Instruktion: Tobe Hooper
Manuskript: Steven Spielberg
- Sweetheart, last night, when you said ”They’re here” …
- Can I take my goldfish to school?
- Sweetheart, do you remember last night when you woke up, and you said “They’re here”?
- Uh-huh.
- Well, who did you mean?
- The TV People.
[...]
- TV people?
- Uh-huh.
- Do you see them?
- Uh-uh. Do you?
- Uh-uh.
Efter successen med CLOSE ENCOUNTERS OF THE THIRD KIND (1977) ville Columbia Pictures have en efterfølger. Steven Spielberg, der ikke var interesseret, foreslog i stedet en lavbudget sf-horror med arbejdstitlen WATCH THE SKIES, senere omdøbt til NIGHT SKIES.
Rumvæsnerne vender tilbage, men denne gang opfører de ikke et lys- og musikshow. I en bog af ufologen J. Allen Hynek havde Spielberg læst om en famile, der i 1955 var blevet terroriseret af rumvæsner på deres gård i Kentucky. Mens familen blev holdt indespærret, fornøjede rumvæsnerne sig med at dissekere kvæget – det første kendte tilfælde af ”cattle mutilations”.
I oplægget til NIGHT SKIES leder elleve ekstraterrestrielle væsner efter bevidste arter blandt gårdens dyr, hvilket åbenbart involverer dissektion. De begynder med kyllinger og kvæg, men snart vender de deres opmærksomhed mod familien. Med Spielberg som producent blev en manuskriptforfatter og instruktør hyret.
Selve indspilningen af filmen blev udsat til efter RAIDERS OF THE LOST ARK (1981). Men så fik Spielberg en anden idé – han ville hellere fortælle en historie om en familie, der får besøg af et venligt og nuttet rumvæsen. Inden Spielberg gik i gang med E. T. THE EXTRA-TERRESTRIAL (1982), forelagde han NIGHT SKIES for MGM.
Ud over at producere filmen ville han eventuelt selv stå for manuskriptet. I mellemtiden havde han udskiftet de uvenlige rumvæsner med uvenlige spøgelser. Ifølge Tobe Hooper, instruktøren af den uforlignelige THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE (1974), var det dog ikke Spielbergs påfund.
Hooper var nemlig ved at lægge sidste hånd på slasherfilmen THE FUN HOUSE (1981), i hvilken forbindelse han var flyttet ind på Robert Wises (THE HAUNTING 1963) gamle kontor på Universal. Der fandt han en bog om overnaturlige fænomener, som inspirerede ham til at foreslå Spielberg, at de ændrede NIGHT SKIES til en gyserfilm om en forstadsfamilie terroriseret af ånder.
Hvor meget Spielberg blandede sig i instruktionen af POLTERGEIST er et andet omdiskuteret spørgsmål, men ikke nær så interessant som plottets tilblivelseshistorie. At erstatte ekstraterrestrielle væsner med spøgelser og paranormale fænomener er jo oplagt, ligesom E. T. også har klare træk til fælles med nissen.
I begyndelsen er spøgelserne i familien Freelings forstadshjem tilsyneladende venlige. Kun fem-årige Carol Anne (Heather O’Rouke) mærker noget til deres tilstedeværelse, idet de kommunikerer med hende gennem fjernsynets statiske støj. Et underligt jordskælv og et underholdende poltergeistfænomen senere, tager handlingen dog en ubehagelig drejning.
Et gammelt træ rækker ind i børneværelset og snupper Carol Annes ængstelige bror. Mens far, mor og storesøster har travlt med at redde drengen, sidder Carol Anne alene tilbage i værelset, et let bytte for ånderne i skabet. Hun bliver simpelthen suget ind i skabet eller rettere ind i en anden dimension. Resten af familien søger forgæves efter hende, indtil de hører hendes stemme gennem fjernsynet.
