Tom Kristensen: Tak. Den er ganske færdig. Jeg vil prøve at...
Jonas Wilmann: Jeg lider af en sygdom, og den eneste kur er...
Janus Andersen: Det ser eddermame godt ud. Og tegneserien er...Janus Andersen: Storslået liste. Kendte ikke halvdelen af dem...
Søren: Et stort tillykke herfra. Keep up the good work!Der var en overvældende mængde kameraer til stede på Krimimessen – og ét af dem indfangede interviewet med Andreas Roman, forfatteren til Mørkeræd. En del det er lagt på nettet og kan ses her.
[vimeo]http://vimeo.com/4180977[/vimeo]
Den nervøse, vanddrikkende interviewer er undertegnede. Der er flere litterære indslag på Bogkanalen.
Instruktion: Jack Arnold
Manuskript: Harry Essex og Arthur A. Ross
I can tell you something about this place. My boys call it “The Black Lagoon” – a paradise. Only they say nobody has ever come back to prove it.
Fra 1931 til 1956 udsendte Universal Studios en række populære og nu klassiske gysere, mange med velkendte litterære forlæg. Især trediverne var en glansperiode med film som Dracula (1931), Frankenstein (1931), The Mummy (1932) og The Invisible Man (1933), men i det efterfølgende årti begyndte vinen at smage mistænkeligt af vand.
Markante undtagelser var The Wolf Man (1941) og Phantom of the Opera (1943), resten var stort set ligegyldige tapninger af Dracula og Frankenstein på gamle flasker. Med Creature From the Black Lagoon formåede Jack Arnold (som året før sammen med Harry Essex havde lavet It Came From Outer Space) dog at give Universals horrorlinie en sidste injektion af vitalitet og originalitet.
Dybt inde i Braziliens jungle støder geologen Carl Maia på en fossil hånd med svømmehud mellem fingrene. Fossilet, der stammer tilbage fra den devoniske periode, burde vel egentlig være tilstrækkeligt til at give en ny og mildt sagt sensationel indsigt i livets transition fra hav til land.
Men i håbet om at finde flere fossile dele sammensætter dr. Maia en ekspedition bestående af ictyologen David Reed, den piberygende dr. Thompson, marineinstitutlederen dr. Mark Williams og dennes smukke assistent Kay Lawrence. Den ærgerrige og skrupelløse Williams lider af forsmået kærlighed til Kay, som imidlertid fletter fingre med Reed, så der er fra begyndelsen lagt op til nid.
Foruden den garvede kaptajn Lucus, som lægger båd til forskerholdet, er der også de undværlige indfødte statister. Allerede inden vores forskerhold ankommer til det arkæologiske site, er et par indfødte blevet ofre for titlens uhyre. Uvidende om hvad der har forårsaget massakren, begynder de fem forskere at arbejde, men forgæves. Reed foreslår, at de fossile lag muligvis er drevet med strømmen ned mod Den sorte lagune.
Det klassiske møde mellem heltinde og monster skildres med en sjældent set ynde og sublim erotik. Mens Kay intetanende svømmer rundt i lagunen, svømmer monsteret lige under hende, som om de to kroppe afspejlede hinanden. For uhyret er der tale om kærlighed ved første blik, men at dømme efter Kays skrig bliver det ikke nogen nem liaison.
Der er jo også andre hanvæsner i farvandet. Dr. Williams ser et muligt trofæ, mens dr. Reed ønsker at studere det amfibiske væsen nærmere. Vi kender det grundlæggende tema fra King Kong (1933) og utallige andre monsterfilm: mænd jager monster, monster kidnapper letpåklædt kvinde, det hele ender tragisk.
Skuespillet er tilforladeligt, Richard Carlson (Reed) gør sit bedste for at agere videnskabsmand og Julie Adams (Kay) skriger overbevisende. Magien ligger dels i den mytologiske grundfortælling, dels i instruktionen. Som i It Came From Outer Space og The Incredible Shrinking Man (1957) er Jack Arnolds stil præget af soberhed: bortset fra nogle enkelte scener er uhyggen underliggende, man fornemmer virkelig junglens tryggende stemning, og uhyret inspirerer mere til sympati end til skræk.
Creature From the Black Lagoon fik to efterfølgere – Revenge of the Creature (1955) og The Creature Walks Among Us (1956) – og dermed sluttede Universals monsterproduktion.
