Det er sjovt, som tingene falder – om morgenen ser man Poul Nyrup Rasmussen i tv, hvor han fortæller om en ny bog, der viser, hvordan det er at være pårørende til mennesker med psykiske sygdomme. Om aftenen lejer man en dvd, der pakker en tåbelig handling ind i samtlige klicheer/fordomme om sindssyge, man kan finde på.
Filmen er Insanitarium, og der er garanteret nogen, som har følt sig utroligt smart på grund af den titel; man skal naturligvis være positiv og hænge sig i de gode ting, og det er nok det eneste, man har kunnet finde i forbindelse med filmen.
Historien er enkelt: Jacks søster Lily er blevet indlagt på et sindssygehospital, efter deres mor blev rablende, og Lily åbenbart blev smittet af selvmordstrangen. Lily er blevet isoleret, så Jack må få sig selv indlagt for at komme i kontakt med hende (det gør man ved at skære i sig selv selv, snakke om Ødelæggeren og kigge i underlige vinkler = sindssyge). Uheldigvis rummer hospitalet også Peter Stormare som superklicheet gal læge, der taler med accent, holder monologer om, at han er større end Beatles (eller det, der ligner), og tænder på kinky sex. Nåja, og så eksperimenterer han med patienterne, hvilket har den uheldige sideeffekt, at de ikke blot opfører sig som 1700-tals-efterladenskaber, men også får en ubændig trang til at spise kød.
Og så ender filmen som en lang jagtscene – af typen, hvor personerne lader til at løbe i ring, fordi de skal tvinges ind i faretruende situationer. Indsæt et styk tåbelig slutning, og du har et styk spild af tid.
Indrømmet – jeg er nok forudindtaget: jeg har været med til at lægge plads til alt det bonusmateriale, Mathias Clasen har udarbejdet på Horror.dk; jeg har en forkærlighed for noveller, og jeg brænder især for danske forfattere, der skriver i de fantastiske genrer; og så rummer Horror.dk blandt meget andet en novelle af min danske yndlingsforfatter. Så det er næsten givet, at jeg vil kunne lide bogen. Med andre ord: jeg kan lige så godt indrømme med det samme – jeg synes, det er en ganske eminent samling, der er blevet sendt på gaden her. I en novellesamling vil samtlige historier aldrig falde lige meget i ens smag, men der er dog ikke én her, jeg vil betegne som dårlig.
Antologien indeholder 12 noveller, alle skrevne af forfattere, der tidligere har udgivet horror – hvad enten de er gamle kendinge (som f.eks. Dennis Jürgensen og Peter Mouritzen) eller forholdsvis nye navne (som f.eks. Teddy Vork og Michael Kamp). Enkelte fortællinger er ældre historier, som ikke tidligere har været udgivet, men langt størstedelen er originale værker, fremstillet specifikt til samlingen. Clasen opstiller flere formål med bogen – for det første er det umiddelbare, at have en god dansk horrorantologi ved hånden, for det andet at erstatte de noget ældre værker, som er det eneste, diverse undervisere har adgang til. Første formål opnås uden problemer – det er ren læselyst; det andet formål er naturligvis sværere, fordi man så placerer samlingen ved siden af en masse klassiske fortællinger som Abehånden og deslige (som jo så til gengæld også er blevet udgivet utallige gange på dansk). Horror.dk er en nutidig antologi, som for f.eks. skoleeleven anno 2008 vil være et noget mere vindende bekendtskab end de klassiske samlinger. Der er en grund til, at klassikerne er klassikere, men ofte er de ikke den bedste måde at møde genren på, især ikke hvis de er af ældre dato.
Men indholdet… det kunne der siges meget om, men jeg vil nøjes med en hurtig gennemgang af de 12 noveller.
Bjarne Dalsgaard Svendsen indleder med den ganske lange ”Utopia – en horrorhistorie i tretten billeder” – om end jeg ikke er så vild med slutningen, så er den forbløffende velskrevet og målrettet. Både Erwin Neutzsky-Wulff og Peter Mouritzen bidrager med ganske korte indlæg – Mouritzen med mest held i sin drømmeagtige Tommy Dummy, mens ENWs har en god vinkel og en klassisk ide, men virker sært uigennemført.
