Fredag den 13. marts udkommer POE – 4 makabre hyldester i forbindelse med Krimimessen på 2 Feet Entertainment. I anledning af Poe 200-års dag har fire danske forfattere ladet sig inspireret af Poes historier og har begået deres egne noveller – navnene er Anne Marie Vedsø Olesen, Steen Langstrup, Patrick Leis og Rikke Schubart, mens Mette Strømfeldt står som redaktør på værket.
I den forbindelse har vi fået mulighed for at spørge samtlige involverede: Hvad er det, der gør, at Poe er vedkommende den dag i dag, 60 år efter sin død?
Den første, der får lov at svare, er Anne Marie Vedsø Olesen, især sendt for sine romaner om kaosguden Seth (som man forresten kan blive ven med på Facebook). Vedsø Olesen har desuden en blog, hvor hun også har skrevet om sin bidrag til POE.
AMVO svarer:
Poes gotiske gysere er mere end ren og skær spænding. Poe dykker ned i menneskesindet, ned i det irrationelle og meningsløse. Via hans okkulte fortællingers mange lag belyser han de mørke sider af det moderne menneskes kaos. Og sideløbende behandler han i sit symbolunivers helt store temaer som kunst, videnskab, liv og død.
Poe er stor! Læs ham :-)
Her er noget at se frem til – især hvis man har en lille forkærlighed (og hvem har ikke det?) for zombier, de levende døde!
Jacob Rask Nielsen har udgivet flere sprudlende børnebøger på sit eget forlag, Tjubang. Men til marts står han bag Danmarks første længere zombie-tegneserie: den ca. 90 sider lange Exodus. Som tilmed er første bind i en trilogi!
Rask Nielsen har en særegen streg, som (tror jeg) kommer til at forlene vore kære kødædere med en vis portion groteskhed. Jeg ser voldsomt meget frem til Exodus!
Der er lagt en del eksempler på Serieland.dks forum
“Tidevandet” er Nick Clausens debut, en lille gyselig sag, der underholder, men også træder lidt vande. Grundlæggende virker bogen som et eksperiment, der viser, at forfatteren er ganske velbevandret inden for formen. Det er en gyser drejet efter velkendt opskrift, men nogle fine elementer, men desværre også uden de store overraskelser i blandingen.
Prologen er et kort brev, som slår fast, at noget er helt galt. Hvor, hvordan og hvorfor ved læseren dog endnu ikke. Dernæst blændes op for en indledning, der er ganske klassisk, men også slås ganske godt an: fire teenagere, der er taget alene i sommerhus: Janus, Max, Richard og (frem for alt) Sille. Det er et klassisk oplæg til en gyser: de er alene på et ukendt sted, og der er endda en smule romantik i luften. Det er Janus, der fortæller historien, og han er lettere skudt i Sille.
Fundet af et mærkeligt skelet kaster lidt mørke skygger over en weekend, der ellers skulle være idel lykke. Ingen af dem kan helt gennemskue, hvad det er skelettet af, og da de vender tilbage til sommerhuset, er en knægt i gang med at hamre noget op over døren. Det skal dog ikke hindre de unge mennesker i at drikke øl og more sig – men hyggen tager dog en ubehagelig drejning, da de hører lyde og finder sære fodspor omkring huset. Tidevandet trækker ind mod huset, og det bringer noget med sig.
Nick Clausen har begået en letlæst og ganske veldrejet lille teenagegyser, effektivt illustreret i sort/hvide helsider af Christian Guldager. ”Tidevandet” er ikke nogen overraskende bog, men den falder godt ind i genren. Ligesom f.eks. Jesper Wung-Sungs bøger om Fugleskræmslet er der så godt som tale om en bog omsat til film, og jeg tror egentlig ikke, at pointen er, at historien skal overraske os – genrens præmis er snarere at ”levere varen”; vi skal have nogle snigende gys, og vi skal mindes om, at verden måske ikke er så enkel og ufarlig, som vi tror (også selv om det så måske serveres på en måde, vi er trygge ved). Inden for de rammer gør Clausen det ganske godt, og han undlader tilmed at drukne sin historie i blod eller sex. Er man kommer igennem f.eks. RL Stines Gåsehudsbøger, kunne Clausens lille roman her sagtens være stedet at gå hen for at komme videre. Det er måske ikke lige så glat professionelt, men det er dansk og betydeligt mere charmerende.
Jette har også læst bogen på Gyseren.dk, og man kan se mere på forfatterens hjemmeside.
“Tirsdag den 17. februar kl 18.00 får Hovedbiblioteket besøg af en af landets bedste horror- og vampyreksperter, Mathias Clasen.
Han vil fortælle om vampyrens udviklende rolle i bøger, film og i vores kultur generelt.
Dernæst viser vi den ufattelig uhyggelige vampyr film 30 Days of Night, som ikke er egnet for børn. Entré er 25 kr og tilmelding kan ske på tlf 4928 3678.
Tør du komme? Tør du lade være..”
http://www.helsbib.dk/tilbud/tekst_lyd_Billede/januar09/paranormalromance.asp
Forfatteren Tim Underhill skriver på sin nye bog om en ung, traumatiseret kvinde, men har noget svært ved at få det til at virke rigtigt. Samtidig tror Willy Patrick, en ung kvinde, der skriver ungdomsbøger, at hun er ved at miste forstanden af ren sorg over sin afdøde mand og datter. Hun skal giftes med en lyssky forretningsmand, og bor nu i hans store palæ, hvor hun forsøger at tilpasse sig. Pludselig kommer hun på sporet af noget meget grufuldt om sin tilkommendes fortid, og Willy bliver herefter hvirvlet ind i en hæsblæsende flugt over hals og hoved, som i sidste ende kommer til at involvere Tim Underhill.
Jeg vil ikke her afsløre mere, da det vil ødelægge alt for meget af spændingen i plottet, men jeg kan sige, at man skal holde sindet åbent, for Peter Straub kræver meget af sin læser. Plottet starter meget uskyldigt, men bliver pludselig frygteligt indviklet og – synes jeg – en smule for overdrevet. På trods af, at jeg på forhånd vidste, denne bog nok havde et overnaturligt præg, synes jeg det indimellem er ret svært at finde rundt i Peter Straubs tankegang, og i hvilken retning han har tænkt sig at bringe fortællingen.
Jeg tror dette er en bog, det kan være svært at finde læsere til. Historien er for langt ude for den regulære krimilæser, den er for “litterær” og tænkt for den, der bare leder efter det gedigne gys, og der er for meget gys for de “superlitterære”, som mere går efter hvordan bogen er skrevet. Det er egentlig en skam, for har man læst den første bog, giver denne bog flere svar på nogle af de ting der sket i etteren. Så selvom det påstås, at Natteværelset er en selvstændig fortsættelse til Skyggernes Hus, synes jeg helt klart det må være en meget stor fordel at have læst Skyggernes Hus først.
Næste side »