Der er en særlig magi over film. Ofte er det dog en magi, som er lettest at finde, når man læser om dem, for mit vedkommende – for i virkeligheden er de jo underlagt selvsamme forstyrrende virkelighed som alt andet. Man ser dem under påvirkning af alle mulige indtryk – man er træt, gulvet et ulækkert efter de tidligere biografgængeres svinerI, folk larmer i biografmørket, tjekker SMSer og så videre. Men alligevel kommer man nogle gange ud af mørket med fornemmelsen af at have været hævet over den slags bare for en kort stund. Det er den magi, som Theodore Roszak beskriver helt eminent i ”Flicker”, og som han faktisk selv opnår; omend man med denne bog aldrig helt forlader mørket.
”Flicker” er en stadig nedstigning i malstrømmen, et uendeligt rullebånd ned i et sort dyb. Man kan gå imod strømmen, forsøge at fortælle sig selv, at det nok skal gå alt sammen, men på et tidspunkt bliver man træt, og mens man hviler sig, bliver man ført længere ned.
Historien følger Jonathan Gates over en årrække. Han starter som en ung mand i 50erne og ender som anerkendt forsker i filmhistorie mange år senere – den røde tråd er den tyske filmskaber Max Castle. Gates’ interesse i film starter egentlig blot med den større mængde nøgen hud, som de europæiske produktioner tillader sig, men ad omveje bliver han en del af den lille kælderbiograf The Classic – og det er her, han stifter bekendskab med Castles film, som kommer til at ændre og i det hele taget definere hans liv.
Castle har stået for adskillige B-films-gysere, men ikke desto mindre er det noget ekstra i hans film, et ukendt og skjult element, som rammer Gates dybt. De følger ham igennem hans akademiske karriere, og han lærer mere og mere om filmskaberen, altimens dennes film viser sig at rumme dybere og dybere afgrunde. Langsomt afdækkes en gammel og vidtrækkende sammensværgelse, som hænger sammen med selve filmkunstens rødder, og Gates må indse, hvordan Castles værker har ført lange tentakler dybt ind i seerens sind.
”Flicker” er måske ikke horror som sådan – der er ingen overnaturlige monstre eller andre udpenslede elementer. I stedet er det en thriller, en mørk detektivroman, en dyster troldspejlsudgave af filmens historie, en hidden history, en gotisk undergangsroman – men den rammer der, hvor god horror hører hjemme, på kanten af det virkelige, en kant som den langsomt trækker én ud over. Jeg læste den første gang for cirka ti år siden, men den fremstår lige så frisk og fascinerende den dag i dag, en af de bøger, som man har liggende nær og finder tid til, så snart der er en mulighed. At lukke bogen efter endt læsning er som at stavre ud fra biografen efter en film, der har ramt én, hvor det gjort ondt – man er omtumlet og forvirret over skiftet mellem mørke og lys, usikker på, hvad der er sandt og uvirkeligt. Det er en bog, der har mine varmeste anbefalinger – og som jeg glæder mig til at have glemt nok af, til at den kan læses igen.
Ovre på fanzine.dk har jeg nævnt Nikolaj Højbergs novellesamling “Vandringer i mørke”, som står til at udkomme først i maj. Samlingen kommer til at indeholde horror hovedsageligt, og det er lykkedes mig at komme til at stille Højberg et par spørgsmål om indholdet og forfatterskabet, som han besvarer herunder.
Man kan se en komplet bibliografi og mere på Ildsjælen.dk – og dertil følge forfatteren på Twitter.
Kan du give en præsentation af “Vandringer i mørke”? Hvor mange af novellerne er horror, og hvilken type horror beskæftiger du dig med?
Jeg vil begynde med at besvare sidste halvdel af spørgsmålet ved først at give mine 3 definitioner af horror:
Det er sådan, jeg ser det, og med det på plads vil jeg tilføje, at blot fordi en historie har en god horror-værdi, er den ikke nødvendigvis en god historie. Det modsatte er også gældende. Horror er en følelse, ikke en litterær kvalitet.
Når jeg skriver horror, sigter jeg altid efter kategori 1 og rammer nogle gange kategori 2. Årsagen til det er, at nogle historier bliver noget meningsløst sludder, hvis ikke der følger en forklaring med. Kategori 3 går jeg udenom, for det gider jeg ikke. Dermed ikke sagt, at mine historie er blottet for vold og andre blodige hændelser, for disse har helt klart sin berettigelse i horror, men kun når det indgå som en naturlig del af historien.
En opsummering af denne smøre må være, at jeg beskæftiger mig med den del af horrorgenren, hvor horror betragtes som en følelse skab af frygten for det ukendte eller uforklarlige.
