Jeg må indrømme, at jeg mentalt havde kategoriseret Black Water som “B-horror, der måske kan bruges en sen aften, når lejeprisen er faldet”, indtil den blev anmeldt på Robert Johannes Rasmussens Fiktion & Kultur (der rummer mange gode horror-anmeldelser – og for RSS-oholikere som jeg selv har Rasmussen heldigvis for vane at lave en reminder på bloggen, når der sker noget). Så da vi alligevel skulle aflevere den lettere fjollede “10.000 B.C.”, røg denne krokodillegyser med hjem.
Og ja, den er faktisk betydeligt bedre, end jeg havde formodet. Tre turister strander langt væk fra alting i den australske ødemark, efter en krokodille vælter deres båd. Deres guide er død, og de sidder i et mangrove-træ omringet af mudret vand. Et eller andet sted under dem ligger krokodillen og venter. Elementerne er få, så der spilles på truslen og den næsten klaustrofobiske rædsel – det meste af filmen udspillet inden for ganske få kvadratmeter, og det fungerer ganske godt.
Normalt kunne en sådan film sagtens vælte på, at krokodillen skulle være større og stærkere og mere urealistisk (havde dette været Hollywood, ville vi sandsynligvis have fået både flyvende reptiler og flere one-liners). Det holdes heldigvis på et rimeligt niveau – med et par svipsere hen imod slutningen, hvilket også betyder, at den ikke når samme niveau som f.eks. Open Water. Men helt klart en spændende film, der godt kan anbefales.
The Killer Eye er desværre en af den slags film, hvor man forventer en helt masse, men bliver skuffet.
Udgangspunktet for en rigtig god B-film er ellers til stede.
Historien forgår i en beboelsesblok, hvor en genial (eller gal) professor har opfundet et apparat, der kan se ind i en anden dimension. Der opstår dog et problem, da flere af hans forsøgspersoner bliver blindet, når de skuer ind i det fremmede.
Han samler en trækkerdreng op fra gaden for at fortsætte sine eksperimenter.
Denne gang går alting dog galt.
Et væsen fra den anden dimension krydser grænsen og besætter den unge mands ene øje.
Øjet bliver et selvstændigt væsen, river sig løs fra kroppen og vokser til kæmpe størrelse.
Professoren har også andre problemer.
Hans model-smukke kone er seksuel frustreret og har en gruppe-affære med to unge dopeheads, der bor i bygningen. Et andet ungt par har deres egne problemer at slås med, og situationen bliver ikke forbedret af et kæmpe øje, der svæver rundt i bygningen.
Hvordan de forskellige folk kan undgå at lægge mærke til øjet er en af de mange pudsige elementer, der ikke rigtig forklares.
Øjet overværer modellen have sex med de to unge fyre og vil selvfølgelig prøve at reproducere sig selv på samme måde.
Det begynder at tilsnige sig til sex med de unge kvinder i bygningen.
Hvordan et kæmpe øje har sex er næsten hele filmen værd.
Desværre skuffer filmen.
Den har et koncept, der er fremragende B-films materiale, men filmen er simpelthen kedelig. Der er masser af nøgenscener for at pepper filmen op, men den bliver ikke reddet.
Med en spilletid på kun 1 time og 12 minutter har instruktøren nok været klar over, at de ikke kunne strække idéen længere.
Sjov idé – skidt udført. Desværre.
Kamp
Der er et interview med Teddy Vork i dagens JydskeVestkysten (det er desværre ikke lagt på nettet, men ens lokale bibliotek kan sandsynligvis skaffe en kopi, hvis man er nysgerrig) i forbindelse med udgivelsen af Hvor skyggen falder.
Vork siger bl.a.:
- Jeg forsøger at skabe en stemning i mine noveller og fokuserer meget på atmosfære. Det skal være virkelighedsnært med en ophobning af detaljer, der gør, at folk kan genkende stemningen fra deres egen hverdag. Det må gerne være noget overnaturligt, der har en naturlig forklaring.