If there’s something strange in your neighborhood, who ya gonna call? Nej, ikke GHOSTBUSTERS (1984) men en gruppe parapsykologer, som derefter tilkalder mediet Tangina Barrons (Zelda Rubinstein), der har en forklaring på det hele. På dette tidspunkt har familien Freeling opdaget, at de bor på ”ancient burial ground”. Effekterne er generelt overbevisende, men som vi nærmer os slutningen, får den ikke så lidt.
Der er masser af ektoplasma, men helt galt går det, da ”the Beast” stikker hovedet ud af skabet. Optakten var ellers stilfuld og uhyggelig. Det er jo ikke blot Carol Anne, der sidder foran fjernsynet, vi gør det det samme. Selve slutscenen er dog spektakulær, huset krummer simpelt hen ind i sig selv, som blev det fortæret af et sort hul.
Den urealiserede film NIGHT SKIES skød altså to tvillingeskud, som på sin vis handler om det samme. Ifølge David Hughes, forfatter til THE GREATEST SCI-FI MOVIES NEVER MADE (2008), har Spielberg forlængst droppet den oprindelige idé. Men som Hughes gør opmærksom på, fik vi faktisk historien om bondefamilien og de terroriserende rumvæsner med Shyamalans SIGNS (2002).
Da jeg fornyligt så Hostel-filmene, blev jeg inspireret til at se “Cannibal Holocoust”, som jeg husker fra min ungdom, som en af de film kun de sejeste turde se. Jeg turde ikke se den dengang, men nu 27 år efter udgivelsen er det lykkes mig.
“Cannibal Holocaust” blev lavet med formålet at chokere folk – og det må sige lykkedes. Allerede en uge efter filmen havde premiere i Milano i 1980, blev den forbudt og printet konfiskeret. Instruktøren Ruggero Deodato var lige ved at blive anholdt for mordet på skuespillerne i filmen, for man troede vitterlig, at de var blevet slået ihjel under filmen. Filmen indeholder også flere scener med drab på dyr, og også de scener var skyld i mange problemer for både instruktør og producenter. Her forsvarede Deodato sig med, at dyrene bagefter blev spist, og at de iøvrigt var normale byttedyr for stammerne i området.
Historien lyder: Dokumentar-filmmageren Alan Yates tager sammen med sit hold til Amazonas, hvor de vil optage en dokumentarfilm om kannibalstammerne, der lever uberørt af den hvide mand. Men holdet kommer aldrig tilbage. Efter nogle måneder sendes endnu en ekspedition ud, denne gang ledet af antropologen Monroe, som skal forsøge at finde ud af, hvad der er sket med Yates-gruppen.
Monroe finder frem til Yates-gruppens jordiske rester, og det lykkes ham at få deres filmruller med hjem, men hvorfor de er blevet slået ihjel på grusom vis, ved han ikke, før filmene er set igennem. Det viser sig, at Alan Yates var en fup-dokumentarist, som iscenesatte sin egen virkelighed for at skabe sensationelle billeder, og at det var disse konstante overgreb på stammen, der førte til gruppens død. Så til sidst spørger Monroe filosofisk: “I wonder who the real cannibals are?”
Jeg kan godt se, hvor Eli Roth finder inspirationen til sine Hostelfilm. Ruggero Deodato viser volden udpenslet og nærmest dokumentaristisk. Selv så mange år efter virker nogen af scenerne stadig meget voldsomt. Jeg blev næsten utilpas af scenen, hvor en ung stammepige straffes for utroskab på en meget ubehagelig måde. Filmens mest kontroversielle billede er formentlig det, hvor en anden ung kvinde findes spiddet på en pæl. Det ser utrolig virkeligt ud, og jeg var glad for at læse i ekstramaterialerne, at skuespilleren i virkeligheden sidder på en lille cykelsaddel og holder et spidst pælestykke i munden.
