Jeg læste lige denne nyhed på TV2′s Gossip, som handler om, at den japanske gyser (ved nu ikke helt om gyser er det rette ord?) Grotesque har problemer med at blive godkendt af British Board of Film Classification, BBFC. De mener ikke, filmen er andet end vold, sadisme og ydmygelse. Efter at have fundet traileren og set den (for det blev jeg jo nødt til efter at have læst det – nysgerrigheden længe leve!) er jeg måske tilbøjelig til at være enig… Jeg tror faktisk for en gangs skyld ikke, jeg har lyst til at se denne film!
Bedøm selv – men jeg advarer: Det er klamt! Det er meget, meget klamt!
[myspace]http://vids.myspace.com/index.cfm?fuseaction=vids.individual&videoid=49237697[/myspace]
Tredje film i J-horror serien er Takashi Shimizus “Reincarnation” (“Rinne”). Shimizu står også bag film som “Ju-on“, “Ju-on 2” og “The grudge“, men denne her er en lidt anderledes spøgelseshistorie med en grum slutning.
Instruktøren Matsumura er i gang med at lave en film over en virkelig begivenhed. For mere end 20 år siden slog en professor Omori 11 mennesker ihjel på Hotel Ono Kanko, heriblandt sine to børn. Efter drabene begik han selvmord.
Matsumura er i gang med at caste skuespillere og bliver straks tiltrukket af den unge Nagisa Sugiura til rollen som Omoris datter, der var den sidste, der blev dræbt dengang. Nagisa er først begejstret for rollen, men snart begynder hun at se underlige syner, og da hele crewet skal besøge hotel Ono Kanko for at fornemme stemningen, befinder hun sig pludselig i fortiden som direkte vidne til begivenhederne.
Samtidig studerer pigen Yayoi Kinoshita reinkarnation, deja vu og andre cryptomnesia fænomener. Hun har siden sin barndom drømt om et hotel med rødt tag, som hun aldrig har været i. Nu fører hendes klassekammerat hende sammen med veninden Yuka, der påstår, at hun har levet tidligere.
De to historier flettes sammen, og slutningen i “Reincarnation” er som sagt temmelig grum. Her er virkelig tale om, at straffen følger en, og at døden ikke nødvendigvis er slutningen.
Shimizu skaber en yderst uhyggelig stemning hele filmen igennem. Når synerne tager over, bliver billedet grynet og håndholdt, og det er med til at underbygge gruen. Mod slutningen kammer hans brug af spøgelser lidt over, men stadigvæk er her tale om en vellykket film. Og så bruger han en af de mest uhyggelige dukker, jeg har set længe.
Også omtalt på gyseren.dk
Man kan sige meget om Maneater serien, men det er ikke ret tit, at special effects og visual effects er særlig overbevisende. Det er de bestemt heller ikke her i “In the spider’s web”, og alligevel sad jeg med en yderst kriblende følelse ned ad ryggen, mens jeg så den.
En gruppe turister er på trekking-tur i det nordlige Indien. Det er deres sidste nat i junglen, og pludselig vækkes de af skrig. Geraldine er blevet bidt af en edderkop, og de må skaffe hjælp i en fart. Guiden Brian har hørt om en landsby i nærheden, hvor en amerikansk doktor bor, og efter sigende er han ekspert i edderkopper.
Gruppen når frem til landsbyen, hvor doktor Lecorpus indvilliger i at hjælpe Geraldine. Brian og den amerikanske pige, Stacy, bliver i landsbyen hos Geraldine, mens resten af gruppen går videre for at skaffe mere hjælp. Brian og Stacy opfordres til at besøge den lokale helligdom – et tempel for edderkopper, der af landsbyens beboere ses som guder. Men opholdet i templet ender grueligt galt.
Imens har de øvrige meldt episoden til den lokale politimester Sajan, men Stacys veninde Gina kan ikke vente og beslutter sig for at vende tilbage til landsbyen sammen med John fra gruppen. Da de når frem, opdager de, at landsbyen gemmer på en mørk hemmelighed, og at doktor Lecorpus ikke er den, de troede.
