“In Love with the Dead” er en lidt svær film at skrive om – både fordi jeg ikke er helt sikker på, hvad jeg egentlig syntes om den, men også fordi jeg nødig vil forvanske folks forventninger. For det er helt klart en film, der bør ses.
Det er Pang-brødrene, der står bag (her tidligere omtalt med The Messengers og Re-cycle, så jeg forventede nok noget gængs asiatisk horror, der var visuelt flot lavet (og havde ikke rigtig kigget nærmere på coveret). Men ILwtD starter som en romantisk tragedie – allerførste scene er hovedpersonerne, et ungt kærestepar, hos lægen, hvor de får at vide, at kvinden Wai har fået kræft, og der er ikke store chancer for overlevelse. Herfra fortæller filmen, hvordan deres samliv langsomt selvdestruerer, mens de kæmper mod sygdommen. De bor sammen med Wais lillesøster, der langsomt ser sin storesøster blive mere og mere spøgelsesagtig.
Men rigtig horror er der ikke noget af i meget lang tid – i stedet en langsom og ubehageligt fortættet stemning. Og på et tidspunkt virker det faktisk, som om Pang-brødrene har besluttet sig for at dekonstruere asiatisk horror med en film i gennemført realistisk modus – vi har hulkindede kvinder med dybtliggende øje og langt, sort hår, men det kan for så vidt altsammen forklares.
Hen imod slutningen går det hele dog galt, og der sker flere og flere uforklarlige ting. Filmens klare styrke er her, at den får seeren til at gætte – er den og den død, er de alle døde, hvad skete der egentlig der og så videre. Det er ikke normalt en fremgangsmåde, jeg bryder mig om, men her fungerer den altså. Og så kan de noget med billeder, Pang-brødrene.
“In Love with the Dead” opfyldte måske ikke mit umiddelbare horror-behov, men gav mig i stedet en helt anderledes og (tror jeg) mere blivende filmoplevelse, med både ubehagelig scener og decidere horrorsekvenser.
Trailer:
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=PvPMITo9y_s[/youtube]
Via en anmeldelse i Berlingske har jeg lige opdaget, at Aben Maler endelig får udsendt næste Edward Gorey-bog: Den epiplektiske cykel. Tidligere har forlaget udsendt Gravengrum-ungerne, der gennemgik alfabetet i form af børnedødsfald (og klart kan anbefales). Den 27. juni kommer så “Den epiplektiske cykel”, som man kan se uddrag af her – måske ikke decideret horror, men victoriansk dysterkomik til den krævende læser.
“Embley og Yewbert stod og slog hinanden med kroketkøller” – det er da en indledning, der vil noget
“En vild pjækkedag” tilsat ny musik – skræmmende på en sær måde. Jeg ville betale gode penge for at se den film:
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=4Vy2aJY6rq8[/youtube]
Hvad sker der når man bliver presset til at besøge et teater? Hvad sker der, under er forestilling som ikke involverer andre end en selv? Hvad sker der, når teatret så pludselig ikke eksisterer mere – og aldrig har eksisteret? I “The Last Temptation er der tale om en klassik “hovedpersonen bliver jaget af dæmoner” plot, men med et twist. Jeg skal ikke komme ind på hvad twistet er - det skal opleves.
Historien handler om “Steven” der er lidt af en bangebuks (når hans “venner” skal sige det). En dag møder Steven og hans venner en fyr, som inviterer én (og kun én) af dem til at overværer en forestilling i hans teater. Det bliver selvsagt Steven der får den tvivlsomme ære – presset af hans “venner”. Det viser sig hurtigt at der ikke er tale om noget helt almindeligt teater, og at Stevens besøg skal få konsekvenser, han aldrig ville kunne have forudset.
Niel Gaiman har skrevet historien til denne grafiske roman, og Michael Zulli har tegnet. Det er en slagkraftig duo og Zulli’s tegninger understøtter Gaimans historie på den mest fantastiske vis. Ens tanker må uværgeligt ledes hen på gamle stumfilm (f.eks. Nosferatu) og gotiske/victorianske gyserfortællinger (f.eks. i stil med Ambrose Bierce). Der er med andre ord tale om en moderne klassiker.
Jeg kan kun anbefale denne grafiske roman til en sen aften. Den er god som godnatlæsning og vil, med sine ca. 100 sider, ikke tage lang tid at læse.
Ian Stone er en ganske almindelig fyr – en amerikaner i England, der spiller ishockey og har en kæreste, Jenny. Alt er godt, lige indtil mystiske, sorte væsener bryder ind i hans dagligdag og slår ham ihjel.
De kaldes “Harvesters” (jeg har glemt den danske oversættelse), og de er åbenbart ikke færdige med Ian. Han vågner op på et kontor, i et helt nyt og ganske anderledes liv, uden noget videre hukommelse om det, han kom fra. Nogle enkelte går går dog igen: Jenny og så de drabelige Harvesters. Snart finder Ians Stones liv sit eget kedelig mønster: dø – vågn op – gentag! Men han begynder også langsomt at kunne huske, hvad der er sket, og han begynder at kæmpe mod de kræfter, der stræber ham efter livet.
“The Deaths of Ian Stone” har et godt koncept, som lægger op til en god historie – og forhåbentlig nogle overraskelser; den næsten tigger og ber om noget wow-effekt. Det er desværre ikke nok til at skabe en god film, for man har valgt den lette udvej for historien, som overhovedet ikke overrasket, men bare ender i noget ligegyldigt nonsens og en kedelig horror-udgave af The Matrix (dog uden lange prædikener). Det kunne have været så godt, men så blev det faktisk så skidt.
Trailer:
[youtube]http://youtube.com/watch?v=8he8Euuv7LA[/youtube]
Næste side »