Til sidst siger Vork, der ellers arbejder på en horrorroman, at han mener, gysergenren er født ud af novellen, og at det er den rette længde til et godt gys. Og her vil jeg så gerne høre andre folks mening – for personligt hælder jeg mest til romaner, hvis det, jeg ønsker, er et godt gys. Jeg holder meget af af læse noveller og har som regel en halvlæst antologi liggende et eller andet sted i huset, men det er sjældent, jeg oplever en novelle, der ligefrem er skræmmende – spændende, fascinerende, sjov og meget andet, men for mig mangler noveller ganske enkelt længden til at blive skræmmende (der er naturligvis undtagelser, men det er reglen, vi snakker om her). Hvad, synes folk, er den perfekte længde til en horrorfortælling?
Her er ikke tale om den stilige, men også ufatteligt kedelige genfilmatisering af Bodysnatchers med Nicole Kidman i hovedrollen – men i stedet tv-serien fra 2005, der beklageligvis kun fik lov at løbe i en enkelt sæson. Den har løbet hen over tv-skærmen her i hjemmet over ganske lang tid – godt nok er der kun 22 episoder at se, men holdningen til serien har været noget delt, til tider skiftende fra afsnit til afsnit.
Der er nu ikke noget at sige til, hvis man blander serien sammen med Bodysnatchers, for oplægget er det samme: ens familie og venner begynder at opføre sig anderledes, fordi deres kroppe er blevet overtaget af rumvæsener (eller en hidtil ukendt jordisk race, det bliver vist aldrig helt klart). Her sker det i de lille by i Florida efter en orkan – flere overlevende bliver fundet nøgne i vandet og viser sig snart at have skiftet personlighed; nogle kun en smule, andre omfattende; nogle til det bedre, andre til det dødbringende. Historien fokuserer på to familier, der kæmper for at komme sig over orkanen, og hvad det betyder for dem, at en af dem har forandret sig. De to familier er bundet sammen af et tidligere ægteskab, så oveni invasionen er der masser af ex-kone/mand-spænding at skulle tage stilling til.
Der er rigtig meget af dette, der fungerer rigtig godt – men desværre lige så meget, der ikke fungerer. Invasion vil gerne mange ting – den vil gerne vise omvæltningen af det lille samfund, paranoiaen folk imellem, destruktionen af alt det velkendt; men samtidig vil den gerne bevare status quo indtil den store season finale, og de to ting ramler desværre fatalt sammen og får seeren til at råbe ad personerne i frustration. For at sige det enkelt: historien burde simpelthen ikke kunne udvikle sig, som den gør. Invasion ender som et af de tilfælde, hvor de enkelte elementer fungerer godt, men sammenspillet er helt ad H til.
Bedre bliver det selvfølgelig ikke af, at man aldrig får afslutningen på historien – man får én afslutningen, men de sidste billeder i serien lægger op til en næste sæson, der kunne gå helt andre veje. Og på trods af seriens mangler var den dog så godt skruet sammen, at jeg ville give gode penge for at se fortsættelsen. Der er langt værre ting, der får lov at køre på skærmen i stedet.
Outpost
Outpost følger en flok lejesoldater og den hemmelighedsfulde mand Hunt, der hyrer dem – til at føre ham gennem et krigshærget (vist ikke navngivet) europæisk land til en gammel, glemt militærbunker fra 2. verdenskrigs tid. Da de kommer frem, finder de stedet tilsyneladende forladt – men dybt nede i mørket støder de på ofrene for, hvad der ligner en udrensning. En enkelt af dem viser sig at være levende, men umulig at komme i kontakt med.
Så bliver de beskudt i mørket, og folk begynder at dø. Bunkeren viser sig at være arnestedet for gamle, nazistiske eksperimenter, og den “skat”, som Hunt er ude efter (og som hans bagmænd er villige til at gå meget langt for at sikre sig), viser sig at være en grum arv. Bunkeren tilhørte nazisterne, og de er aldrig helt forsvundet.
Outpost starter faktisk ganske godt – der er en god gåde omkring stedet, og hvad der sker, men lige så snart dette afsløres, går det ned ad bakke for historien. Udøde nazister er altid et godt oplæg, men her ender de blot som usårlige zombier med den deraf kommende totale mangel på spænding. Der forsøges at skrue op til at voldsomt klimaks, men det ender ærligt talt noget fortærsket. Et godt tilløb, men et forfejlet afsæt.
[youtube]http://youtube.com/watch?v=CS2rRR9jZJY[/youtube]
Næste side »