De nyeste navne i antologien – Vork, Kamp og Evytt – har alle leveret teknisk veludførte noveller, som rummer et visuelt element, der nok skulle tiltale de yngre læsere, som er flasket op med horrorfilm. Det gør dem muligvis ikke til favoritter blandt de ældre, mere vante læsere, men de er en vigtig del af helheden. Personligt var jeg dog lidt skuffet over især Vorks novelle ”Delilas lokker”, der rummer masser af ideer og en perfekt udført tekstside, men i mine øjne mangler lidt plot (men det er nok, fordi jeg netop har læst hele Vork debut-novellesamling Hvor skyggen falder og har skruet helt op for forventningerne).
Veteranen Dennis Jürgensen leverer også en af samlingens bedste med ”Nattog”, der over sine fyrre sider formår at fortælle flere typer horror-historier og så endda drejer kniven til sidst. Et par andre kendte navne, Kenneth Bøgh Andersen, Hanna Lützen og til en mindre grad Jacob Hedegaard Pedersen, har skrevet historier i ganske klassiske former, der er vellykkede, men blegner lidt i selskabet.
Bernhard Ribbeck, der ellers især har begået sig inden for science fiction, har skrevet ”Var er et stort ord”, der rammer sin helt egen tone i en god blanding af virkelighedsnær thriller og horror. Og mindst lige så ulig alt andet er Christian Hauns ”Jeres søn” – den kræver måske to gennemlæsninger, som Clasen skriver, for at grave uhyggen frem, men til gengæld sprudler den mere end de andre tekster og efterlader masser af rum til, at historien kan vokse videre i læserens hjerne af sig selv.
Alt i alt er Horror.dk ikke til at komme uden om, hvis man er til horror – og slet ikke, hvis man ønsker at vide, hvad der rør sig på den danske scene. Forfatterne griber til en række vidt forskellige virkemidler for at gøre lige præcis lille leverpostejsdanmark til et foruroligende sted, og det lykkes eksemplarisk. Der er flere forfatterskaber her, som jeg skal have genopfrisket mit bekendtskab med.
Tags: Antologi, Bernhard Ribbeck, Bjarne Dalsgaard Svendsen, Christian Haun, dansk horror, Dennis Jürgensen, Erwin Neutzsky-Wulff, Hanna Lützen, Horror.dk, Jacob Hedegaard Pedersen, Kenneth Bøgh Andersen, Michael Kamp, noveller, Peter Mouritzen, Teddy Vork
Forsiden lover: “It’s not a remake. It’s not a sequel. And it’s not based on a japanese one! Hatchet – old school american horror.”
Ben er lige blevet forladt af sin kæreste, og sammen med kammeraten Marcus er han taget til Mardi Gras i New Orleans for at komme over hende. Men de mange bare bryster minder ham bare om kæresten, så han får overtalt Marcus til at tage med på en guidet spøgelsestur i sumpene. Men det går selvfølgelig helt galt. Båden går på grund, og gruppen er nødt til at tage turen over landjorden. Og desværre er de endt lige foran Victor Crowleys hus …
Traileren lover en uhyggelig spøgelseshistorie, men “Hatchet” er mere grin og splat mikset sammen med bare bryster langt ude i en sump, og selvom det kan være ganske underholdende, så var det noget andet end jeg havde håbet på.
De første 40 minutter er de bedste, så begynder det at blive lidt for forudsigeligt, og løftet på bagsiden om “den mest ikoniske morder siden Freddy Krueger og Jason” er måske nok en anelse overdrevet :) Men jeg har dog set værre, og til en tømmermænds søndag er “Hatchet” såmænd ikke det værste at bruge lidt tid på.
Se traileren
Det er sikkert ikke i forvejen noget let job at være filminstruktør – især ikke når man arbejder inden for en vis genre, hvor filmene ikke anmeldes med stjerner, men med erigerede legemsdele. Lettere bliver det ikke, når nogen lader til at være ude efter én – og har kastet en forbandelse, der rammer kvinderne omkring én. Heldigvis kan man vende sig til Harry Dresden, privatdetektiv og troldmand.
Det er heller ikke let at være den eneste troldmand i telefonbogen. Hvert og hver andet øjeblik må man redde verden (hovedsageligt fordi den optager samme uheldige position som en selv), men rent økonomisk får man mere ud af sager, der involverer flyvende aber og brændende bæ. Og nu skal Harry så undercover på produktionen af en pornofilm.
