Ja, “Outbreak” er en (så vidt jeg husker) ganske kapabel epidemi-thriller fra for snart nogle år tilbage (omkring samme tid, som bogen “Farezone 4″ overbeviste mig om, at alle andre mennesker er livsfarlige bakteriefabrikker). Men “Outbreak” er også en 2007-udgivelse fra Scifi Channel, der netop har fundet vej til Blockbusters hylder. Og så er den et eksempel på, at folk er (med et pænt ord) idioter.
For det første er originaltitlen “Mammoth” – én ting er, at folk oversætter en originaltitel til en ny titel på samme sprog, noget andet er, at titlen er nonsens i forhold til handlingen og dertil brugt før. Dertil kommer selve valget af monster – skulle man endelig genoplive et kreatur fra planetens yngre dage, så er der altså adskillige valg, der ville være mere skræmmende end en mammut. Trilobitter ville være mere skræmmende, hvis der var nok af dem. Men okay, her er der tale om en mammut, som bruger sin snabel til at suge den organiske energi ud af folk (WTF?!).
Historien er enkel, men forbløffende rodet. Et lokalt museum har en frossen mammut stående (tilsyneladende uden nogen brug af teknologi til at fryse den ned), og da vor videnskabsmandshelt borer i isen, udløser han et kraftigt signal, der hidkalder et styk alien, som prompte besætter den nedfrosne mammut og går bersærk. Tilsæt et par teenagere, videnskabsmandens far, som tror på aliens, og et par regerings-agenter, der nok er lettest at definere som discount-Men In Black. Og dertil en regering, som mener, at den slags problemer (invasioner fra rummet) er potentielle PR-katastrofer, og derfor er det lettere bare at bombe området, hvis ikke problemet er løst inden for et vist tidsrum (det tilsætter selvfølgelig lidt spænding, men igen: WTF?!).
“Outbreak” har sikkert været sjov at lave, og folkene bag kan tydeligvis godt lide science fiction. Der er visse tilløb til at lave en parodi på en klassisk 50er-film, tilsat selvbevidste samtaler om, hvilken film situationen mest af alt minder om: Night of the Living Dead, The Blob (den originale version) eller Bodysnatchers. Desværre gør den manglende opfindsomhed og de til tider direkte pinlige skuespillerpræstationer altså, at der mest er tale om en moderne “Plan 9 From Outer Space”.
Albert Sánchez Pinõl: Kold hud
Øen er så lille, at den forsvinder under stregerne på kortet; halvanden kilometer lang, L-formet og ude af stand til af fremvise et interessant dyreliv, negerstammer eller andet, som man i civilisationen forventer at finde på slige eksotiske steder. Den fremviser to bygninger, et lille hus og et fyrtårn, som af uransagelig årsager er blevet bygget her langt fra alting.
Der, nær verdens ende, skal en ung mand, i egenskab af atmosfærisk officer, tilbringe et år.
Da han når frem til øen, er den tidligere atmosfæriske officer forsvundet. Tilbage er kun en uligevægtig mand, der sørger for fyrtårnet, og som tydeligvis ikke ønsker kontakt. Alligevel vælger vor hovedperson at forblive på øen – drevet af en fortid, der hjemsøger ham. Første nat på stedet går det op for ham, lige præcis hvorfor hans lidelsesfælle på øen selv virker plaget. Da mørket falder på, stiger monstre op fra det hav, der strækker sig uendeligt omkring dem, og løber stormløb mod huset. Det er kun med nød og næppe, at han overlever.
De to mænd slutter sig sammen i fyrtårnet, og snart bliver deres liv til et teater af groteske gentagelser: forsegle bygningen med alt, hvad de kan finde, og reparere forsvarsværker i løbet af dagen og med deres geværer nedskyde de angribende fiskemennesker i løbet af natten. Det er livet skåret ind til benet.
Det kunne også lynhurtigt blive meget, meget kedeligt. Men den catalanske forfatter Pinõl er typen, der forstår at tage en minimalistisk (og dog så dramatisk) situation og med velberåd omhu fylde små, nye elementer på, så den vokser omkring én. ”Kold hud” er ikke en bog, der excellerer i store, voldsomme omvæltninger i historiens verden, men det er alligevel typen, hvor man efter endt læsning føler, at man har flyttet sig langt. Fiskemonstrene fortsætter deres natlige angreb, men langsomt skifter historien til mest at handle om de to mænd i fyrtårnet og deres forskellige måder at klare situationen på – hvordan de håndterer frygten og fjenden.
