Hollywood-blog på videnskab.dk

På videnskab.dk blogger Rikke Schubart om Hollywood og (jævnligt) horror. Se fx det pt nyeste indlæg: Om god horror og grænseoverskridelsen.

Steen Langstrup om EA Poe

Fredag den 13. marts udkom POE – 4 makabre hyldester i forbindelse med Krimimessen på 2 Feet Entertainment. I anledning af Poe 200-års dag har fire danske forfattere ladet sig inspireret af Poes historier og har begået deres egne noveller – navnene er Anne Marie Vedsø Olesen, Steen Langstrup, Patrick Leis og Rikke Schubart, mens Mette Strømfeldt står som redaktør på værket.

I den forbindelse har vi fået mulighed for at spørge samtlige involverede: Hvad er det, der gør, at Poe er vedkommende den dag i dag, 60 år efter sin død?

Denne gang er det Steen Langstrup, der svarer – forfatter, tegneserietegner, forlægger og andet:

Jeg synes mange gange, de store klassikere er en skuffelse at læse. Sproget er måske gammeldags og tungt, nogle gange endda vanskeligt at forstå, og så er der jo det med klassikere, at de ofte har inspireret mange, og derfor er deres idéer ofte set igen og igen, så det, der var originalt engang, nu nærmest virker som en kliché i dag, hvor man kan finde det mere nutidigt, lettere tilgængeligt og måske endda bedre udført.
Tag nogle af Poes samtidige: Frankenstein, Dracula, Sherlock Holmes … hvor mange gange er der ikke kogt suppe på de ben, og selvom alle tre i øvrigt sagtens tåler genlæsning i dag, så er en stor del af fornøjelsen i hvert fald for mit vedkommende historisk. Jeg holder meget af historiske bøger, så det er ikke et problem, men det er nu sjældent, at en forfatter fra det 19. århundrede kan få mig til at gyse godt og grundigt igennem.
Eller bare tænke: Hold da kæft, det er god idé det her.
Mit kendskab til Poe var ret begrænset, da jeg fik tilbudt at lave denne bog. Jeg havde læst en novellesamling, som Gyldendal udgav for mange år siden, som jeg havde købt antikvarisk, da jeg var omkring 20 år, og det var sådan set det. Den havde ikke gjort det store indtryk på mig, selvom jeg da her 20 år senere stadig kunne se et par af novellerne for mig.
Undervejs med arbejdet med denne bog, har jeg fået en stor respekt for Poe, hvis påvirkning på ikke bare gys, men også krimi-genren, har været så markant, at det kan være svært at forestille sig nogle af disse genrer, som vi kender dem i dag, hvis ikke Poe lige havde været forbi og drysse en idé eller to ud over dem.
Poe ER uhyggelig den dag i dag, og hans idéer holder stadig vand, tja, man vil sikkert opleve, som jeg har det, at flere af de nyere ‘nyskabninger’, man elsker så højt, har lånt mere end en smule fra gamle Poe.
Jeg har flere gange taget mig selv i at sidde og tænke på, hvad søren Poe ville skrive eller lave, hvis han var i live i dag. Jeg er ikke sikker på, han ville skrive bøger. Manden var meget optaget af fotografi, og de stærke billeder i mange af hans gotiske fortællinger er jo nærmest filmiske, bare før filmen blev opfundet. Måske ville han have instrueret film som SAW? Det kunne jeg godt forestille mig. Måske ville han tosse stenet rundt til en Marilyn Manson koncert? I hvert fald var hans mørke fantasi mere goth end Manson, mere makaber end SAW, mere sin egen end den sorte kat på vejen.
Poe er vedkommende i dag, fordi alle os, der skaber kunst ud af menneskets mørke sider, vi skylder højre arm til ham. Så lad os hylde ham, så han ikke kommer og græver gælden indfriet.

Og så skal man huske, at man kan møde alle bidragyderne til antologien på Krimimessen i morgen, lørdag (såvel som megen andet horror-relateret).

Joe Hill: 20th Century Ghosts

Jeg havde egentlig planlagt at læse Joe Hills første roman, som jo endda er udkommet på dansk – men ”Dødens jagt” er allerede omtalt her på siden, og en kommentar fra Hjorthen (og så en forkærlighed for noveller, især inden for horror og science fiction) fik mig til at snuppe novellesamlingen ”20th Century Ghosts” i stedet.

