I 2003 lavede Sung-Ho Kim “Geoul sokeuro” med den engelske titel “Into the mirror“. Det var en okay film med nogle virkelig fede spejlsekvenser, så jeg har glædet mig til at se Alexandre Ajas genindspilning “Mirrors”.
Kiefer Sutherland spiller betjenten Ben, der tager et job som nattevagt i det nedbrændte stormagasin Mayflower, mens han kæmper for at komme på foden igen efter at have skudt en mand i tjenesten. Hans ægteskab er gået fløjten, han bor hos sin søster og har drukket alt for meget. Men med jobbet håber han på en ny start.
Ben har ikke været længe i stormagasinet, før det går op for ham, at noget er forkert. Spejlene er skinnende blanke – og de viser ting, som ikke er der, når man vender sig om. Efter en oplevelse hvor Ben tror, han er ved at brænde ihjel, beslutter han sig for at finde ud af, hvad det er, spejlene vil fortælle ham. Men det er ikke helt ufarligt …
Jeg har været meget begejstret for Alexandre Ajas tidligere film (”Haute tension” og genindspilningen af “The hills have eyes“), så jeg så frem til “Mirrors”. Jeg blev dog lidt skuffet.
Aja giver historien sit eget twist, og det synes jeg er positivt. Hemmeligheden er derfor ikke ens i de to film, og det gør det altid mere interessant, når man ikke fra starten kender plottet. Samtidig genbruger han dog flere ting, bl.a. slutningen som jeg nu forstår, men synes er bedre udført i originalen.
Kiefer Sutherland spiller rollen som Ben godt, og jeg synes, at visual effects er lavet fantastisk. Det nedbrændte Mayflower stormagasinet er en uhyggelig og overbevisende kulisse, så der er mange gode elementer. Men – jeg synes, at Aja smører for tykt på historien, så den mister troværdigheden. “Ånden” i stormagasinets spejle flytter sig fx rask rundt til spejle andre steder, og slutningen trækker lidt langt ud og bliver for meget.
“Mirrors” er ikke specielt overraskende eller uhyggelig, og efter min mening er der gået for meget amerikansk mainstream i den, når man tænker på, hvor interessant Aja har været i sine tidligere film.
Også omtalt på gyseren.dk
Mens Horrorsiden slapper lidt af i den skiftende sommervarme, er det rart at se, at andre kører derudaf for fulde kraft. Et nyt site kalder sig Heaven of Horror og byder på masser af nyheder, anmeldelser og andet godt inden for genren. Der findes naturligvis masser af lignende sider på engelsk, men jeg må indrømme, at jeg aldrig har gidet følge nogen af dem ordentligt – et dansk site, der både leverer nyheder og gør det via et RSS-feed, får et stort plus i min bog og ryger direkte i RSS-læseren.
Via Skræk og rædsel.
Jeg havde glædet mig en del til at se Apartment 1303. Lige siden Darkwater, The Ring, The Grudge og The Eye har jeg været ganske hookede på japansk horror, og med en for- og bagsiden som 1303′s var mine forventninger tændte. Jeg blev desværre noget skuffet.
Handlingen er ganske simpel. Den unge kvinde Sayoka flytter hjemmefra. Japan er et dyrt land at flytte i egen bolig, og de fleste bor derfor hos forældrene indtil de bliver gift. Er man heldig kan man nogle gange finde en billig bolig. Og det er hvad Sayoka gør. Hun finder lejlighed 1303, som ingen andre vil have. Hun får et hold venner til at hjælpe med flytningen, men allerede mens de er i gang med at bære ind går det galt. Sayoka drages mod soveværelset, hvor hun mødes af en frygtelig stank. Et klædeskab står på klem, og hun fornemmelser, af at et eller andet gemmer sig i det. Og så ser vi ikke mere. Scenen skifter til lejlighedens stue, hvor vennerne pjatter rundt. Sayoka kommer ud af soveværelset. Virker noget ved siden af sig selv. Pludselig kaster hun sig på knæ og begynder at æde af sin hunds madskål. Vennerne er naturligvis bestyrtede. Sayoka springer på benene, siger en masse uhyggelige lyde (og de er virkelig uhyggelige), hvorefter hun tager en styrthjem på. En af de skræmte venner spørger, hvorfor.
“For ikke at få knust ansigtet,” lyder svaret. Herefter springer Sayoka ud af vinduet.
Alt dette ville have været rigtig uhyggelig, hvis ikke det var fordi vi fem minutter tidligere havde set en næsten identisk scene med en anden ung kvinde, som lige var flyttet ind i lejligheden. En rigtig spoiler.
Efter Sayokas selvmord – som politiet vælger at kalde det – følger vi hendes storsøster Mariko. Mariko tror ikke på, at Sayoka begik selvmord, og beslutter sig for at finde ud af hvad der skete. Hun finder hurtigt ud af, at adskillige unge kvinder har begået selvmord ved at springe ud af lejligheden (hvilket vi jo allerede ved på grund af filmens første scene). Årsagen til selvmordene er dog ganske interessant og er med, på trods, til gør filmen seværdig.
En af filmens forcer er dens personkarakteristik. Der bruges mange kræfter på at gøre Mariko levende og ikke blot en fladtrykt Hollywood kliché. Man føler med hende, specielt hendes stigende rædsel. En anden af filmens forcer er dens brug af skygger, snigende hænder/fødder og horrible ansigter. Der er ingen chokeffekter i filmen, men den formår at bruge ansigter på en måde, der gør, at man IKKE har lyst til at se dem. Men man ved, at man kommer til det, og heri ligger der rigtig meget gys.
Som sagt fandt jeg filmen noget skuffende, men det er nok fordi jeg havde forventet noget mere helstøbt. Men alligevel. Se den, den har sine øjeblikke som man som horrorfan ikke bør gå glip af.