Jeg er helt med på, at historien til tider er rigtig forudsigelig, at visual effects ind i mellem er skræmmende dårlige, og at “In the spider’s web” på ingen måde er god smag. Alligevel følte jeg mig rigtig godt underholdt, og scenerne hvor der er brugt virkelige edderkopper, fik det til at risle koldt ned ad ryggen på mig. Puh hvor var jeg glad for, at det ikke var mig, de kravlede rundt på!
På plus-siden er også, at man i Maneater serien aldrig kan være helt sikker på, om vores helte klarer den. Nogen gange gør de – andre gange trækker naturen det længste strå…
Besøg Maneater Series hjemmeside
Også omtalt på gyseren.dk
Generelt synes jeg, at Masters of Horror serien har været en fornøjelse at se, selvom enkelte afsnit ikke helt har levet op til forventningerne. I sæson 2 er Ernest Dickersons “The V word” dog en udsøgt fornøjelse. Her er tale om en klassisk vampyrfortælling – med et twist.
Vennerne Justin og Kerry tager en nat ud til den lokale bedemand, hvor Justins fætter arbejder, for at se liget af en ung mand der er kørt galt. Døren er åben, men de kan ikke finde Justins fætter. I stedet opdager de noget mystisk med ligene – og pludselig er de på vild flugt med en vampyr i hælene.
Det lykkes Justin at undslippe, men da han forsøger at skaffe hjælp, tror ingen på ham. Og da Kerry senere på natten dukker op hjemme hos Justin, ser han bestemt ikke godt ud.
Ernest Dickerson har lavet en glimrende vampyr-fortælling, hvor han både bruger noget fra de klassiske film (f.eks. vampyrens skyggespil på væggen som første gang bruges i “Nosferatu” fra 1922), men også bringer sine egne elementer ind. Vampyren bider f.eks. ikke sine ofre, men river halsen op på dem.
De to unge mænd, der spiller Justin og Kerry, er gode i rollerne, og deres venskab og forsøg på at overkomme den umulige situation, de bringes i, er fint skildret. Og også Michael Ironside er velcastet i rollen som vampyren.
Dickerson bruger en masse blod og splat, og blander det med en flot og anderledes brug af farver og klipning, og det er mundet ud i et rigtig vellykket afsnit i Masters of Horror serien.
Også omtalt på gyseren.dk
Engelsk kærligheds komdie – nu med zombier …
Shaun og Liz er kærester. Han deler lejlighed med Peter, og så har vennen Ed overnattet på sofaen – de sidste par år! Dagene går med jobbet som fjernsynssælger, og om aftenen går han med Liz og vennerne på den lokale pub. Men en dag får Liz nok. Hun ønsker noget mere af livet, og da Shaun en gang for mange glemmer noget, han har lovet, slår hun op.
Shaun og Ed drukner sorgen, og da de vågner næste morgen er alt forandret. Pludselig er nabolaget fyldt med zombier, og efter at have ryddet baghaven, tager Shaun og Ed af sted. Planen er at hente Shauns mor samt Liz og gemme sig på den lokale pub, indtil det hele er overstået.
Men tingene forløber ikke helt som planlagt, og snart har Shaun en zombie-stedfar, ingen bil og hundredevis af zombier efter sig.
“Shaun of the dead” fik mig til at grine mere end en gang. Den starter ganske normalt med scener af livet i en engelsk forstad, hvor instruktøren tydeligt får frem, at vi i hverdagen ofte opfører os som zombier. Men som Shaun opdager sin utilfredshed med sit liv, begynder verden omkring ham at styrte sammen, og lige pludselig har han en zombie i baghaven.
Shaun lever op til situationen og begynder at tage ansvar, både for sit liv og for sin familie og vennerne. Det er ikke altid, det lykkes så godt, og man kan måske stille spørgsmålstegn ved, om en pub er det bedste sted at skjule sig, men Shaun gør sit bedste, og i ægte eventyrstil klarer han de mange forhindringer og ender med det halve kongerige og prinsessen. Og en enkelte zombie i baghaven at spille playstation med …
Zombierne i filmen er super godt lavet. Især to brødre synes jeg er både skræmmende og sjove på samme tid, og så har Edgar Wright lavet en masse gode overgange mellem personernes replikker og brugen af baggrundsmusik. Alt i alt er “Shaun of the dead” efter min mening solid engelsk zombie-humor.
Også omtalt på gyseren.dk
Næste side »
