiman: Nobody
I 2009 vandt Neil Gaiman en Newbury og en Hugo Award for sin nyfortolkning af Kiplings ”Junglebogen” – og det er yderst fortjent. Nu har vi fået den på dansk under den lidt pudsige titel ”Nobody”, og det er en fornøjelse af stifte bekendtskab med historien om drengen, der vokser op under sære og makabre kår. Newbury Award gives for enestående børnelitteratur, mens Hugoen retter sig mod voksenlitteraturen; det siger lidt om Gaimans evner og om, at ”Nobody” vil tiltale et bredt spektrum af mennesker.
Nobody er navnet på hovedpersonen, omend han hovedsageligt kaldes Bod – Bod Owens efter den familie, som adopterer ham, da hans egen familie bliver slået ihjel. Det er manden Jack, der står bag drabene, og han er en typisk Gaiman-skurk: blodigt nærværende, men samtidig uhåndgribeligt luftig. Hvorfor Bods familie skal udryddes, ved vi ikke til at starte med, men Bod vokser op med en konstant trussel hængende over hovedet: nogen vil slå ham ihjel.
Derfor får han også indprentet, at han ikke må forlade de sted, hvor han har søgt tilflugt, og hvis beboere har taget ham til sig som en af deres egne. Det er en kirkegård, og alle de mennesker, han kender, er døde. Og af dem lærer han mange af de dødes evner, såsom af Blegne og gå Drømmegang.
Der er dog et par vigtige undtagelser fra Bods dødesliv – hans værge Silas, som hverken er død eller levende, men har fået Kirkegårdens Fred, og så den lille pige Scarlett, hvis forældre blot tror, at hun har fået en usynlig ven.
Makabert, lyder der måske umiddelbart til, men Gaiman er en fortæller, som forstår at gøre det uhyggelige hyggeligt og det hverdagsagtige skræmmende.
Der er et muntert glimt i øjet, føler man, når forfatteren beskriver livet på kirkegården, og man kan næsten høre hans stemme læse historien op. Sådan forstår han at gøre historien nærværende. Og ikke at forglemme fascinerende, så man vægrer sig ved at lægge bogen fra sig. Et enkelt kapitel til, en enkelt side til, kan man da lige klare. For måske gemmer der sig gys, måske spænding, måske underholdning – man ved det ikke, men man ved, at der altid er en historie, der skal fortælles.
Gaiman forstår kunsten at fortælle mellem alle de faste grænser. ”Nobody” er ikke for voksne eller børn, den er for alle, og enhver, der ynder at læse, vil kunne sætte sig ned med den og få noget ud af historien. Har man ikke læst hans bøger før, er dette et eminent sted at starte, og der er masser af fortsætte med bagefter – kender man forfatterskabet, er denne bog som en god gammel frakke om vinteren; lidt forudsigelig måske, men også yderst behagelig og en lise på de lange, kolde aftener.
Et nyt og frisk indslag på Horrorsiden: Nicolei Martin Aagaard Rasmussen (som man kan finde alle mulige steder, såsom MySpace, Foot to Face, nmaar.dk og så videre) og Martin Svendsen (fra Angrified) anmelder horrorfilm, og gerne de rigtigt dårlige af slagsen. Doing it, so you won’t have to.
Denne gang: War Wolves
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=-DB0FeuPi7s[/youtube]
Dette er ikke en anmeldelse. Dette er en meningstilkendegivelse som undertegnede både står ved og står til indtægt for.
Kort og godt forsøgte jeg at se Drag me to Hell. Det blev ved forsøget. Efter fem minutter overvejede jeg at slukke, efter ti kæmpede jeg en kamp for ikke at gøre det (jeg havde immervæk betalt 45 kr. for at leje filmen). Efter et kvarter smed jeg fjernbetjeningen hen i den anden ende af stuen og gik i seng.
