Jeg tror, at Marshall Hicks og Greg Swinson græder sig i søvn om natten. Sammen har de skrevet historien og manuskriptet til Five Across the Eyes, og det har de gjort godt – endda til tider rigtig godt. Der er nogle rigtig gode øjeblikke i filmen, nogle ganske skarpe replikker og nogle velanbragte humoristiske indslag. Desværre er forfatterne de eneste, der har været i besiddelse af nogen som helst form for kompetence i den film – og desværre har de ikke selv været bevidste om, hvor deres kompetencer lå; for kigger man på navnene på de mennesker, som formelig har voldtaget manuskriptet i overgangen til levende billeder, figurerer de to mange steder på listen, deriblandt med Swinson som instruktør.
Filmen følger fem piger, der tager en genvej på vej hjem fra en sportsbegivenhed og naturligvis farer vild. Da de stopper for at spørge om vej, kommer de desværre til at ramme en parkeret bil – og stikker derefter af. Desværre har ejeren af bilen tendenser i retning af rablende psykopati og bruger resten af filmen på at følge efter dem. Det er dog ikke vores standard-psykopat, og der kommer faktisk en god del overraskelser ud af det, der lader til at være et standard-plot. Men de drukner desværre i elendig instruktion, forfærdelig lydside (hvis folk skriger hele tiden, er det nok skræmmende), Blair Witch-filmning (uden der er en grund til det), direkte afskrækkende skuespil og røvballe-techno/metal. Til slut fejer historien desværre sig selv over i torturporno-hjørnet og ender med at ligne en 80er-heavymetal-video (på den ufede måde).
Five Across the Eyes kunne faktisk være en god film – men som den er endt, skal man være en meget koncentreret seer for at kunne nyde den. Forstået på den måde, at man skal være i stand til at ignorere firs procent af filmen.
John Halkin: Squelch
John Halkin må have haft en forkærlighed (eller måske snarere en afsky) for alverdens kriblekrable. Hans debut var i al fald kæmpeorme-gyseren “Slither”, som egentlig var en ganske gedigen roman. Der var det mystiske orme med en smag for kød, som begyndte at hærge de stakkels englændere – et blik på Fantasticfiction.co.uk afslører, at “Squelch” faktisk er tredje bind i den serie, som “Slither” startede; de to bøger har dog ikke noget med hinanden at gøre, bortset fra at de begge handler om, at førnævnte kriblekrable kaster sig over mennesker. I “Slither” var det de mystiske orme, hvilket fungere ganske godt – i “Squelch” handler det om larver, der beslutter sig for at finde ud af, om mennesker smager som kylling, hjulpet af et veritabelt luftvåben af natsværmere.
Det er ganske enkelt for svært at tro på som læser, og romanen bliver derfor en af dem, man (eller jeg) grynter af vantro over. Larver ormer sig hen til folk for at bore sig ind i deres kød med stor vellyst, og når de har forpuppet sig til natsværmere, kommer de flagrende for at mæske sig. Ideen er ganske skæg, men modsat Slither fungerer den bare ikke, simpelthen fordi denne ene ting er utroværdig – det er svært at være bange for larver og natsværmer, hvor det i Slither var lettere at forestille sig de fremmede orme.
Men nu er meningen med denne slags roman selvfølgelig ikke den store verisimilitude – og helt ærlig, det er nok heller ikke meningen, at vi skal blive bange, i hvert fald ikke i en sådan grad, at vi ikke tør besøge køkkenhaven igen. Nej, der synes at være en særlig afart af britisk firser-horror, der fryder sig over verdens næsten-undergang, og en af dem er “Squelch” (ligesom “Slither”, for den sags skyld). Og den undergenre placerer vi os pladask midt i, helt efter bogen: vor helt er en del af et lilleby-samfund og bliver bevidst om faren, mens alle andre negligerer den. Med hjælp fra nogle få modige venner (der ikke alle overlever) finder han/hun ud af truslens omfang, og netop da hele det omkringliggende samfund vakler på kanten til det totale sammenbrud, og myndighederne endelig forsøger at gøre noget, opdages der en vej ud af problemet, og vi kan vende tilbage til en nogenlunde genkendelig hverdag (dog gerne underforstået, at denne trussel kan vende tilbage, hvert øjeblik det skal være).
Sådan en bog er “Squelch” helt igennem, og det er såmænd ganske fornøjeligt at følge beskrivelserne af de genvordigheder og blodudgydelser, der omringer vore helte. Helt på toppen er den ikke, men mindre kan også gøre det til hyggelæsning. Og jeg må indrømme, at jeg har lyst til at anskaffe midterste bind i serien, “Slime”, der angiveligt handler om killer jellyfish.
