Jeg var til et foredrag med Steen Langstrup for noget tid tilbage, hvor han udtrykte sin modvilje mod zombie-film. Han talte ud fra den holdning, at hvis der vandrede én enkelt levende død ned ad gaden, ville det være horror – store flokke af levende døde presser fortællingen over i fantasy, hvor den overdrevne brug af virkemidlerne gør dem almindelige (i den fortalte verden) og altså ikke skræmmende. Det var vist i store træk, hvad han mente, omend han nok formulerede det bedre.
Jeg kan godt se Langstrups pointe, selv om jeg ikke er helt enig. Jeg har en forkærlighed for zombie-film og synes også klart, at det er horror, simpelthen fordi de (som oftest) tager udgangspunkt i en meget genkendelig verden og derefter nedbryder alt det bestående ud fra den ene ide, at de døde genopstår. Det er meget tæt på seerens verden, og bliver det gjort rigtigt, kan det også være yderst foruroligende.
Men jeg kom alligevel til at tænke på det, da jeg genså Land of the Dead, hvor George Romero vendte tilbage til den verden, han etablerede i den oprindelige Dead-trilogi. Her forlader han nemlig alle de elementer, der gjorde originalerne så effektive, og krydser over i fantasy (eller mere specifikt: science fiction). Filmen foregår i en fremtid, hvor de døde vandrer rundt i landskabet, mens de levende har buret sig inde i byerne (det minder lidt om Patrick Leis Necrodemic-serie, faktisk). Hovedpersonen forsøger at skabe sig et liv, når han ikke er på togter de forladte landsbyer, men eliten skummer fløden og regerer over de overlevende. Tilsæt et ærligt talt mislykket forsøg på at vide, at de levende døde er begyndt at tænke, og man har en science fiction-film med en del action, men desværre ikke rigtig nogen ordentlig historie, alt for mange klicheer og ikke meget horror.
The Screwfly Solution er et pudsigt indslag i anden sæson af Masters of Horror – dermed ikke forstået, at den er dårlig (faktisk er den nok min yndling indtil videre), men jeg ved ikke, i hvor høj grad jeg vil kalde den horror.
Afsnittet er baseret på en novelle af James Tiptree, Jr (også kendt som Alice Sheldon), en science fiction-forfatter med en tendens til at behandle feministiske temaer i sine historier. Og The Screwfly Solution er da også rendyrket sf med et skarpt øje på forholdet mellem mænd og kvinder. Jason Priestley og Elliott Gould spiller videnskabsmænd, der havner midt i det, der meget vel kan blive menneskehedens undergang.
Fra et enkelt punkt i USA opstår der situationer overalt, hvor ellers rolige mænd forvandles til morderiske galninge, når de kommer i kontakt med kvinder. Enkelte tilfælde kan naturligvis forklares, men det spreder sig som en virus gennem befolkningen. Mænd er ikke længere noget, man kan stole på – hvis man er en kvinde.
Den grundlæggende ide er spændende, og den udvikles flot gennem afsnittet. Det er Joe Dante, der har instrueret – et navn, jeg er vant til at se tilknyttet mere humoristiske historier. Her holder han sig til det alvorlige, og det fungerer. Men om det er horror, ved jeg nu ikke. Men derfor kan det sagtens anbefales alligevel.
Jeg faldt tilfældigt over denne japanske gyser, som er en del af J-Horror serien med film af anerkendte japanske instruktører.
“Infection” foregår på et hospital, hvor ledelsen er forsvundet, og det tilbageværende personale er hårdt presset på alle ressourcer. En nat dør en brandsårspatient som følge af fejlbehandling. Lægerne og sygeplejerskerne på stuen bliver enige om at fortie sandheden, for “ingen ved alligevel hvem han er”.
Samme nat kommer en mystisk patient til hospitalet. Han bliver efterladt af en ambulance, og da lægerne opdager ham, er han ved at opløses i grønt slim. Den ene læge foreslår, at de forsøger at finde frem til, hvad det er for en infektion, før de tilkalder hjælp, for det vil være et kæmpeskridt for deres karrierer at opklare en ny sygdom. Men herefter går alt helt galt. En efter en bliver de ansatte smittet og møder en grusom død.
Lige fra starten af er der en trøstesløs stemning på hospitalet. Alt er nedslidt, og personalet er presset helt i bund. Håbløsheden hersker. Denne følelse bliver blot værre og værre undervejs i filmen, efterhånden som uhyggen spreder sig sammen med virusen. Skuespillerne spiller rigtig godt, mens effekterne nogen gange er lidt over the top.
“Infection” err absolut seværdig. Den har den japanske flertydighed, men benytter sig ikke af det langhårede spøgelse, som jeg er ved at være lidt træt af. Undervejs har instruktøren også hygget sig med spændende spejlscener, og så er slutningen ganske grum.