Lad mig sige det på følgende måde. Drag me to Hell er noget af det mest klichéfyldte bras jeg længe har set. Dæmoner (de har selvfølgelig horn og glødende øjne), en sandsigerske, den overdrevet kærlige kæreste (der tror hovedpersonen er tosset), den bitchy svigermor, den dybt usympatiske kollega, osv. osv. Og det bare indenfor 15 min. Føj dertil elendigt skuespil og en manglende afklaring fra instruktørens side om, hvorvidt filmen skal være sjov eller uhyggelige. Instruktøren er ellers Sam Raimi, som med Evil Dead viste at man godt kan blande uhygge og humor. Det lykkedes bare ikke denne gang.
1 stjerne ud af 10 herfra. Og kun på grund af forventningens glæde.
Jonas Wilmann er en 30-årig musiker, tegneserietegner og nu også forfatter, der har selvpubliceret sin sf/horror-romandebut – og dertil skrevet den på engelsk: ”The End”.
Det første, der slår én, er den minimalistiske forside; bogens 140 sider rummer en god del vold og sex, og med det i bagtankerne er coveret meget afdæmpet. Men historien tager fart fra første side.
Vi befinder os i en post-apokalyptisk fremtid, en verden hvor den stærkeste overlever. Umiddelbart er det en verden, man vil genkende fra en del 80er-science fiction-film – trøstesløs, fuld af vold og med rig mulighed for actionscener og rappe replikker. De samme verdener husker jeg fra en del 70er-bøger,så Wilmann rækker noget tilbage i tiden, men skruer så altså op for de ekstreme virkemidler, så man ikke er tvivl om, hvornår historien stammer fra.
Zeke bevæger sig gennem denne beskidte verden et par centimeter over jorden – i al fald i overført forstand. For han er en trofast følger af religionens afløser: logik (eller som det hedder her: LOGIC, hvilket er en irriterende mannerisme, jeg også husker fra 70er-litteraturen). Logikken har skåret verden ned til ganske få instrumenter: frygt, snyd, næve, kniv, skydevåben, bombe og de forskellige måder at bruge sex. Mens folk omkring ham kommer længere og længere ned i sølet som en konsekvens af dette, bevæger hans sig gennem verden som en kniv gennem varmt smør. Han er et rovdyr, får vi at vide allerede i første sætning, unikt tilpasset sit miljø.
Forandringerne står naturligvis for døren – for under et raid på en af de lokale bander kommer Zeke i kontakt med teenageluderen Zindy og en farlig viden, der truer med at ændre alt omkring og i Zeke. En gammel bog taler om følelser, som burde være udryddet, men selv om Zeke fornemmer afgrunden, viger han ikke tilbage fra kanten. Han vil vide, om det er sandt, hvad bogen fortæller.
Samtidig sker der store og voldsomme omvæltninger i byen, og vor hovedperson bliver tvunget ud på en hæsblæsende og livsfarlig rejse ind i mørket.
Kigger man på forfatterens hjemmeside, kan man se hans erklærede kærlighed til science fiction og horror, både på skrift og i tegninger. Man får en fornemmelse af baggrunden i tegneserier her, for ”The End” er meget visuelt fokuseret og med vægt på handling. På den måde minder han en smule om en anden yngre dansk sf-forfatter, Brian Roland Larsen, omend dog meget mere blodig. Også Wilmann har en tendens til at glemme show, don’t tell, men til gengæld har han et til tider ganske velfungerende lag af satire ind over løjerne og er noget mere stram i sin opbygning af historien.
”The End” er skrevet på engelsk, hvilket i det store hele går ganske godt, men med nogle fejl her og der, hvilket virker lidt forstyrrende. Den er selvpubliceret, hvilket naturligvis betyder, at der ikke er en redaktør til at rette op på det og andet – tager man det med, er der tale om en hurtig om gang rå action-sf med masser af vold, kynisme og one-liners.