Og ikke nok med det – der er vampyrer involveret, nærmere betegnet halvvennen (hvilket også er lidt akavet, eftersom der officielt er krig mellem vampyrer og troldmænd) Thomas’ familie, der er vampyrer fra the White Court. Det er typen, der dræber folk med sex, som andre vampyrer suger blod. Men den anden type vampyrer er også ude efter Harry.
Selvsagt kommer der til at ske ting og sager i Chicagos gader.
”Blood Rites” er sjette bog i the Dresden Files, og både tempo og indhold er, som det plejer. Vi starter med Oz/computerspils-dæmoner, og det bliver ikke lettere for Harry Dresden derefter. Har man læst de tidligere bøger i serien (og det bør man, efter min mening), ved man, hvad man skal forvente: vor helt går op mod overmagten, modtager ufattelige mængder af tæv, trækker sig igennem ved fingerspidserne og løser til sidst det hele ved en god blanding af stædighed, dumhed, list og magi. Det er forudsigeligt, men det er også djævlespændt underholdende. Humor og action går hånd i hånd her, og det er en bog, der er svær at lægge fra sig. Det er ikke Nobel-pris-materiale, men mindre kan også gøre det.
Repairman Jack er hovedpersonen i en række romaner af F. Paul Wilson – ikke en helt almindelig håndværker, men en selvtægtsudøver, der tager sig af de sager, som loven ikke kan overkomme. Han hjælper uskyldige mennesker, som verden på en eller anden måde har været ond ved – og bringer retfærdighed ind i sagen. Og det gør han gerne med vold eller med en straf, der på poetisk vis passer til forbrydelsen. Han lever et liv uden for det etablerede system – har ikke noget CPR-nummer, bankkonto, skattepapirer og så videre og påtager sig kun de sager, han selv vælger. Han er med andre ord en klassisk actionhelt, af typen ”flink psykopat” (okay, det er ikke sådan, forfatteren ser ham).
”The Tomb” er første bog om Jack – og forsiden (på den udgave, jeg læste, og som ikke er til at finde) lover skumle, gamle bygninger og trefingrede monstre i bure. Indholdet er desværre noget anderledes – vi bevæger os rundt i New York, får leveret et rodet kidnapningsmysterium og en hovedperson skåret i pap, der konstant fik mig til at tænke på Jean-Claude Van Damme. Og nåja, nogle trefingrede monstre, der dalrer rundt.
Vi starter i typisk krimi-udgangspunkt – vores hårdkogte helt kontaktes af sin ekskæreste, Gia, som vil have ham til at efterforske en mærkelig forsvinden. Det er en kær gammel dame fra Gias tidligere svigerfamilie, der er forsvundet uden et spor. I håbet om at finde sammen med Gia igen påtager Jack sig straks jobbet. Samtidig bliver han kontaktet af en indisk mand, der desperat har brug for hans hjælp. Inderens mor er blevet rullet og frastjålet en halskæde – hun ligger nu for døden og må have halskæden tilbage før sin sidste stund. Hen ad vejen viser de to sager sig naturligvis at være forbundne – og vi bringes på sporet af en gammel forbandelse og nogle umenneskelige monstre, som drives gennem den mørke nat for at hævne.
Før vi når slutningen, får vi serveret en del action, nogle eksplosioner, lidt romantik, en masse snak om ære og en historie, der helt ærligt aldrig letter.
Det ord, der slår mig mest efter end læsning, er nok pligtskyldigt – F. Paul Wilson har en række elementer, og de bliver sat på række og sat i gang. Så trasker de ellers af sted, indtil vi når sidste side – og det bliver (den værste synd af alle) ganske enkelt kedeligt. Teksten sprudler ikke, den er knaldende fri for humor eller nogen form for pang! Jack er en kliche, der kun kunne være opstået i firserne, og spændingen mellem hans frie liv og forhold til familie og venner opstår aldrig. Hvis denne første bog er beskrivende for serien, virker de ærligt talt som Jim Butchers Harry Dresden-serie – bare uden humor, spændingskurve og alt det, der gør dem noget ved at læse.
Næste side »
