Jeg tror, jeg kan forestille mig, hvad der er sket – et stykke inde i arbejdet med filmen har folkene bag sat sig ned med lidt god mad, lidt rødvin og måske en joint eller to. I røgtågerne er det gået op for dem, at de sad med det første stykke af en okay ”verdens undergang”-film, som var flot fortalt og så videre, men måske manglede noget kant. Så har én af dem ytret, at han altid har ønsket at lave absurd teater, og så er det gået slag i slag. Det utrolige er, at det er lige, hvad filmen manglede for at løfte den helt op.
Titlens signal kommer gennem fjernsynet og telefonerne, og det gør kort og godt folk sindssyge. Filmen er inddelt i tre dele, som hovedsageligt følger Mya, hendes elsker og hendes mand, mens de bevæger sig igennem de undergangsprægede by (af sære grunde navngivet Terminus). Synsvinkler springer frem og tilbage, både i tid og mellem mennesker, så de forskellige historier væver sig ind imellem hinanden.
”The Signal” er en lille perle, især da den dropper den typiske forestilling om, at der er en retskaffen helt, som kan modstå alt, og som i kraft af sin renhed forbliver uberørt af den sindssyge, der bryder ud overalt omkring ham. Der får den lige præcis den kant, som den almindelige Hollywood-historie fra A til B ville have manglet – og lige der bliver den først og fremmest seriøst underholdende. Der er måske ikke tale om en specielt skræmmende film, men der er både blod og spænding, og så er der en fandens god historie.
Trailer:
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=6xJgvhxixeg[/youtube]
Hvem skulle have troet det… disse 50 polske filmplakater er noget af det fedeste, jeg længe har brugt mine øjne på. Min nye drøm er at tapetsere væggene i mit hjem med polsk plakatkunst.
Et par horror-eksempler er her:
Via Weird Universe
Jeg er inkarneret Stephen King fan, og det er sjældent, at der kommer en roman af ham, som jeg ikke kan lide. Heldigvis er “Duma Key” så god, at også ikke-inkarnerede King fans kan læse den med fornøjelse.
Edgar Freemantle er en succesfuld bygningsentreprenør med eget firma, hustruen Pam og døtrene Melinda og Ilse. Så kommer Edgar voldsomt til skade i en ulykke på en byggeplads, mister højre arm, knuser næsten sit kranie og får talrige andre skader. Nærmest mirakuløst overlever han, men ægteskabet overlever ikke genoptræningsperioden, hvor Edgar lider af voldsomt raseri og manglende hukommelse.
For at komme videre anbefaler Edgars psykolog ham at rejse bort og lave noget som gør ham glad, og det ender med at Edgar tager til Florida og begynder at tegne og male, noget han var glad for som ung.
Det viser sig, at Edgar er en meget talentfuld maler, og han falder godt til på Duma Key, hvor han bliver gode venner med de nærmeste – og eneste – naboer Wireman og Elizabeth Eastlake. Wireman passer Elizabeth, som er på vej ind i demensens tåger, men i sine klare øjeblikke har hun og Edgar gode snakke.
Og det er Elizabeth, som advarer Edgar om, at Duma Key ikke er et sted før døtre, og det viser sig efterhånden, at Duma Key gemmer på nogle uhyggelige hemmeligheder bag den smukke strand.
”Duma Key” minder på nogen måder om Kings roman ”Knogler” fra 1998, som også har denne spøgelsesagtige uheldsvangre stemning. På andre måder tænker jeg lidt på ”Lisey’s story”, fordi der også i ”Duma Key” findes denne parallelverden, hvor stor skønhed og stor ondskab bor.
Jeg tror ikke, at ”Duma Key” vil være den roman, de yngste Stephen King læsere sætter højest, men det er bestemt en af dem, som jeg vil læse igen og igen, og hver gang få mere ud af den.
Også omtalt på gyseren.dk
Indrømmet, første bind af Death Note er måske ikke så horrororienteret, som man kunne tro – men der er stadig tale om en ganske fed tegneserie, hvor dødsguder og mesterdetektiver blandet sig frydefuldt. Så derfor lige denne anmeldelse fra Fortællingen.dk.