Også omtalt på gyseren.dk
Siden Dennis Jürgensen debuterede for snart tredive år siden, er det som om hans talent er blevet tiltagende differentieret – som en musiker, der lægger ud med at spille basun, men som i løbet af sin karriere lærer at mestre en lang række instrumenter, og til sidst er sit helt eget big band. Dennis startede som habil humorforfatter med særlig evne til at skildre ungdomsproblemer, men han viste os ret hurtigt, at han også kan skrive tankevækkende science fiction (Djævelens hule, Måske), rædselsvækkende horror (Grønne øjne, Tingen i cellen), storslået high fantasy (Dystopia), superplat (Benny og Brian-bøgerne) … og så videre. Fra starten har han været ualmindeligt ferm til at skildre personer og til at konstruere spændende og velfungerende fortællinger. De bedste Dennis-bøger er selvsagt dem, hvor han kombinerer flere af sine mange talenter. De senere år må Drømmetjenerne-serien siges at være noget af det bedste, der er kommet fra Rødovre-forfatteren. Og nu får vi så novellesamlingen Dødens mange facetter, der snildt kunne fungere som en showcase for Dennis Jürgensen. Normalt foretrækker jeg de lange DJ-historier (fx Relief), men han ér altså god i den korte form også.
Den ca. 230 sider lange bog består af 19 historier i varierende længde. Bogens mindst overbevisende historie er også den første, underligt nok. Men der er så mange perler, så mange mindeværdige, tankevækkende, skrækkelige og sjove fortællinger i denne samling, at det er helt forrygende symfonisk. Flere af historierne er ganske korte, et par sider, i tegneserieagtig stil med en overraskende punchline. (Disse korte historier er strømlinede og professionelt eksekveret, men noget af det fede ved Dennis Jürgensen er, at han tilsyneladende aldrig mister sin kant, det upolerede, nerven. Jeg læste engang en anmelder, som mente, at Dennis’ forlag burde hælde mere grus i hans maskineri, udfordre ham noget mere. Men Tellerups geni er nok at lade Dennis arbejde, som det passer ham. Han bliver i hvert fald bedre og bedre med årene og synes at administrere sit talent helt fint.) Min favorit er nok ”Lovestory år 8078”, en grusom science fiction-historie. ”Det er dét vi er her for” er også helt suveræn, og ”MYREN” er et lille teologisk mesterstykke. Dødens mange facetter er ganske enkelt en gave fra en ualmindeligt spændende forfatter, hvis adelsmærke er, at han leverer varen.
Hvorfor lader jeg mig bare ALTID narre af fancy forsider med smarte kommentarer om, at det her bare er “Den bedste gyserfilm i 20 år”? Jeg er åbenbart nem at narre… Måske skulle jeg være begyndt at undre mig, da bagsiden påstod at morderen i filmen var “den mest ikoniske morder siden Freddy Krueger og Jason” – for mon så ikke næsten jeg ville have hørt om den før?
Ben er blevet forladt af sin kæreste og har ladet sig overtale til at fejre Mardi Gras i New Orleans med sine venner. Han begynder dog hurtigt at kede sig – på trods af alle de mængder af bare bryster, der bliver flashet for et godt ord – og får overtalt en af vennerne til at tage med på en guidet spøgelsestur i sumpen. Det skulle de aldrig have gjort, for snart går båden, de er i, på grund, og selvfølgelig sker det lige ud for Victor Crowleys hjemsøgte hus. Victor Crowley voksede op i sumpen, gemt væk af sin far, som var flov ovre drengens misdannelser (han mindede lidt om Elefantmanden). Da nogle teenagedrenge en aften ved et tilfælde sætter ild til huset, prøver faderen desperat at slå døren ind med en økse, men kommer til at dræbe sin egen søn, som stod lige på den anden side af døren (hence: “Hatchet”). Nu siges det, at Crowley hjemsøger sumpen, og ganske rigtigt, snart dukker han op allevegne og begynder at slå turisterne ihjel en for en på forskellige groteske måder.
Jeg blev meget skuffet over “Hatchet”. Mest fordi jeg hader, når en gyser prøver at være noget andet, end den egentlig er. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om produceren med vilje prøvede at lave det til en parodi på splatter-/gyserfilm, eller om det bare var kvalmende ringe dialog blandet med et dybt karikeret persongalleri. I hvert fald var jeg ikke imponeret. Splatterscenerne (som der er mange af, og som vist er lavet på et særdeles magert budget) var langtrukne og, ja, gyselige, og fremfor skræk fremkaldte “spøgelset” Victor Crowley en umiddelbar irritation fra min side. Hvorfor var det nu lige, han havde set sig sur på alt og alle og ville slå dem ihjel på alle mulige måder? Hans motiver var sgu lidt uklare for mig, og så går gyset bare af det for mig. Han havde jo ikke engang et “brand”, en særlig måde han måske slog alle sine ofre ihjel på (okay, måske ser jeg for mange film om seriemordere?). I hvert fald var jeg skuffet – måske havde den fungeret bedre som tømmermandsfilm…
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=3C33S_cqiJ8[/youtube]
Næste side »