Jeg kunne desværre ikke finde den vidunderlige foto-forside til den udgave, jeg læste, så i stedet afbilledes her den lidt mindre kitschede forside.
Traileren så ellers så godt ud – varulve og masser af skydevåben. Men nu om dage kan alle og enhver jo få en trailer til at se godt ud, ligesom de argeste film kan få en fed indpakning med lidt Photoshop-magi (jeg klandrer Photoshop for flere spildte aftener). Skinwalkers burde være okay underholdning – ikke stor kunst, men action og eksplosioner og en undskyldning for at indtage popcorn (ellers den forhåndenværende ækvivalent dertil).Første faresignal kommer ganske snart med den scene, der burde have overbevist mig, og som faktisk starter ganske godt; en flok Slemme Fyre rider ind i en lille by på deres motorcykler, på jagt efter en lille dreng. Prompte reagerer en god del af byens befolkning (eller rettere: alle de synlige mennesker, vi ser ikke andre) – ved at fremdrage våben og ivrigt forsøge at aflive disse indtrængere. Det er vidunderligt grotesk, men desværre også snart tydeligt, at instruktøren er ude af stand til at sammensætte en god action-scene. I stedet får vi en hoppen frem og tilbage mellem forskellige folk, der affyrer våben frem for sig uden rigtig at ramme noget.
Alt dette leder frem til en forvrøvlet historie om, at der er to typer varulve – dem, der aldrig har jaget (og er Gode), og dem, der har jaget (og er Slemme). Hvordan den første Gode varulv opstod, melder historien ikke noget om, men jeg har en mistanke om, at Darwin klør sig i skægget – for alle varulve får lyst til at dræbe, når de er i ulveform. At en af dem så skulle gå så længe uden at dræbe noget, at den kunne blive klar over tingenes tilstand og nå at forhindre fremtidige drab må betyde, at den har været en allerhelvedes dårlig varulv… hvilket naturligvis forklarer, hvorfor heltene i denne film er ganske ynkværdige. Deres mission er for resten at beskytte en dreng, der vil udrydde varulve-forbandelsen, når han fylder 13 år – hvilket endnu en gang beviser, at man skal være Lucas eller Spielberg for at lade en 12-årig knægt udfylde en vigtig funktion i sin film. Er man ikke det, bør man kun lade ham spille rollen som McGuffin – og så kan man for så vidt lige så godt udskifte ham med en kuffert, for min skyld. Det ville ogsåhelt naturligt have fjernet visse af filmens mere tåbelige elementer.
Ovre på Fantastiks forum gør Michael Bernth opmærksom på Copenhagen Zombie Crawl:
“Den 30. april vil en hær af øldrikkende zombier vakle gennem Københavns gader, når nationens første Zombie Crawl nogensinde indtager byens pubs og øvrige vandingshuller. Der er kun to krav for deltagelse: Man skal være klædt ud som zombie, og man skal være tørstig. Læs mere på www.copenhagenzombiecrawl.dk“
Nåja, ikke et krav, men det gør det jo nok lettere: man bør bo i København :(
Se også en underholdende lille trailer på begivenhedens Myspace-side
Man ved, hvad man får, når man lejer en film, der slår sig op som en blanding af Alien og The Descent: en film, der hugger design fra Alien og lader sine film kravle rundt under jorden som i The Descent. Man bliver dog overrasket, skal det siges – der kravles nemlig ikke meget under jorden, men hovedpersonen er en kvinde (ligesom i The Descent… og i Alien, for den sags skyld). Derudover er alting faktisk mere eller mindre som forventet; eller faktisk: lidt værre.Der er faktisk et okay setup – en tankbil kører galt, da noget løber ud på vejen, og som en følge heraf kommer der ikke ny benzin til den afsidesliggende tankstation, og folk kan ikke komme videre derfra. Vi har derfor en tilfældigt sammenbragt flok mennesker et sted i New Mexico – men som så ofte før bliver tilfældigt sammenbragte mennesker lig med tilfældigt udryddede person, og der er ikke megen historie ud over at vente på, at folk bliver slået ihjel (eller overlever for den sags skyld).
Synderen er en ældgammel Alien, undskyld monster, som en arkæolog har fået vækket fra dets grav. Heldigvis har vi også en gammel, vis indianer, som kan skyde med haglgevær og sige kloge ting og kender sin historie, så helt galt går det nok ikke.
“Deep Fear” begår dødssynd nummer ét for en billig horrorfilm: den er ganske enkelt kedelig og ligegyldig. Der er faktisk nogle gode detaljer i manuskriptet, men de drukner ganske i nonsens. Slutningen åbnede sikkert mulighed for en fortsættelse, men jeg ved det ærligt talt ikke; vi spolede over den. Skuffelse.
Næste side »
