Det må være surt at starte sin karriere med et brag af en film og så derefter udgive en række film, som simpelthen ikke lever op til det. Jeg synes personligt, at alle Shyamalans film har rummet noget, der gjorde dem til andet og mere end bare standard-serveringer. Han har tydeligvis evner, men det er ikke altid, han forstår at bruge dem.
I “The Happening” er indtrykket umiddelbart: vellykkede (ja, sågar emimente) scener klasket sammen med mere fesne af slagsen til en historie, der fiser lidt ud i sandet.
Ideen er såmænd ganske god som udgangspunkt, men som horrorelement bliver den noget forceret hen ad vejen. Planterne udvikler langt om længe et forsvar mod deres seneste fjende, mennesket – det begynder at sprede kemikalier i luften, der lige præcis rammer homo sapiens’ selvopretholdelsesdrift, og så har vi balladen: masseselvmord. Kaos bryder ud, mens de grønne hævnere begynder at rydde et hjørne af USA.
Først det gode: de første scener, hvor folk begynder at dø for egen hånd, er superbe, stemningsmættede og anslår perfekt den skjulte trussel. Ligeledes formår instruktøren at opbygge flere scener gennem filmen med samme kvaliteter, ligesom han i al fald én gang fik mig til at grine højlydt (med vilje). Her mærker man, hvordan Shyamalan kan finde ud af at orkestrere.
Det, han så mangler, er måske fornemmelse for, hvornår enough is enough – i det lange løb er det ikke særligt spændende at se folk flygte fra vinden (som jo bærer plante-kemikalierne). Det bringer helst glemte minder tilbage fra The Day after Tomorrow. Og så er der den intelligent design-tone i filmen, som simpelthen irriterede mig; vi har Mark Wahlberg som en naturfagslærer, der afholder monologer om, at i naturen sker ting bare, og det kommer vi aldrig til at forstå. Det er naturligvis et forsøg på sporudlægning, men enough is enough! Det hele ender i et antiklimaks, der slipper luften ud af hele ballonen, med voice over og det hele.
Shyamalan burde lade en anden stå for manuskriptet næste gang. Så kunne jeg måske komme til at tilgive mange af hans fejl.
Via Serieland kom jeg lige ind på Aben malers oversigt over nye udgivelser, og der er masser af lækkerbidskener imellem (jeg har forresten lige anmeldt Den epiplektiske cykel, som ikke er horror, men den er stadig… sort).
Jeg må indrømme, at forlaget har det med at udsende værker, hvor stregen simpelthen afholder mig fra at læse dem. Anders Nilsen er umiddelbart en af disse, men der lade rnu alligevel til at være noget bid i Sisyfos. Anders Jørgen Mogensen og Simon Bukhaves Skæbnen er en ådselsæder er “en stemningsmættet ungdomsromance, der tager en uventet drejning” – den skal jeg have fat i, simpelthen fordi jeg husker Bukhaves Ghost, en pantomime-tegneserie til børn, som rummede illustrationer, der var at sammenligne med et visuelt spark til skridtet.
Men allermest spændende er dog Cav Bøgelunds Sorte. Bøgelund har tidligere illustreret tegneserien Necropolis, men her står han for både historie og tegninger, og det lover rigtig godt.
Jeg havde den udsøgte fornøjelse ved morgenbordet at kunne læse en længere introduktion til Another World Entertainment i Weekendavisen. Og så selvfølgelig sammen med næringen få lidt dårlig samvittighed over alle de film, jeg burde have set (mener dog ikke, at den lokale videobiks udbyder størstedelen af dem, så jeg er lidt undskyldt).
Artiklen er også online på avisens hjemmeside under titlen For feinschmeckere.
Inspireret af Janus’ nostalgi-trip til “The thing” nappede jeg lige en anden Carpenter classic her i weekenden, nemlig “The fog” – og den holder bestemt også stadig.
I kystbyen Antonio Bay gør man klar til at fejre 100 års fødselsdagen for grundlæggelsen, men natten op til overraskes en fiskekutter pludselig af en tæt tåge ude på havet, og ud af tågen kommer – noget.
Dagen efter går festen i gang, men som aftenen skrider frem, kommer tågen rullende igen, og det viser sig, at de grundlæggere, man fejrer, i virkeligheden var tyve og mordere, og deres ofre kommer nu tilbage for at få hævn.
Jeg var overrasket over, hvor god filmen stadig er. Den er fra 1980, og der er jo sket utrolig meget med special effect siden. Ikke desto mindre virker tågen stadig skræmmende, når den ruller gennem byens gader, og de våde spøgelser, som hjemsøger byen, holder stort set også. Måske fordi John Carpenter ikke har ladet sig lokke til at vise dem overdrevet frem.
Jeg har ikke set genindspilningen fra 2005, men jeg har svært ved at forestille mig, at den kan bidrage med noget, som gør “The fog” bedre eller mere uhyggelig end originalversionen, som iøvrigt også har en af de fedeste themesongs længe.
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=ocOm4YffLsU[/youtube]
Også omtalt på gyseren.dk
Efter at have læst Clasens bog om Dennis Jürgensen var det naturlige næste skridt at gå til Jürgensens bøger – og ”Tingen i cellen” blev altså startpunktet. Det viste sig at være en hurtigt læst, men også velskrevet og overbevisende lille bog.
Vi befinder os i Lovecraft-land, og der er dømt overnaturlige afskyeligheder og spirende vanvid. Historien starter på Garden End Statshospital, hvor en ny patient spreder skræk og rædsel blandt de ansatte – rent faktisk starter vi med et udråb om, at den må slås ihjel. Den er titlens ting i cellen – og det er manden Simon Featherwell, der er anklaget for et dobbeltmord. Han vil fortælle historien om, hvad der skete, men kun til sin barndoms præst, McGregory.
Denne hidkaldes, og skjult i cellens mørke begynder Featherwell at fortælle sin historie. Sammen med sin bedste ven og dennes søn drog han ud på fisketur i en lille båd. Og de fik da også noget på krogen, men det viste sig snart ikke at være en af havets normale beboere, og det udvikler sig til en kamp på liv og død.
Opbygningen af ”Tingen i cellen” er klassisk – den foregår over den tid, det tager Featherwell at fortælle sin skæbnesvangre historie, og vi ved, at det leder op til en ubehagelig afsløring. Hans tale bliver mere og mere besværet, og det er tydeligt, at han er døende. Jürgensen håndterer disse sparsomme elementer med stor finesse, og handlingen på båden emmer af overhængende fare. Han undlader Lovecrafts overskruede beskrivelser af uhyrets fremtræden, men får det alligevel bygget til op til en imponerende trussel, selv om man aldrig rigtig ser det.
”Tingen i cellen” er en kortroman – eller måske nok snarere en lang novelle. Og det er faktisk min største anke mod bogen – den er for kort. Havde man samlet tre historier i én udgivelse, ville det have været perfekt; så havde man også kunnet spendere en noget mere sigende forside på det. Som det er nu, får man en velskrevet og stemningsfuld lille gyser, der efterlader en sulten efter mere.
Næste side »