Mest chokerende er dog næsten billederne af dyrene, der bliver slået ihjel. Jeg trøstede mig med, at det måtte være meget virkelighedstro special effects, men det kunne jeg så efterfølgende se, at det ikke var. Og så kan man undre sig over, hvorfor jeg synes, det var værre, at dyrene døde i filmen? Jeg tror, det er fordi, at jeg jo godt ved, at skuespillerne ikke lider skade, så det er bare film. Men at slå dyr ihjel for ren underholdning er ret grænseoverskridende for mig.
Filmens soundtrack, som er komponeret af Riz Ortolani, skal også lige nævnes. Filmen åbner med at kameraet fra luften følger amazonfloden med smuk baggrundsmusik. Dette musikstykke genbruges flere gange i filmen, bl.a. under en dramatisk scene hvor Alan Yates hold brænder en stammelandsby ned. Det modsigende i den smukke musik og de modbydelige billeder virker meget stærkt.
Jeg har hørt meget om de italienske kannibalfilm fra firserne, men har stort set kun set “Zombie Holocaust” (også fra 1980), som er langtfra så vellavet eller skræmmende, og jeg havde forventet mig noget i retning af “Cannibal Holocaust”. I stedet er det en film, som med sin nærmest dokumentariske rå stil stadig kan chokere og ramme nutidens seer, og jeg må indrømme, at selvom jeg fuldt ud forstår, hvorfor den er blevet en klassiker indenfor genren, så har jeg ikke lyst til at se den igen.
Se filmens hjemmeside
Også omtalt på Gyseren.dk
Graham McNamee er en ungdomsforfatter med et par titler tidligere udgivet på dansk; de er dog alle i den mere almindelige del af litteraturen (med en enkelt psykopat-thriller imellem). Med ”Når knoglerne fryser” har han begået en gedigen gyser – og tilmed en vellykket, spændende en af slagsen, der ikke bør lade sig begrænse i sit publikum.
15-årige Danny er flyttet ud i den mørkest udørk i Canada sammen med sin far. De to har gennem længere tid forsøgt at flygte fra minderne om den afdøde hustru/mor, og nu virker det, som om de er kommet til verdens ende. Den lille by er stort set kun befolket af militærmennesker, og kulden kan være dræbende, hvis man begår en fejltagelse.
Men der er dog også gode ting. Militærbasen gør, at de fleste på Dannys alder er børn af soldater, vant til at flytte rundt og derfor hurtige til at skabe venskaber. Så han har fundet sig en klike, og så har han mødt Ash, som har indianerblod og er i stand til at binde knuder på de fleste af drengene. Første gang de mødtes, knockoutede hun ham, hvilket ikke blot gik i hans hoved, men også i direkte i hjertet på ham.
Men da den bitre, skarpe kulde sænker sig dybere end normalt, opdager Danny, at der lever farlige ting i nattemørket. På vej hjem en aften overfaldes han af et væsen, hvis lige han aldrig har drømt om – det sætter sig mærke på ham, men lader ham leve. Det er blot starten på mareridtet.
Den lille gruppe unge må snart stå sammen mod en monster, der som sænket sine kløer dybt ind i hele byens sjæl.
McNamee har skabt en rigtigt stemningsfuld baggrund for sin monstergyser (som forresten afspejles flot i omslaget) – hele tiden lurer kulden og mørket og sneen og de mystiske øjne i natten. På den baggrund fortæller han så historien om Danny, der er så træt af at flygte, men som render ind i noget, han umuligt kan besejre. Faderen bevæger sig rundt i baggrunden som et fortabt hylster af et menneske, der kun langsomt og noget modstræbende er ved at finde tilbage til livet – der trækkes Danny frem af vennerne, og de forskellige samspil er godt beskrevet (og den snigende romantisk holdes på et overkommeligt niveau).
Men først og fremmest er der tale om en gyser, og det fungerer rigtig godt. Monsteret optræder på scenen tidligt i al sin grumme vælde, men forsvinder så i mørket igen, så ofrene efterlades tilbage til at spekulere over dens motiv – og til langsomt at blive drevet ud i mørket af uvisheden og de voksende stemmer i deres hovedet. Monsteret er godt udtænkt, skræmmende både i sin tilstedeværelse og sit fravær.
