Joshua Hoffine

Jeg har lige brugt lidt tid på at bladre igennem Joshua Hoffines galleri – han laver billeder, der virker som små, koncentrerede horror-fortællinger. Brug lidt tid på siden – man får ligefrem lyst til at hænge kunst på væggene.

Via Neatorama.

Kødets afveje af Anders Hoberg

Her i weekenden var jeg for første gang i Sverige, og udover at få set nogle svenske fjelde og fjorde, så fik jeg også tid til at læse Anders Hobergs debutroman “Kødets afveje”, som af forlaget blev beskrevet som “…en fortælling om, at seksuel frustration ikke nødvendigvis er det værste, der kan overgå én.” Og det viste sig at være helt korrekt!

Nicolai Svaneborg er en ganske almindelig ung mand med et ganske almindeligt liv og enkelte særheder. Fx kan han ikke lide naturen og flippede som barn helt ud, når han blev tvunget på udflugter i skolen. Som voksen har han drømme om at “gøre noget”, og derfor melder han sig til et billedkunstkursus, hvor han møder Maria. Nu har Nicolais romantiske bedrifter været på standby i lang tid, men det lykkes ham alligevel at score Maria – og så alligevel ikke. For efter tre mislykkede forsøg på samleje giver de begge op.

Det viser sig dog, at Maria har givet Nicolai andet og mere end pinlige minder. Hans penis ligner pludselig et impressionistisk maleri fyldt med prikker. Flov over sin tilstand spørger han sin barndomsven Jonas til råds, og Jonas giver ham adressen på sin læge, så Nicolai slipper for sin egen læge. Og herfra begynder det at gå rigtig skidt for Nicolai.

Godt nok går lægebesøget – efter omstændighederne godt – men kort efter begynder Nicolais verden at knage, og før han ved af det, vågner han nøgen op i en kælder hos en rig gammel kone, som vil spise ham levende for at få fat i “hemmeligheden”. Og set i det perspektiv er en gang gonoré jo pludselig ikke at foragte.

Anders Hoberg skriver levende og letlæst, og jeg blev hurtigt grebet ind af historien. Nicolai er beskrevet tilpas neurotisk, til at jeg både kunne grine lidt af ham og føle med ham i hans kvaler. Mod slutningen accelerer handlingen, og til sidst befinder vi os næsten i et lovecraftsk univers, hvor en urgammel kosmisk ondskab stikker næsen frem.

Her er spænding og underholdning, og det serveres effektivt og kontant, så jeg kan kun anbefale “Kødets afveje” til alle, som holder af en god historie med et overnaturligt tvist.

Anbefales også på Litteratursiden.dk

Skidt klædte mænd med baseballbat

Man tager en poltergejst, en morderisk bande, en bager, et postbud, og et par byboer der flytter ind, hvor de slet ikke kan bunde. Dertil lægger man en fantastisk titel, og resultatet bliver en læseoplevelse ud over det sædvanlige.

Da jeg så bogen ”Skidt klædte mænd med baseballbat”, var det en titel, jeg bare måtte læse, for dels fik jeg associationer til Stephen Kings ”Lumpne mænd i gule frakker”, og dels lovede beskrivelsen provins-gys, og det udkommer der ikke meget af i Danmark.

Erling og Abelone flytter fra storbyen til den lille by Tolby, som er blevet dem anbefalet af Erlings gamle ven, posten Lauge, fordi husene er så billige. Knap er de dog flyttet ind, før der begynder at ske mystiske ting. Erling ser et mærkeligt lys i stuen. Huset virker altid ekstra mørkt. Og hvad er det for en underlig skikkelse, som holder til i kælderen?

Og som om de mystiske hændelser i huset ikke er nok, så opdager Erling og Abelone også, at den lokale bande, Tolby-banden, styrer byen med hård hånd. De tager, hvad de vil have, og tæsker hvem de vil. Og ingen tør stoppe dem – mindst af alle den lokale landbetjent.

Heldigvis har Tolby også en bager, og han kan andet end at bage hindbærsnitter.

Historien er generelt spændende, og i perioder skriver Klenø en vis legemesdel ud af bukserne. Bl.a. dobbeltscenen hvor Erling konfronterer Tolby-banden, og hvor Abelone samtidig står overfor poltergejsten er utrolig godt beskrevet, ligesom beskrivelsen af Tolby-bandens svingture også sidder lige i skabet.

På andre områder synes jeg dog, det kikser lidt sprogligt, og især dialogerne virker ind i mellem kunstige. Trods det synes jeg nu stadigvæk, at ”Skidt klædte mænd med baseballbat” er en herlig læseoplevelse, og er du til dansk provins-gys, skal du helt sikkert tage en tur til Tolby.

”Skidt klædte mænd med baseballbat” er Morten Nis Klenøs første roman. Tidligere har han skrevet novellesamlingen ”Rustvogn”, der blev udgivet som Books on Demand.

Anbefalingen kan også læses på Litteratursiden.dk

Christian Haun: Reservatet

Christian Haun er en af gæsterne på Fantasticon 2008, så et lille gensyn med hans bøger kan ikke skade.”Reservatet”, fra 2003, er Hauns fjerde bog og konkurrerer med “Rock Nekropolis” om at være min yndling blandt hans værker. Han er i topform og leverer en eminent undergangsvision, der er mangetydig og stilrent leveret. Rent genremæssigt er det en roman, der er svær at placere – den har sine horrorelementer, den kunne være science fiction, eller alting kunne for den sags skyld foregå i hovedpersonernes lettere uligevægtige hjerner. Lige præcis den sidste mulighed er normalt ikke et element, jeg sætter pris på i historier – det fører ofte til ligegyldige drømmesekvenser, manglende sammenhæng og irriterende dvælen. Den fælde smutter Haun let udenom, fordi han holder sig til at poleret et sprog, at uendeligt meget sker mellem linierne. Med sine 140 sider er “Reservatet” ikke nogen tyk bog, men der sker ting under overfladen.

Vi befinder os i Århus. Politibetjenten Svend Bloch er på opgave for Specialpolitiet, på udkig efter en stor sag. Mens han venter, får han tiden til at gå med at chikanere butikdetektiver og tage sig af de småsager, han kommer i kontakt med – og en af dem er den unge Krista. Hun lever isoleret, er ved at komme sig efter et forhold; og ansigtsløse mænd er begyndt at følge efter hende.

Som læser bliver man snart bevidst om, at vore to hovedpersoner måske ikke har det fasteste greb om virkeligheden. Men så lader Krista sig indlægge på et hospital kaldet Reservatet, og først da bliver det rigtig underligt. Sære ting sker der, og da det sande Reservat bliver skabt, er det en begivenhed, der synes at omvælte hele verden.

“Reservatet” er en bog, der fortjener at blive læst langsomt. Teksten er tydeligvis skåret til, indtil man står tilbage med et koncentrat af en fortælling. Haun er en forfatter, der tydeligvis opererer med et grundigt genrekendskab, men også med en teknisk kunnen, der desværre ofte mangler hos udøvere af de fantastiske genrer (eller alle genrer, for den sags skyld, hvis vi husker Sturgeons lov). Samtidig kombinerer han de fantastiske elementer med et godt greb om den realistiske baggrund og et blik for detaljer. Kort sagt: en unik dansk roman, der bør læses.

En bog med bid i

For et par dage siden nævnte jeg, at Rikke Schubart snart debuterer med sin første roman “Bid”. Som en teaser til bogen kan man se en – ganske underholdende – film her.

The Present – a sweet surprise