Joe Hill er søn af Stephen King, og det spøger naturligvis i baghovedet, når man læser ham. Skriver han ligesom faderen? Kan han leve op til det? Jeg fangede, synes jeg, et par enkelt referencer til King, men derudover er den eneste lighed (og det skal måske tages i betragtning, at jeg ikke har læst King fast i snart en del år), at også Hill skriver yderst behagelige personer. De er ikke skønportrætter, men de er svære ikke at holde med. Og så er Hill ganske enkelt god til at fortælle historier.

”20th Century Ghosts” indeholder 14 noveller, der kommer vidt omkring.

”Best New Horror” er en vellykket og stærk horrorfortælling med et godt stænk af meta, der lige præcis virker til at løfte den over handlingens forudsigelighed. Titelnovellen er mere stemningsfuld og i det hele taget ikke særlig skræmmende – den omhandler en hjemsøgt biograf og den dreng, hvis liv kommer til at hænge sammen med biografen. Den er nok det sted, hvor Hill mest minder om King i sit portræt af, hvordan det overnaturlige mysterium påvirker folk gennem hele livet.

”Pop Art” er en blanding af Joe R. Lansdale og Ray Bradbury – om en oppustelig dreng – og kombinerer det groteske med den følelsesfulde (og har en forbløffende gennemslagskraft). ”You Will Hear the Locusts Sing” refererer til både King og Kafka i de første sætninger, hvilket må siges at være imponerende; i det hele taget er det en legende og meget refererende fortælling. ”Abraham’s Boys” hedder van Helsing til efternavn og må ikke gå ud om natten, og ideen er sjov, den er godt gennemført, men den er ærligt talt ikke særligt overraskende.

Sådan fortsætter det derudaf – og forhåbentlig har man fornemmelsen ud fra det foregående af, at de enkelte noveller ikke ligner hinanden. Hill formår at forny sig konstant, og samlingen bliver på intet tidspunkt kedelig. Der er en god blanding af moderne og mere klassisk orienterede noveller og så de stykker, som egentlig slet ikke er horror, men bare gode historier. Hill har arbejdet for at bryde igennem under sit eget navn i stedet for faderens stærke brand, og han har helt klart egne ben at stå på. ”20th Century Ghost” er en stærk samling, der kan anbefales – ja, jeg tror endda, den kan læses af horror-vante så vel som -uvante læsere, der vil kunne få noget ud af den.

Patrick Leis om EA Poe

Fredag den 13. marts udkom POE – 4 makabre hyldester i forbindelse med Krimimessen på 2 Feet Entertainment. I anledning af Poe 200-års dag har fire danske forfattere ladet sig inspireret af Poes historier og har begået deres egne noveller – navnene er Anne Marie Vedsø Olesen, Steen Langstrup, Patrick Leis og Rikke Schubart, mens Mette Strømfeldt står som redaktør på værket.

I den forbindelse har vi fået mulighed for at spørge samtlige involverede: Hvad er det, der gør, at Poe er vedkommende den dag i dag, 60 år efter sin død?

Denne gang er det Patrick Leis, der svarer – illustrator, bodypainter, special effects-troldmand, science fiction/horror-forfatter og meget andet:

Selv om megen kultur taber intensitet i takt med, at verden forandres, og publikum bliver stadig mere effektvante og ikke længere forarges over de samme ting som tidligere generationer, bør man ikke undervurdere betydningen af “overraskelse” og “intensitet”.
Selv om sproget i litteraturen ændres, og effekterne i film hele tiden forandres, og præferencerne ændres, havde Poe en evne til at kunne iscenesätte et plot på en måde, som sjældent gøres bedre i dag. Lige som Lovecraft får han sine läsere til at tro på de rammer, han sætter for fortællingen, og til at acceptere den psykoligiske virkelighed, han beskriver.
Når man tænker på gode gamle gysere som Frankenstein og Uhyret fra den Sorte Lagune, er det svært at lade være med at trække på smilebåndet og oprigtigt forundres over, at publikum gyste over The men in the Rubber Suit, dengang filmene havde premiere.
Men helt modsat er det med visse SF forfattere og ligeså med Poe.
Science fiction skrevet i 50- & 60′erne har stadig nogle af de (efter undertegnedes beskedne anskuelser) mest visionære og fantasifulde pointer og forkommer (trods den allestedsnærværende mangel på ide om internettet) ikke mindre aktuelle i dag, end da de blev skrevet.
Og på samme måde er Poe stadig et forbillede på en effektiv og visionær fortæller og samfundsrevser. Levede han i dag, ville han muligvis ikke kun skrive om ravne, evigt bankende hjerter eller pest, men hænge nogle af samfundets nye gyserelementer (som rygelov, indvandring og mediepåvirkning) op til tørre, men uagtet hans evne til både at ironisere og medrive, var han en eminent forfatter der til stadighed vil kunne tryllebinde sine læsere, både nye & gamle, med den fornemmeste dyd, en historiefortæller kan være i besiddelse af: Nemlig evnen til at få sit publikum til at have lyst til at vende endnu en side i bogen.

Husk, at man kan møde forfatterne bag “Poe – 4 makabre hyldester” på Krimimessen.

They

Jeg fandt tilfældigt filmen They i en søgning på hvilke gyserfilm der egentlig fandtes på bibliotekerne rundt om i landet. Den lød tilpas spændende og blev derfor bestilt hjem fra Silkeborg bibliotek.

Julia og Billy er venner, da de er helt små – og de har det tilfælles (finder vi senere ud af), at de begge lider af “night terrors” (jeg tror ikke rigtig, der er noget dansk ord for det – i underteksterne oversættes det, noget ukorrekt, til natlige mareridt. Night terrors er en meget værre tilstand end mareridt). Filmen lægger ud med en kort sekvens, hvor vi oplever et af Billys night terrors. Han kan ikke sove i tordenvejret og er bange for mørket. Hans mor prøver at berolige ham, men da hun er gået igen, breder uhyggen sig, og han begynder at se noget i mørket…

Som voksne har de dog ikke så meget kontakt med hinanden. En aften ringes den nu psykologistuderende Julia op af Billy, som lyder meget desperat. Hun mødes med ham på en café, hvor han, desperat og usammenhængende, fabler løs om de night terrors, de havde som små, og om hvordan han tror at de uhyggelige væsner fra dengang er vendt tilbage for at hente dem begge. Lysene begynder at blinke i restauranten, og vi fornemmer som seere at noget uhyggeligt er under opsejling. Billy bliver da også mere og mere desperat og trækker til sidst en pistol frem og begår selvmord lige for øjnene af Julia. Mere sker der dog ikke her.

Da Julia, dybt chokeret tager til Billys begravelse, møder hun to af hans venner, som ligesom de to også har haft night terrors som små om uhyggelige væsner, der er efter dem. De mener dog ikke, som Julia, at Billy blot var psykisk ustabil, men at der tværtimod er noget om hans mystiske snak. Og nu begynder der også at ske sære ting for de tre, som efterhånden bestyrker deres mistanke. Og så tror jeg ikke, jeg kan afsløre mere uden at komme til at afsløre for meget.

Filmen var faktisk en rigtig positiv oplevelse. Det er ved at være længe siden, jeg har set en ordentlig gyserfilm, og denne levede op til mine forventninger (måske fordi jeg egentlig heller ikke havde ret høje forventninger). Filmen er virkelig godt filmet, noget der bidrager til at sprede den uhyggelige stemning, og jeg skal ærligt indrømme, at de små hår rejste sig på mig flere gange på vej gennem filmen.

Den er fuld af de klassiske “er der mon noget i mørket?”-scener, men de fungerer rigtig godt, især fordi man aldrig helt får de uhyggelige væsner at se. Lidt bliver afsløret for os, men aldrig det hele, og det sætter fantasien på arbejde. Til sidst sad jeg dog helt og blev bekymret for, hvordan de dog ville få afsluttet dette mareridt for vores hovedperson. Jeg synes dog filmen formår at give en okay slutning, selvom der måske nok blev lagt op til mere end hvad den kunne give.

Alt i alt en rigtig god film, der sagtens kan sætte lidt stemning på en ellers kedelig torsdag aften – men er man bange for mørke, er det måske nok en film man bør se i dagslys!