”Når knoglerne fryser” er en – bogstaveligt talt – isnende gyser med masser af spænding, lidt action og en god historie. McNamee skriver, så det er svært at lægge bogen fra sig. Den danske oversættelse har lidt knaster her og der, men det er heldigvis let at overse.
Jeg har længe gået udenom “Hostel”-filmene af Eli Roth, da jeg havde hørt, at de var ekstremt voldelige, og jeg har det lidt svært med tortur-horror. Nu har jeg dog fået set første film, og jeg må indrømme, at det var en langt bedre film, end jeg havde forventet.
Vennerne Josh og Paxton er på backpacker-ferie i Europa. Her har de mødt islændingen Oli, og sammen tager de til Amsterdam, hvor den står på stoffer og kvinder. En aften bliver de låst ude af deres hostel, men en ung hollænder giver dem nattely og fortæller dem samtidig om et fantastisk hostel i Slovakiets hovedstad Bratislava, hvor de smukkeste kvinder bare drømmer om at have sex med unge turister.
Så de tre fyre tager til Bratislava, og umiddelbart lever alt op til forventningerne. De kommer til at dele værelse med to smukke piger, der tilsyneladende er klar på lidt af hvert. Men efter en bytur dukker Oli ikke op igen. Portieren påstår, at han har tjekket ud, men Josh og Paxton kan ikke få det til at passe. De tager alligevel i byen med pigerne igen om aftenen, og næste morgen er Josh væk.
Paxton beslutter sig for at finde frem til pigerne og få dem til at hjælpe med at finde kammeraterne igen. Natalya indvilliger og fører ham til en “kunst-udstilling”. Men noget er helt galt, og snart er Paxton fanget i et sandt helvede.
Den første halve time af “Hostel” er en lang fest. Vi ser fyrene drikke, tage stoffer og bolle piger til højre og venstre. Der er ingen tvivl om, at de er ude for at more sig – uanset konsekvenserne. Men så skifter filmen spor, og stemningen bliver ualmindelig ubehagelig. For pludselig befinder Josh sig alene i et rum, lænket til en stol og med alverdens værktøjer og knive omkring sig. Han aner ikke, hvorfor han er der, men han finder snart ud af, hvordan det ender.
Fra at være en film hvor de unge mænd objektificerer kvinderne, bliver de selv objekter. Ikke i forbindelse med sex, men med den sidste grænse – døden. For hvad er der tilbage at prøve, når penge kan købe alt.
Der er nogle virkelig klamme scener i filmen, og jeg måtte kigge væk et par gange. Alligevel synes jeg ikke, at Eli Roth overdriver, for det passer ind i historien.
Det mest skræmmende er næsten, at Roth fik idéen fra en hjemmeside på Internettet, der reklamerede med, at man mod betaling kunne skyde et menneske. Halvdelen af betalingen gik herefter til ofrets familie, og bagefter kunne man gøre med liget, hvad man ville. Virkelig en uhyggelig tankegang, men sikkert ikke helt usandsynlig.
Special effects i filmen er meget veludførte og virker totalt troværdige. Samtidig følger kameraet historiens udvikling, så vi i starten har en “glad” film med masser af farver og flotte kameravinkler, men efterhånden som historien bliver mere dyster, bliver farverne tonet ned og kameraet bliver mere og mere primitivt for til sidst at blive håndholdt i jagten gennem “kunst-udstillingen”.
Eli Roth har overtalt et af sine store forbilleder, den japanske instruktør Takashi Miike (bl.a. “Imprint” og “One missed call“), til at være med i filmen, idet Miike har en lille cameo som rig forretningsmand, der besøger “kunst-udstillingen”.
Også omtalt på Gyseren.dk
Næste side »
