-5050582355130-01.jpg)
Politimanden Brody er flyttet fra New York til øen Amity med sin familie, selvom han er hunderæd for vand. Da øen pludselig hjemsøges af en stor hvid haj, som spiser løs af badegæsterne, vil Brody straks lukke stranden, men overtales af byens borgmester til at lade være, da det vil skade turismen. Men hajen fortsætter sin jagt, og til sidst tager Brody ud sammen med marinebiologen Hooper og fiskeren Quint for at sætte en stopper for den. Det er dog lettere sagt end gjort.
“Jaws” er fra 1975 og er instrueret af Steven Spielberg. Der er både gys og grin i den, og for sin tid var den forrygende godt lavet. Det var også den første film, der indspillede mere end 100 millioner dollars, og i dag er den en klassiker.
Når jeg ikke helt falder på halen af begejstring over gensynet, er det fordi jeg synes, filmen ind i mellem går lidt i tomgang. I en scene ombord på Orca har Quint fx en lang dialog, og i ekstramaterialerne roser Spielberg denne, men jeg kom til at tænke på scenen i “From dusk til dawn”, hvor Frost fortæller en langt ude historie om, hvordan han ene mand dræber en hel afdeling viet conger. Og så var det svært at holde fast i alvoren i Quints dialog.
Når det er sagt, så synes jeg dog alligevel, at “Jaws” er et gensyn værd, og allermest fordi det var sjovt at høre både Spielberg og skuespillerne fortælle om deres oplevelser med at lave “Jaws”.
Også omtalt på gyseren.dk
Jeg har tidligere nævnt årets Krimimessen her på siden – med gyset som tema. En sjovt lille ekstra nyhed er, at folk, hvis forældre har været så forudseende at døbe dem Edgar, Allan eller Poe, kommer gratis ind, som man kan læse på hjemmesiden.
Nu er jeg faktisk lidt skuffet over, at mine forældre ikke gav mig mellemnavnet Poe – det har da mere stil end Bjarke.
Jeg starter lige med at citere fra bagsiden: “Den er blevet kaldt den bedste monsterfilm, der nogensinde er lavet. The Host overvældede hele verden med dens nyskabende blanding af skræk, action og komedie, og den har allerede indspilllet en rekordsum på 600 millioner kroner”.
Okay, sådan en bagsidetekst sætter altså nogle forventninger igang hos én som mig – og de blev bestemt ikke indfriet!
The Host er en koreansk monsterfilm. En skruppelløs amerikansk videnskabsmand får hældt en hel masse kemikalier i Han-floden i starten af filmen, og det skal jo gå galt. Allerede minutter inde i filmen får vi da også det monster at se, som er skabt af kemikalierne og nu huserer Han-floden og området omkring den. Det er godt lavet, monstret, rigtig godt faktisk. Men filmen mister fuldstændig spændingen, fordi man se monstret så tidligt i filmen – og tilmed ser det tydeligt og det hele af det, ikke bare en halespids skjult i skyggerne.
Herfra drejer handlingen sig om familien Park, som mister en lille pige til monstret. De bliver herefter sat i karantæne af myndighederne, men da faderen pludselig modtager en opkald fra den skrækslagne pige, viser det sig at hun stadig er i live, men hvor længe? Herfra går den vilde monsterjagt, hvor familien flygter fra karantænen og går på jagt efter monstret, inden det slår pigen ihjel.
Jeg vil godt give filmen, at den er nyskabende – det er den for så vidt på mange måder. Men den fangede mig bare aldrig. Personerne virker karikerede og jeg følte aldrig med dem eller interesserede mig særligt for deres skæbne. Samtidig er det, som om filmen ikke kan bestemme sig for, om den er en gyser eller en komedie. Det kunne sikkert have været rigtig god, hvis det var blevet lavet ordentligt, men igen kommer det bare aldrig til at fungere, og kommer nærmere til at virke kunstigt og iscenesat.
Alt i alt er jeg temmelig skuffet – billedet på forsiden og teksten på bagsiden lovede så godt… Men hvad kan jeg lære af det? Never judge a book by its cover… or so to speak!
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=hJnq9sm4Zxk[/youtube]
En af mit livs største filmoplevelser var da jeg så Peter Jacksons klassiske Braindead i en tætpakket biograf sammen med hundredevis af andre horrorfilm-entusiaster. Stemningen var høj, og heldigvis levede filmen op til det- hvem husker ikke klassiske scener og figurer som Kung Fu-præsten, der sparker diverse kropsdele af zombierne (“I kick ass for the Lord!”) eller naturligvis klimakset, hvor helten Lionel rydder op i sit zombieinficerede hjem med en plæneklipper (“Party’s over!”), hvilket dengang satte rekord i mængden af teaterblod fyret af på en scene.
Jeg er tydeligvis ikke den eneste der husker Jacksons tidlige film (der sammen med Sam Raimis Evil Dead-serie og Stuart Gordons Re-Animator, skabte sub-sub-genren Splatstick) – instuktøren Jake West har helt åbenlyst en stor kærlighed til genren, hvilket ses tydeligt af hans film Evil Aliens.
Plottet er hurtigt fortalt: et noget tvivlsomt tv-hold tager til en øde, walisisk ø for at efterforske rapporterne om en alien abduction og om nødvendigt selv lave scenerne og “bevismaterialet”. Det viser sig naturligvis at der er tale om vaskeægte aliens, som tager alle klicheerne om onde rumvæsner og lige giver dem en tand til – vi har sønderdelt kvæg, inseminerede kvinder og endda en ekstrem anal probe med roterende bor, der nok skal få nogle maver til at vende sig.
Skuespillet og instruktionen er, som det sig hør og bør, overdrevent og fyldt med klicheer og tempoet er generelt højt – der er overdrevne lemlæstelser og andet klams i stor stil, inklusive (the horror!) walisisk madlavning. Det er dog også filmens achilleshæl, for denne type film skal virkeligt laves gennemført og med masser af energi for at virke hele vejen, og der falder Evil Aliens til jorden – ikke med et stort, spektakulært splat, men jeg fik da skelet til hvor megen tid der var tilbage af filmen et par gange undervejs. Filmen mangler – alle sine gode intentioner til trods – simpelthen den vanvittige energi, som fik Jackson og Raimis film til at fungere så utroligt godt i sin tid.
Evil Aliens er ikke et stort, udødeligt mesterværk, men hvis man ser en film med denne titel i den tro at man har fat i stor kunst, er man også selv ude om det. Man er solidt underholdt det meste af vejen, og der er scener, der klart har jublende klassikerpotentiale – bl.a. denne noget ukonventionelle brug af en mejetærsker:
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=O6mCUoRYN3Y[/youtube]
Jeg anbefaler Evil Aliens sammen med øl og chips og en flok veloplagte venner (jeg så den alene med danskvand og gulerodsstænger, og det talte i al fald ikke op).
Jeg havde faktisk skrevet en indledning til anmeldelsen af Bones, før jeg begyndte at se den.
“Hvis jeg var TV2, og det lige var blevet offentliggjort, at folk skulle betale for at se kanalen, ville jeg ikke sende film som Bones. Også selv om det blev gjort kl. 3 om natten, hvor den kun kan opfanges af folk med søvnløshed eller optagere (som i dette tilfælde).”
Dette blot for at vise, hvor mine forventninger var henne. Og som det så ofte sker, er det baggrunden for en positiv overraskelse. For Bones var faktisk slet ikke så slem, som jeg i mit hoved havde gjort den til. Den var slem, ja, men ikke så slem. Som så ofte i denne slags gimmick-film er problemet hovedsageligt med gimmicken, i dette tilfælde, at man har valgt Snoop Dog (jeg indser nu, at jeg er blevet for gammel til at følge med i, hvad han hedder for tiden, så ret mig endelig, hvis han har skiftet til noget andet) som filmens monster.
Historien kører i to spor: nutiden, hvor en flok unge mennesker køber et forladt hus for at omdanne det til en natklub – og så i slutningen af 70erne, hvor Snoopy cruiser rundt i nabolaget som den lokale Robin Hood/pusher. Han er hip, han er jive, han vil kun ryge joints, ikke det der nymodens stads, og det er tydeligvis meningen, at vi skal synes, han er lidt cool. Samtidig ved vi dog også, at der nok kommer til at ske et og andet med ham, for natklubshuset tilhørte tidligere ham, og der lurer skumle ting i skyggerne, mens flere af de unges forældre har et meget dårligt forhold til bygningen.
Historien er for så vidt okay b-film og ganske fornøjelig. Der er nogle tydelige referencer til bl.a. Hellraiser, da vor afdøde pusher vender tilbage til de levende, og der er nogle vellykkede effekter her og der. Jeg kunne sagtens lade mig underholde, hvis ikke det var for især Snoop. Han er en papfigur med guldkæde, og det kan gå an i en musikvideo, men i en film bliver det ganske enkelt for karikeret. Havde han været i stand til at spille skuespil, og havde han ikke haft et image at vedligeholde, kunne ”Bones” have været en ganske fornøjelig lille film. Som det er nu, må jeg indrømme, at irritationsmomenterne overskyggede fornøjelsen til en vis grad, selv om den overgik forventningerne.
Næste side »