”Vandringer i mørke” består af otte noveller, hvoraf de seks kan betegnes horror. Så er der en humoristisk fortælling (med en snert af horror). Den sidste novelle kan man godt betragte som horror, men gør man det, ender den i kategori 3, så det vil jeg lade være med og bare kalde den en voldelig thriller / blodig samfundskritik.
Her er en lille teaser af hver novelle:
· ”Jeg er så tørstig.” En geolog er i gang med at bore i undergrunden. Da boret kommer op, er det dækket af en klæbrig væske med en ubehagelig lugt af råddenskab.
· ”Rapporten om Bent.” På vej hjem fra arbejde oplever Bent noget uforklarligt i skoven. Kort efter at han ringer 112, banker det på hans dør. Tre identiske mænd vil tale med ham.
· ”Miss Hyde og Jesus”. Den perfektionistiske lejemorder oplever en Tycho Brahes-dag. Eller gør han?
· ”Matcha til Tanaka san”. En yakuza gangster begår et højest usædvanligt mord for at få sin elskede, men hvem er det, der hvisker hans navn, når han går i lyset?
· ”Den akademiske virkelighed.” En geologistuderende kæmper med sit speciale en sen fredag aften. Stedet er universitetets naturvidenskabelige bibliotek. Han burde være alene, men hvem er det så, der taber bøger på gulvet?
· ”Pink”. Tidlig morgen på Alarmcentralen. Først er der ét opkald om ting, som falder ned fra skyerne. Så er der mange. Så holder folk op med at tale. De skriger.
· ”Johnnys valg”. Et kup går skævt og der er brug for lægehjælp. Men hvem ringer man til, når hele nationens politistyrke leder efter en?
· ”Elvis har forladt bygningen”. Terrorister angriber en kontorbygning i Københavns centrum. Pressen jubler og udkæmper deres egen krig for at vinde seerne.
Hvorfor horror? Hvad er det, en god horrorfortælling kan, som en dansk samtidsroman ikke formår?
Her må jeg svare ud fra gætværk, men sådan som jeg ser det, så er en samtidsroman bundet til den tid, den er skrevet i. Når man læser den om ti år, har de problematikker, den berører, med stor sandsynlighed bevæget sig videre, og derved bliver romanen uvedkommende (men kan stadig være en god læseoplevelse, hvis den er velskrevet). Derudover er en samtidsroman meget specifik: Det er *dem* der er skurken, det er *det,* der er vores problem. Hvad så, hvis man som læser er uenig? Så kommer romanen til at virke som en fortælling om forfatterens livssyn/verdensbillede, nogle gange som hans løftede pegefinger. Og det gider jeg hverken læse eller skrive.
En god horrorfortælling derimod er en *metafor*, hvor dens ’dæmoner’ repræsenterer læserens problemer og frygt. Så selv om problemerne og frygten ændre sig over tid, kan man som læser altid projicere det ind i en horrorfortælling og opleve en helt kæmpe med det. Nogle gange vinder de oven i købet, og det er jo rart.
Så mit svar må være, at en god horrorfortælling er tidløs (hvem sagde Frankenstein, Dracula, Dr. Jekyll og Mister Hyde?) og fokuserer på læseren i modsætning til samtidsromanen, der er tidsbundet og handler om forfatteren.
Vi er begyndt at se mere horror på dansk på det sidste – føler du dig som en del af en bølge? Eller en tradition, for den sags skyld?
Der er blevet fortalt horrorfortællinger lige så længe mennesket har digtet. Kik bare på de gamle folkeeventyr, som først blev nedskrevet århundreder efter, at de blev udtænkt: Hans og Grete er rendyrket horror. Så en tradition kan man vel godt kalde det.
At vi befinder os på en bølgetop lige ny inden for horrorgenren kan forklares på mange måde, eksempelvis at interesser kommer og går. Vil man tolke lidt i det, ved for eksempel at betragte horrorfortællingen som en metafor på læserens frygt, kan man sige, at der p.t. er en del, folk er bange for: terrorisme, krig, finanskrise, en lurende klimakatastrofe. Og så er det vel naturligt at der en masse fortællinger de kan projicere deres frygt over i.
Hvilke forfattere har du i bagagen, når du skriver – på godt og ondt?
Jeg kommer ikke uden om Stephen King (hvilken ærlig horrorforfatter gør det?) Hans historier er meget effektive, fordi han gør sig umage med specifikke detaljer. Det har jeg forsøgt at tage til mig. Til at begynde med forsøgte jeg at skrive på samme ordflommede måde som ham, men med mindre man har talent for det, skal man lade være. Så lyder det bare ad helvede til. Jeg har ikke talent for det, så jeg skriver mere minimalistisk.