Tsugumi Ohba & Takeshi Obata:
Death Note 1: Kedsomhed
“Kedsomhed” er første bind i Death Note-serien, en ny manga fra Carlsen, som står til at udkomme en gang om måneden fremover.
Først en hurtig forklaring: en Death Note er den notesbog, som en dødsgud skriver folks navne i. Når det er gjort, dør folk kort efter af hjerteslag, med mindre en anden dødsårsag og et andet tidspunkt skrives ind i bogen. En lang række regler styrer brugen af Death Note – og ikke engang dødsguderne kender dem alle.
Da dødsguden Ryuk mister sin Death Note i menneskenes verden (det er måske ikke helt et uheld), er det den syttenårige studerende Light Yagami, der finder den.
Dødsguder og dræbende notesbøger – det virker som oplægget til en horrorroman. Men de to bagmænd tager historien i helt andre og overraskende retninger. Det bliver en historie, der er svær at definere, men kedsomhed er aldrig noget, der kommer til at præge læseren.
Light bruger notesbogen, og han har en plan. Han vil skabe en helt ny verden, og han begynder med at rense ud i de kriminelle. Snart skyller en bølge af hjerteanfald gennem underverdenens prominente personer, og politiet er ikke sene om at fatte mistanke. Men det er ikke blot det almindelige politi, han er oppe imod – mesterdetektiven L, hvis ansigt ingen har set, bliver sat på sagen, og selv om Light er uhyggeligt intelligent, er L mildest talt en værdig modstander.
De to begynder nu en bizar kamp mod hinanden, alt sammen med dødsguden Ryuk som interesseret tilskuer.
“Kedsomhed” står aldrig stille og bliver aldrig forudsigelig – det lidt pudsige oplæg bliver vendt og drejet, så det er tydeligt, at skaberne har masser af ideer oppe i ærmerne. Reglerne for Death Note afsløres langsomt, og hele tiden betyder de ny udvikling i konflikten. Mesterdetektiven mod ærkeskurken (som egentlig her er vor helt) virker lidt gammeldags som ide, men det håndteres med fynd og klem, og der springes legende let mellem forskellige typer af fortællinger, så det er en fryd. Da første bind er overstået, er det svært at sige, hvor historien skal hen herfra – men der er ingen tvivl om, at den kommer til at bevæge sig langt.
Death Note er forresten også filmatiseret, hvilket ser ret interessant ud – nogen, der har set den?
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=tpnX9GEh4VM[/youtube]
Jeg har tidligere her på siden bemærket, at jeg er frafalden Stephen King-fan, men går også med tanker om at vende tilbage til folden – Puls var f.eks. en rigtig god bog i mine øjne. Og selv om jeg synes, at han en overgang sendte nogle forfærdelige bøger på gaden, så har hans seneste værker fået ganske gode anmeldelser rundt omkring.
Nu er Duma Key lige udkommet på dansk, og kollega Jette fortæller mig, at den rummer en god fornemmelse af snigende uhygge, ligesom Jyllandsposten siger:
Er man gammel King-læser, er ”Duma Key” således den mest ublandede fornøjelse i årevis. Ligesom den for nysgerrige er så godt et sted som nogen nyere titel at begynde i det enorme forfatterskab – hvis altså ikke man vil springe direkte ud i de store 1970′er- og 1980′er-klassikere som ”’Salem’s Lot”, ”Christine”, ”Det Onde”, ”Drengen der skinnede” eller ”Misery”.
Så måske er tiden inde til at prøve kræfter med horrorkongen igen.
Samtidig med udgivelse har forlaget lanceret hjemmesiden DumaKey.dk – et naturligt træk, som alt for få forlag benytter sig af. At det så endda er ganske vellykket er kun et ekstra plus – der er interview med King, man kan sende postkort osv, men det bedste er faktisk i mine øjne lige præcis den førnævnte snigende uhygge – de uformelige kroppe, der dumper ud af træer, når man peger på øjnene i mørket.
Næste side »