”Kold hud” er en stemningsfuld blanding af Lovecraft og Kafka. De to mænds hverdag beskrives med et godt øje for det groteske, og hele optrinnet giver en fortættet stemning, der gennemsyrer hver enkelt side. Det er ikke en bog for folk, der tror, at horror handler om at skrige ”Bøh!”, men det er et anderledes, lidt gammeldags og dog forfriskende bekendtskab, der kravler under huden.
Året før sin død udgav den irske forfatter Sheridan Le Fanu fem gotiske noveller under titlen In a Glass Darkly (1872).
Titlen refererer til 1 Kor. 13, 12: “For now we see through a glass, darkly; but then face to face: now I know in part, but then shall I know even as also I am known,” men hos Le Fanu ser vi ikke gennem spejlet, vi ser i det. Det forunderlige ved spejle er, at de glimtvis henleder vores opmærksomhed på det, vi normalt ikke ser, nemlig verden bag os, andre dimensioner eller det ukendte i os selv.
Fælles for de fem noveller er, at de stammer fra lægen Martin Hesselius’ efterladte papirer. Dr. Hesselius beskæftigede sig med den metafysiske lægevidenskab (betegnelser som “parapsykologi” og “psykiatri” var ikke opfundet endnu), og han kan dermed ses som en forløber for den okkulte detektiv, f.eks. John Silence (Algernon Blackwood) og professor Challenger (Conan Doyle).
Hesselius optræder kun i samlingens første novelle, “Green Tea”. Jennings, en midaldrende pastor og grøn te-nyder, forfølges af et abelignende væsen, som hvisker ham forfærdelige ting i øret, og som kun han kan se. Har Jennings’ nerver taget skade af grøn te, eller har teen tværtimod åbnet hans øjne? Som Barton i samlingens næste fortælling, “The Familiar”, udtrykker det: “of one fact I am deeply and horribly convinced, that there does exist beyond this a spiritual world ― a system whose workings are generally in mercy hidden from us ― a system which may be, and which is sometimes, partially and terribly revealed.”
Forøvrigt bliver også Barton forfulgt, men denne gang af en mand, som burde være død – med mindre det blot er en samvittighedsplaget mands indbildning. I “Mr Justice Harbottle” bliver den langt fra blødsødne dommer Harbottle hjemsøgt af sine blodige gerninger i form af spøgelser eller hallucinationer.
Le Fanu holder i de tre første noveller en kattelem åben for den rationelle forklaring ― eller bortforklaring! “The Room in the Dragon Volant”, samlingens fjerde og længste novelle, har ingen overnaturlige elementer. En ung mand beretter om, hvorledes han kom i kløerne på en bande kriminelle og nær blev levende begravet.
M. R. James skrev om Le Fanu, at “he succeeds in inspiring a mysterious terror better than any other writer”, hvorved James måske satte sit eget lys under skæppe. At Le Fanu behersker sproget og leverer sine fortællinger med en mesterlig timing, er hævet over enhver tvivl, men først i samlingens sidste novelle, “Carmilla”, rejser han sig ikke blot over sin samtid, men også sin eftertid.
“Carmilla” er en vampyr-fortælling med alt det bedste fra den gotiske tradition: en ung og uskyldig pige, et slot, et gotisk kapel, ruiner, mareridt, månelys, blod og sex. Den unge pige, nu ældre, fortæller selv historien om hendes møde med den jævnaldrende Carmilla, der er ligeså smuk, som hun er mystisk ― og ligeså farlig. Det erotiske spil mellem de to piger går hånd i hånd med den roligt akkumulerende uhygge (Le Fanus karakteristiske stil) i en fortælling, som trækker på traditionen om den irske ban sí, “gravens eller højens kvinde”, der ligesom en succubus forfører unge mennesker og lever af deres blod. Og det er blandingen af disse elementer ― folklore, horror og lesbianisme ― som gør “Carmilla” til en enestående litterær bedrift.
Carpe librum!
I går var jeg i biffen og se “Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige” – og nej, jeg vil ikke til at påstå, at det er en gyser (men sjov og fuld af action – Indy sparker stadig røv!) Her så jeg forfilm til M. Night Shyamalans nye film “The Happening” – den ser god ud!
Se traileren på YouTube.
Når døgnet engang får 40 timer, vil jeg starte fra en ende af med denne liste over kultfilm på Archive.org, der er i public domain.
Masser af guld, som f.eks. The Brain That Wouldn’t Die, Creature from the Haunted Sea, Werewolf in a Girl’s Dormitory og så videre og så videre. Og altsammen gratis.
Via BoingBoing.
Næste side »
