Dennis Jürgensen svarer på spørgsmål


Fra Forlaget Tellerups nyhedsbrev:

 Dennis Jürgensen svarer på spøgsmål fra sine fans!Få blandt andet svar på:
- Hvis du kunne genåbne og fortsætte en af de afsluttede serier, hvilken ville du så helst skrive mere til?- Hvis du havde en time med Stephen King og Edgar Allan Poe(s spøgelse), hvad ville du da spørge dem om?

- Har du planer om at skrive noget i samme boldgade som Relief og Kadavermarch i fremtiden?

- Baserer du dine figurer på folk du kender/beundrer (muligvis dig selv), eller er det ren fantasi?

Læs flere spørgsmål og selvfølgelig Dennis Jürgensens svar:
http://dennis-klubben.dk?Debat=141892


 

Stubbs the Zombie in: Rebel without a pulse…


stubbsbox.jpg

Nu da der er zombie-feber her på horrorsiden.dk ville jeg da lige omtale denne perle for folket. ”Stubbs the Zombie in: rebel without a pulse” er et stærkt humoristisk computerspil i ”shoot-em-up” genren. For en gangs skyld får vi lov til at se det hele fra zombiens side. Man er Stubbs, en falleret og nu afdød sælger, der vender tilbage som zombie. Året er 1959, og en rigmand ved navn, Monday, har bygget en by af det 21. århundrede – halvtreds år før tiden. Det er selvfølgelig et utopisk og lykkeligt samfund, med flyvende biler og robotter der laver alt det kedelige arbejde – selvfølgelig er det her man starter sin zombie-karrierer. Udover at spillet er fantastisk morsomt, er det faktisk temmelig stemningsfuldt. Hele spillet er lagt over med et eller andet ”old-movie” filter, som sætter en tilbage til en række biografoplevelser, som de må have set ud i slutningen af 50’erne.

Humoren er som sagt uforlignelig. Det kører derudaf med halvdårlige oneliners (som politibetjenten der fanger dig i at æde en hjerne og siger: ”Hey, spit that out – now!”) til mere indforståede kommentarer.

Alt i alt er det et spil der ligger i god tråd med film som ”Shaun of the Dead”, og for zombieentusiasten er det ikke til at komme udenom.


 

Fido


fido.jpgJeg faldt over Fido efter Tue Sørensens overvældende anmeldelse af den i Himmelskibet (“Ni ud af ti zombie-kendere vil skrive under på at Fido er bedre end Shaun of the Dead). Den lokale Blockbuster havde kun et enkelt cover stående fremme, hvilket er synd, for den er helt klart en komedie af høj karat.

Vi befinder os i en amerikansk forstad i 50er-glansbilled-idyl – nåja, lige bortset fra zombierne, der ved hjælp af hæmmende halsbånd er omdannet til produktive medborgere (læs: medgørlige, dumme slaver). Det er efter zombie-krigen, og vores lille kernefamilie får endelig deres egen zombie (meget mod faderens vilje), for det skal man jo have for at være noget. Det går da også nogenlunde, indtil zombien (navngivet Fido af sønnen Timmy) æder gamle Mrs. Henderson.

Derefter går den derud af som en klassisk film om en dreng og hans hund – de onde vil slå Fido ned, mens de gode kan se hans værd som “menneske”. Tilsæt en god portion bidende (undskyld) humør, bunker af intertekstuelle referencer og gode skuespillere (selv Fido spiller rent faktisk eminent), og du har en meget, meget (meget) underholdende film.

Jeg må dog tilslutte mig den tiende zombie-kender – Fido er helt klart oppe at ringe, men jeg synes nu altså bedre om Shaun. Den vinder på en lille marginal af mere sprudlen og fortællelyst, hvor Fido måske er lidt mere kontrolleret (og har et meget tydeligere budskab).


 

Thomas Strømsholt om Lovecraft


Thomas Strømtholt, der også skriver her på siden, på Tegneseriesiden.dk og på lifi.dk, svarer på spørgsmålet

“Hvad er det iflg. dig, der gør Lovecraft og hans litteratur vedkommende for læsere i dag, 70 år efter hans død?”

H. P. Lovecrafts fortællinger er ligeså uvedkommende i dag som for halvfjerds år siden. Men uhyrerne kommer fra skyggerne hinsides dæmningen.

I dalen interesserer man sig kun for det nærværende, oliepriserne, den daglige tur i trædemøllen, den seneste bestseller.

H. P. Lovecraft er ikke blevet set på TV2s reklameblok, og du kan være sikker på, at din nabo ikke læser den slags.

Uhyrerne eksisterer ikke. Og hvis du alligevel hører dem krybe rundt i mørket? Find på en naturlig forklaring og fortæl dig selv: Der er ingenting. Ingen ting.