Jeg er ellevild med Haruki Murakami. Lige som Stephen King gør han sine verdener levende gennem specifikke detaljer. De fleste af hans fortællinger er magisk realisme, men der er et par stykker i mellem, som godt kan betegnes horror. En herlig forfatter.
Der ud over bærer jeg rundt på Neil Gaiman, Steen Langstrup, Dennis Jürgensen, Clive Barker, et par hundrede andre
Horror er ikke den eneste genre, du har arbejdet i hidtil. Hvad skal vi forvente at se fra din hånd fremover?
Horror slipper jeg aldrig, langt de fleste ideer, der kommer til mig, har karakter af en horrorfortælling. Jeg vil tro, at tre fjerdedele af det, jeg skriver er horror. Så der kommer helt sikkert mere horror fra min hånd.
Ud over horror er jeg vild med fantasy, og inden for den genre har jeg to historier, jeg gerne vil fortælle. Den ene har jeg skrevet første kladde på (100.000 ord) og er ved at skrive om (og så vokser den). Den anden historie har jeg i store træk skrevet i mit hoved og er på 9 bind á ca. 200 sider. Hvorvidt den nogen siden bliver skrevet ned på papir, må tiden vise. Indtil nu har jeg nedfældet bind 4 (det var med den, det hele begyndte, den skulle have været en selvstændig bog, men så eksploderede historien i mit hoved).
Jeg er også ret begejstret for science fiction og er næsten færdig med første kladde på en 100.000 ords roman. Derudover venter en mindre bunke scifi noveller på at blive pudset af og samlet i en antologi.
Endelig kan jeg godt lide at skrive nogle lidt skæve historie. Man kan ikke rigtig putte dem ind i en genrekasse (ikke en, jeg kender til i hvert fald), men realistisk kan man vel godt kalde dem, blot set gennem min skæve optik. Det bliver til et par noveller nu og da, og så lurer et par romaner på deres
snit til at springe ud. Specielt én af dem vil gerne ud i det fri; det er en metaforisk fortælling om, hvor svært det er for mennesker at jage deres drømme. Den bliver helt sikkert til noget. En gang.
“Pro-life” er John Carpenters bidrag til anden sæson af serien “Masters of Horror”.
Alex og Kim arbejder på en abortklinik, og på vej på arbejde er de lige ved at køre en ung kvinde ned. De tager hende med for at sikre sig, at hun er uskadt, men da de kommer hen til klinikken, viser det sig, at hun er gravid, og at hun ønsker en abort. Og det viser sig også, at hendes far (Ron Perlman) er en indædt abort-modstander, som har fået et politi-tilhold mod at vise sig i nærheden af klinikken. Men nu holder han udenfor lågen – og han kører ikke igen uden sin datter…
“Pro-life” er ikke et indlæg i diskussionen om abort, siger John Carpenter i ekstra-materialerne. Det er en monsterfilm, som tilfældigvis foregår i det miljø. Og i mine øjne er det en rigtig uhyggelig og vellavet film.
Ron Perlman spiller rollen som faderen fremragende. Han har retten på sin side, og Gud har fortalt ham, hvad han skal gøre – ergo gør han det uden at stille spørgsmålstegn. Overfor ham står overlægen på klinikken (Bill Dow), som nægter at lade abortmodstanderne vinde. Han vil hellere dræbe dem end overgive sig. Og fanget i midten er datteren Angelique (Caitlin Wachs), som ønsker en abort, selvom hun elsker sin far og tror på Gud. Hun ved nemlig, at fostret inde i hende er ondt.
John Carpenter har lavet en film, hvor personerne føles helt virkelige, og hvor historien bliver mere og mere grum. Det er faktisk en lettelse, da monstret endelig dukker op, for det er lettere at hade en dæmon fra helvedet end både faderen og doktoren og de øvrige personer, selvom de undervejs begår forfærdelige gerninger. Og så indeholder slutningen alligevel et glimt, som sætter spørgsmålstegn ved, om selv de tydeligt onde måske alligevel ikke er helt så entydige.
Selvom “Pro-life” kun varer ca. 60 minutter, så synes jeg, at John Carpenter med denne film er helt på højde med nogen af sine bedste spillefilm, som fx “The fog” og “The thing“.
Også omtalt på gyseren.dk