Forleden anmeldte vi Græskarmanden og andre gys til halloween. Forfatteren, Lars Konzack, har her svaret på et par spørgsmål om forfatterskabet, folk der klæder sig ud som sagndyr og horror generelt.
Man kan finde mere på forfatterens hjemmeside.
Udover at skrive horrornoveller står du også opført som spilforsker. Hvad går det ud på, og hvad laver du ellers?
Jeg forsker i, hvordan spil fungerer, hvad angår spilmekanik, og hvordan man får fortælling og spil til at fungere sammen. Eksempelvis i computerspil og rollespil. Derudover skriver jeg bøger.
Det er ved at være en del år siden, at din sidste roman, science fiction-værket ”20.02.2020”, udkom – hvad er der sket i mellemtiden?
Jeg blev cand. mag. i informationsvidenskab og fik en ph. d. i multimedie og skrev en masse videnskabelige artikler. Jeg fik også lejlighed til at fordybe mig i en helt anden måde at tænke kunst og litteratur på. Derudover skrev jeg et par bøger til skrivebordsskuffen, da jeg måtte konstatere, at de var for mærkelige til de danske forlag.
Over de år – hvilken udvikling synes du så, der er sket med dit skriveri – kan man genkende den Lars Konzack, der skrev ”20.02.2020”, i ”Græskarmanden”?
Måske. Fælles for dem er, at de begge ligger i forlængelse af min baggrund indenfor bordrollespil. Jeg synes selv, jeg har udviklet mig en del sprogligt og konceptmæssigt sidenhen. Men allerede dengang var jeg ikke bange for at eksperimentere med ideer og koncepter.
Jeg opdagede, at nutidig litteratur sjældent forholder sig til de nye medier. Det ville jeg gerne have med i mine nye historier. Man kan se en rød tråd tilbage til min cyberpunk-roman, at jeg har en særlig interesse i medier og teknologi.
”Græskarmanden” har undertitlen ”og andre gys til halloween”. Halloween tænker de fleste nok på som en amerikansk højtid, der har sneget sig ind på det danske sind de seneste år. Har du haft en bagtanke med specifikt at fokusere på Halloween?
Ja, når man tænker efter, så er de fleste danske højtider kommet udefra. Måske på nær Nationaldagen, Valdemarsdag og Store Bededag. Mit ønske var at gøre halloween-traditionen dansk. Vores danske biedermeier-juleaften, som vi kender den, er eksempelvis tysk inspireret, men den danske jule-tv-kalendertradition og julehistorierne er danske. Jeg ønskede at give halloween danske fortællinger, så den ikke bare var amerikansk, men med tiden ville blive lige så meget dansk.
Du beskæftiger dig meget med forskellige ungdomskulturer – du har skrevet en debatbog om netgeneration og nørdkultur, og en af novellerne i ”Græskarmanden” beskæftiger sig med folk, der klæder sig ud som fabeldyr. Hvordan vil du karakterisere de mennesker, som du regner med læser novellesamlingen.
Jeg har gjort en dyd ud af, at personerne i fortællingen er fra det 21. århundrede. De er vant til at bruge computer, Internet og mobiltelefoner. Læserne er i udgangspunktet selv en del af netgenerationen, der er vokset op med de nye medier. De er vokset op med rollespil og computerspil og hele den nørdkultur, der følger med medieudviklingen. Og ja, en del af den nørdkultur er også folk, der klæder sig ud som fabeldyr. De unge, der ikke helt er parate til denne kulturudvikling, kan blive forvirret over, hvad der er fiktion, og hvad der er fantasi, og det er en af de ting, jeg også gerne har villet undersøge.
Hvorfor skriver du horror? Hvad er det, den genre kan – og giver læseren?
Horror er mødet med det aparte, det sære. Det er derfor, horror lige så nemt kan få os til at blive bange som få os til at grine. Med horror er det muligt at undersøge mytisk materiale og sætte det ind i en dagligdag, hvor hverdagen bryder sammen og åbner op for nye måder at tænke på. At tænke nyt er både spændende og skræmmende på en gang. Horror giver også mulighed for at arbejde symbolsk i stedet for blot analogt med ideerne.