PET våger over dig, og hvis lydene persisterer, findes der et bredt sortiment af beroligende midler. Det kan være fristende at kigge ind i mørket, men blot ét eneste blik er en indrømmelse til det irrationelle, galskaben.

Og galskaben er en ensrettet vej, en cul de sac sydende af ubeskrivelige rædsler. Don’t go there! Husk på hvordan det gik Alonzo Hasbrouck Typer, Edward Derby, Walter Gilman og Charles Dexter Ward.

Bliv i dalen, tænd for tv eller læs en bog. Men ikke en hvilken som helst bog. Ikke denne H. P. Lovecraft eller andre forfattere fra den litterære under-genre, som kaldes horror.

Hold dig til den sunde og vedkommende litteratur. Læs Karen Feuersprüches Den muslimske fare, Carsten Markskrigers De skilsmisseramte fra Marstal, eller Gyldendals Store danske mænd.

Men uhyrerne kommer fra skyggerne hinsides dæmningen. Og de ønsker at komme dig ved …


 

Fra skyggerne


fra-skyggerne.jpg

Fra skyggerne. Redigeret af Henrik Harksen
HPLMythos.dk

“Fra skyggerne” er et unikt projekt – 9 forskellige forfattere skriver noveller (og et enkelt digt) i et univers opfundet af en amerikansk forfatter, der har været død i 70 år. Og resultatet er glimrende.

Inspirationen er naturligvis Howard Phillips Lovecraft, og “Fra skyggerne” slås op som første bind i en serie med Cthulhu Mythos-fortællinger. Det er et nystartet forlag, så ambitionen er stor – men hvis kvaliteten fra denne udgivelse kan bibeholdes, kan man kun ønske god vind. Her er det lykkedes redaktøren at finde 9 tekster, der går til emnet på vidt forskellige måder.

Lovecrafts Cthulhu Mythos omhandler udenjordiske intelligenser af så skrækindjagende proportioner, at deres ligegyldighed overfor menneskeheden er monumental – det er med andre ord en blanding af horror og science fiction, som det kan være svært at forlene med noget dansk. Det er ikke desto mindre netop det, som flere af forfatterne forsøger her. Man har med andre ord ikke bare bevidstløst overtaget Lovecrafts baggrunde og virkemidler, men forsøgt at omstille dem til et mere velkendt miljø.

Før vi kommer så vidt, får vi dog lige en introduktion af redaktøren, Henrik Harkson, der redegør for Lovecrafts placering i horrorgenren (og især hvordan man kan følge hans indflydelse op til vore dage stjerner inden for genren), afliver et par myter i opfattelsen af hans værker og introducerer de enkelte noveller. Det er noget så sjældent som en brugbar indledning, der hverken bliver ligegyldig eller ender i monolog for de indforståede. Dernæst får vi den første danske oversættelse af Hp Lovecrafts egen “Det Unævnelige” (The Unnamable).

Navnene på antologiens skabende kræfter (ud over HPL) er Sarah Fürst, Thomas Strømsholt, Helene Hindberg, Martin Svendsen, Benjamin Szumskyj, Henrik Harksen, Lars Konzack, Ian Dall og Thomas Winther. Og der er faktisk kun en enkelt novelle, som jeg kan udtrykke andet end tilfredshed med, nemlig Szumskyjs “Rædsel i det Nordvestlige England”, der simpelthen ikke fangede mig – forfatteren er Lovecraft-forsker, og jeg tror, at den er for indforstået; for de hardcore fans vil den sikkert have sin virkning, men mig lod den kold.

De 7 noveller af danske forfattere er uden undtagelse vellykkede og bringer vidt forskellige indgange til emnet. Sarah Fürst giver sin historie ekstra kant i valget af hovedperson, mens Thomas Strømsholt gør fint, underspillet brug af HPLs forkærlighed for gamle bøger. Helene Hindberg viser, at selv vort lille land har mørke kroge, mens Martin Svendsen må siges i bevæge sig i udkanten af Lovecrafts skygge. Harksen er nok den, der kommer tættest på at skrive en “rigtig” Lovecraft-fortælling, med dagbog, kursiver og det hele, mens Thomas Winther synes at opsummere Lovecrafts fortællestil i et kort digt. Men hvis jeg endelig skal udpege en yndling, må det nok være Lars Konzack og Ian Dalls “Tilfældet HP Lovecraft”, der blander meta-tilgang, en meget lettere tone end normalt i en Mythos-historie, furries og meget andet i en sær blanding, der måske ikke burde fungere – men som er pissefed.


 

Næste side »

Horrorsiden

    Horror, skræk og rædsel i alle afskygninger

Horror.dk: