Visse film overrasker én, også selv om det er anden gang, man ser dem. Tag nu “Virus” fra 1999, for eksempel – med Jamie Lee Curtis på rollelisten var jeg ganske overbevist om, at den ville rumme mindst én scene med frontal nudity. Hvilket den så altså ikke gør. Det var beklageligvis også det eneste overraskende ved den.
En elektrisk livsform, der synes at være undsluppet fra special effects-afdelingen på et gammel Star Trek-afsnit, overfalder rumstationen Mir og bliver beamet, med lyn og torden, ned på et russisk forskningsskib. Der går det snart op for den, at menneskene er nogle værre nogen, og den sætter sig for at udrydde dem.
Ind fra højre kommer en båd med amerikansk besætning, især Donald Sutherland, en Baldwin-bror og førnævnte Curtis. De border naturligvis båden og bliver næste mål for den morderiske maskinpark, som livsformen har opbygget sig ombord. Deres første tur gennem båden kunne have været udgivet under titlen “Politikens Turen går til slutningen på denne film”, for det er stort set en guidet tur til de elementer, der kommer til at spille ind det næste stykke se.
Først skal vi så lige udsættes for lidt dødsfald, lidt romantik (nu har de jo betalt for en Baldwin-bror) og en skummel Sutherland, der spiller, som om han er på smertestillende og egentlig helst bare vil have det overstået, inden virkningen holder op.
“Virus” er altså ikke nogen storfilm, for at sige det mildt – faktisk var den så sløv, at SBS-Net helt havde undladt at krydre den med reklamer. De ville vist helst også bare have det overstået. Til gengæld kunne man sagtens lave andre ting imens – de “spændende” scener bliver anmeldt i god tid, så man kunne kigge op.
TRAILER
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=iOtbVTTFQmk[/youtube]
På den ene side kan jeg sådan set godt forstå trangen til at omsætte asiatiske film til amerikansk grund – at tage velkendte og genkendelige ansigter og sætte på en historie, der har vist sig at fungere. På den anden side forstår jeg simpelthen ikke, at de amerikanske filmskabere ikke vil forstå, at en del af gennemslagskraften på de asiatiske gysere er, at de ikke er fortalt efter den faste skabelon. ”Shutter” er endnu et eksempel på et amerikansk remake, der har suget al saft og kraft ud af originalen.
Historien centreres omkring det unge ægtepar Benjamin og Jane. De er frisk fra bryllup, da de kører en ung pige ned på en mørk vej – men pigen forsvinder straks derefter og dukker ikke op igen. I al fald ikke før de to begynder at fremkalde fotos, hvor hvide plamager pludselig begynder at ødelægge motiverne. Det viser sig snart at være ånde-billeder, og Jane må forsøge at finde ud af, hvad den forsvundne piges hemmelighed er. Den jagter hun så, desværre ganske forudsigeligt (endnu mere, fordi de afslører en god del i filmens danske titel), frem mod filmens slutning.
Jeg husker ikke så meget af den originale thailandske ”Shutter” – udover nogle ganske effektfulde horrorscener. Og den smule, jeg kan huske, er blevet groft misbrugt her – det centrale præmis er, at spøgelser kan vise sig på film, men det brydes gang på gang, for amerikanske seere skal åbenbart helst have ånder, der hvisker i vinden, popper frem her og der og så videre (det gjorde ånden muligvis også i originalen, men her er det en sådan grad, at man har en mistanke om, at manuskriptforfatteren grundlæggende har syntes, at ideen om spøgelser på film var dum). Så er der hele mysteriet, der mere eller mindre afsløres fra starten, fordi alle personer er papfigurer – hyggelige og lette at genkende, men ikke særligt overraskende. Det er ærligt talt ikke svært at gætte, i hvilken retning åndens hemmelighed ligger begravet.
Men værst af alt er dog horrorscenerne – dem, som netop blev hængende i min hukommelse fra originalen. De er trofast oversat til amerikansk filmsprog og kører direkte efter bogen – kedeligt, kedeligt og i mine øjne kun til at blive skræmt eller overrasket af, hvis man er teenager eller på anden vis rimeligt ubekendt med genren. Så ”Shutter” blev i det hele taget mere irriterende end skræmmende. Men i det mindste fik jeg lyst til at gense originalen.
TRAILER:
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=eIxDl2-qnVs[/youtube]
Når nu vi har gang i kortfilmene, vil jeg lige byde på denne (helt anderledes) australske sag: I Love Sarah Jane. Tydeligvis undgår ikke engang Down Under zompocalypsen, når den tid kommer. Filmen følger en lille gruppe teenagere i verden efter altings sammenbrud og fortæller en bitter lille historie med en god bund af realisme.
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=7XMBGYsU1lI[/youtube]
Tag et par fyre, der taler, som optrådte de i en bizar anime, tilsæt en kælder fuld af stop motion-monstre, og så får du denne sære lille film:
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=lxc3FI5Zwww[/youtube]
Via IO9
Unge filmmagere med et videokamera – som tilfældigvis er ude at filme, da startskuddet til verdens undergang lyder, er desværre allerede ved at blive lidt af en kliche. Det er en kliche, der gentages – uden de store armbevægelser, men med en veldrejet historie bag – i Zombie Diaries.
Instrumentet til førnævnte undergang er selvfølgelig de levende døde – gode, old school vaklende zombier. Der starter som nyhedsudsendelser om en virus, som går ud over “alle de andre” – andre lande, langt væk, men snart listet ind over grænsen. Vi starter hos et lille filmhold, som er ude af byen for at optage et nyhedsindslag, da virusset rammer London. Derfra springer historien mellem tre grupper mennesker, der langsomt krydser hinanden.
Jeg har lidt blandede følelser for Zombie Diaries – det er tydeligvis en lavbudget-film med effekter i Ed Wood-klassen, men lavet med nerve og andet end splat på hjerte. Desværre måtte jeg se mig irriteret over formatet – det tillader skaberne at slippe billigt afsted med nogle ting, hvilket selvfølgelig er beundringsværdigt, men jeg må se mig lidt træt af rystede, grynede, kaotiske, håndholdte optagelser. Ja, de fungerer til tider (især midt om natten, omgivet af stavrende lig), men de er lige så tit irriterende. Og hvorfor render man egentlig rundt med et kamera en måned efter zompokalypsen? Hvor får man strøm fra? Og hvorfor skifter man det ikke ud med et håndvåben, når de levende døde som sagt er overalt omkring én?
Men på den gode side – Zombie Diaries undgår mange (dog ikke alle) klicheer og leverer en historie med nogle overraskelser og andet end bare zombierne som trussel. Det gør den behageligt underspillet – vi får ikke leveret det sædvanlige Hollywood-hysteri og arketyper, der kan udpeges på kilometers afstand. Så alt i alt er der tale om en ganske god lille film, på trods af mine indvendinger mod formatet.
TRAILER:
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=0Fx3sfLhXow[/youtube]
Næste side »