Det virker, som om du har forsøgt at skrive en anden type horror, end man normalt møder. Hvordan vil du selv karakterisere dine noveller?
Megen fantastisk litteratur herhjemme er skrevet for at være illusionistisk. Især horrorgenren har handlet om at give læseren et “bøh”, en umiddelbar forskrækkelse. Jeg vil gerne arbejde lidt dybere, så det giver stof til eftertanke. Derfor har jeg forsøgt at skabe historier, der var mere litterære i deres udtryk. Ikke så filmiske og umiddelbare. Jeg vil gerne give læserne en forestillingsverden, der er i højere grad arbejder med myter og verdensbilleder, der kan være sælsomme og måske ovenikøbet skræmmende.
Du har selv stået for at udgive dine to seneste bøger, hvilket betyder, at du selv har måttet stå for alt det praktiske, reklame for bøgerne og så videre – hvorfor har du truffet det valg, og hvordan har oplevelsen været?
Hastighed og sikkerhed er de to vigtigste årsager. Jeg havde lige skrevet “Netgeneration og Nørdkultur” færdig. Den handler om, hvad der kommer socialt og kulturelt til at ske det næste årti, når 68-generationen trækker sig tilbage. Det rette tidspunkt at udkomme ville være lige op til 2010, men med den hastighed, forlag arbejder med, kunne det nemt tage et par år at få den udgivet, hvis ikke mere. Desuden fik jeg sikkerhed for at den udkom. Der var ikke nogen, der skulle stå i vejen for at få budskabet ud – også selvom det på mange måder var et upopulært budskab og en anderledes måde at tænke kultur og samfund på.
Og da jeg så var i gang med at udgive “Netgeneration og Nørdkultur” på den måde, så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne prøve at udgive mine gysernoveller. Få uger senere lå de klar. Jeg havde faktisk kontaktet et forlag, der var positiv overfor “Græskarmanden”, men gerne så, at de blev mere filmiske og illusionistiske. Det ønskede jeg ikke.
Det giver selvfølgelig nogle andre udfordringer mht. reklame for bøgerne. Men når det er sagt, så er hjælpen fra forlagene heller ikke altid lige stor. Med mindre man er et kendt navn i forvejen, så bliver man ikke særligt højt prioriteret, og så skal man alligevel selv ud og gøre reklame for sig selv og sine bøger.
Det er på nuværende stadig for tidligt at vurdere succesen.
Og hvordan har responsen på bogen været?
Jeg har indtil videre generelt fået positiv feedback.
Hvilke bøger læser du selv – og hvilke forfattere har været med til at inspirere dig?
Jeg læser generelt fantastik. Mine forbilleder er H. P. Lovecraft, Jorge Luis Borges, J. R. R. Tolkien, C. S. Lewis og Philip K. Dick. Det gælder ikke kun skønlitterært, men i vidt omfang også litteraturkritisk. Hos Lovecraft, Tolkien og Lewis fandt jeg en litteraturkritik, der var langt mere holdbar end den, jeg blev præsenteret for på universitetet. Det skyldes, at deres litteraturkritik, faktisk interesserer sig for litteraturen og ikke alt muligt andet.
Fortsætter du med det skønlitterære – og hvad arbejder du i så fald med?
Ja, jeg fortsætter. Jeg håber på at udkomme med en opfølger til “Græskarmanden” med nye gys. Derudover arbejder jeg med flere ideer blandt andet moderne fantasy, dvs. fantasy, der foregår i vores verden tilført magi og magiske væsner – i stedet for en helt ny fiktionsverden. Jeg arbejder også med en samtidsroman, der faktisk tager udgangspunkt i vores 21. århundrede – og ikke bare et opkog på realismen fra det 20. århundrede.
Næste side »
