Jeg kan kun sige én ting – FANTASTISK film!
Juan Antonio Bayona har skabt en skræmmende og smuk film om en lille dreng, som forsvinder – og hvor langt hans mor er klar til at gå for at finde ham igen. Det er brandgodt lavet, og flere gange sad hele salen og udstødte kollektive GISP for derefter at bryde i en nervøs latter – “ha ha, vi er da ikke RIGTIG bange”.
Slutningen har et super tvist, og jeg kan kun sige SE DEN…
Som sikkert så mange andre horrornørder er jeg efterhånden stødt på Caitlín R. Kiernans navn adskillige gange. Peter Straub er tosset med hende, Neil Gaiman er tosset med hende, Paula Guran (redaktør af det mere-eller-mindre-hedengange nyhedsbrev DarkEcho & den heldigvis stadigt eksisterende hjemmeside www.darkecho.com) er tosset med hende. Hele den amerikanske horror-undergrund synes at være vild med hende. Og for nogle år siden læste jeg en rigtig, rigtig fed novelle af Kiernan i Cemetery Dance. Novellen handlede om et arbejdssjak, som i slutningen af 1800-tallet skulle bore en tunnel (til vandledning) gennem et bjerg i Alabama (var det vist). Det skulle de naturligvis aldrig ha’ gjort, for på den måde kom de til at vække nogle skrækkelige, Lovecraft’ske monstre. Da besluttede jeg at checke Kiernan ud, og det har jeg nu langt om længe fået gjort. Og det var ikke spild af tid!
Threshold (2001), som vandt en International Horror Guild Award for bedste roman, bygger videre på ovennævnte novelles præmis. Den handler om 23-årige Chance Matthews, en ung, rationalistisk palæontolog, som opspores af en syret albino-teenager med det noget trælse navn Dancy Flammarion. Dancy jager monstre, og forsøger at overbevise Chance om deres eksistens. Hun, Chance, er nemlig i overhængende fare, eftersom hun og hendes kæreste og veninde nogle år forinden i en potrus begav sig på et lille thrill-ride ind i the waterworks tunnel, som gennembryder et bjerg i byen Birmingham, Alabama, og tilsyneladende gennembrød en barriere mellem deres verden og monstrenes.
Threshold er en meget stemningsfuld Southern Gothic, en meget underspillet horrorhistorie med nogle effektive drømmesekvenser. (I mine øjne er drømmesekvenser noget af det mest kedelige, horrorgenren kan opbyde, men Kiernan er ret ferm til at få dem til at virke.) Kiernan er selv palæontolog, og hun kan åbenlyst sit håndværk, både inden for videnskab og forfatteri. (I øvrigt har hun den meget sympatiske egenskab, at hun hader at skrive. Det hører man ikke tit fra forfattere …)
Threshold bør læses, selvom den sine steder er lidt hård at komme igennem. Det er ikke ukvalificeret en pageturner, og meget giver først mening, når man har læst til ende. Og så er jeg ikke helt begejstret for Kiernans skrivestil, som jeg sine steder synes er lidt for meget, lidt for søgt. Men når romanen er så visuelt fremragende, som den er, kan man tilgive meget. Desuden laver Kiernan nogle wicked characters! (ROCs omslag er ualmindeligt grimt — det ligner noget til et shoot-em-up-computerspil — men det bør selvfølgelig ikke afholde nogen fra at købe Threshold.) Threshold er en meget litterær roman med allusioner til Lovecraft, Blackwood, Beowulf og Lewis Carrolls Alice in Wonderland, hvilket nok vil begejstre mange aficionados, og en stor del af horror’en består i vanviddets indtog i hverdagen, i virkeligheden. Som så meget andet i sin genre tematiserer denne roman skismaet mellem det overnaturlige og det rationelle/det virkelige, og som så mange andre fiktive rationalister må hovedpersonen sande, at det positivistiske verdensbillede kommer aldeles til kort, når monstrene slippes løs. Jeg bliver altid let irriteret over den morale, men det rykker altså ikke ved den omstændighed, at det overnaturlige er skide spændende og supergodt dramatisk materiale — uanset hvor langt ude, det i virkeligheden er. Som Lovecraft pointerede, er der noget i den menneskelige natur, som altid vil gyse over the chimney-corner whisper and the lonely wood. Ellers som Straub formulerer det: “My imagination believes in the supernatural.” Dét er så fedt sagt.
Horrorfans bør checke Kiernan ud. Hun har skrevet en hulens masse noveller, så dét er måske stedet at starte.
Jeg faldt over denne “klassiker” fra 1985, og tænkte at den måtte jeg bare se. Med en forside som lover “The one that started it all, folks!” og har som feature “The full head crushing scene”. Det kan da ikke gå galt …
Og nej, filmen holder til fulde hvad den lover. Melvin er en total nørd, som gør rent i byens fitness center. Her er han offer for “de smartes” drillerier og mobning, og en dag går tingene lidt over gevind, og Melvin falder i en tønde med atomaffald. I en ret grufuld scene står hele byen og glor på Melvin, mens han vrider sig i smerter, men ingen hjælper.
Det viser sig dog, at turen i tønden har givet Melvin superkræfter – og et rigtig grimt ydre. Samtidig har han fået en sjette sans for forbrydere, og snart er han i gang med at slå alle de skumle skurke ihjel. Aviserne skriver hyldest artikler om Monster Helten, og Melvin finder skam også en kæreste, den blinde Sara.
Men byens borgmester er ikke tilfreds med Monster Helten. Han har nemlig en fed forretning kørende på siden, som går skidt efter Melvins enmands kamp mod kriminalitet truer med at udrydde byens forbrydere. Så da Melvin slår en tilsyneladende uskyldig gammel kone ihjel, sætter borgmesteren nationalgarden ind. Nu skal Monster Helten ned med nakken. Men vil byens indbyggere tillade det?
“The Toxic Avenger” har et dårligt manuskript, nogle kiksede special effects, og så er hele filmen total firser med persontegningerne og musikken - og det er herligt :-) Man skal selvfølgelig ikke forvente at se en skræmmende film, men tager man “The Toxic Avenger” for den kitch film, den er, så har man en sjov oplevelse til gode med masser af fede splattereffekter.
Læs mere på The Toxic Avengers hjemmeside.
Jeg læste “Ghost Story” som knægt og kunne overhovedet ikke lide med den. Og selv om jeg læste flere af Straub bøger senere med stort udbytte, blev den ved med at skurre i baghovedet. Grunden kunne naturligvis være, at den danske oversættelse/bearbejdning var dårlig, men for at være ærlig tror jeg ikke, at jeg i min unge alder kunne følge historien.
Nu fik jeg endelig taget mig sammen til at snuppe den nye danske udgave (jeg er vild med TV2 Forlags forsider til Straub-bøgerne), og den er næsten uendeligt meget bedre, end jeg husker.
Peter Straub: Spøgelseshistorier
“Spøgelseshistorier” udkom første gang på dansk i 1979 under titlen “Det forfærdeligste” og senere under titlen “Ghost story”. Det var en bearbejdet udgave af originalen, som TV2 forlag nu har givet en ekstra omgang og genudgivet – beklageligvis har de ikke lavet en komplet oversættelse, men det ændrer nu i mine øjne ikke ved, at Straubs roman med rette står som en klassiker og overhovedet ikke viser sin alder den dag i dag.
Historien starter med manden Donald Wanderley, der bevæger sig gennem Amerika. Han har en lille pige med sig, og de er tydeligvis på flugt. Wanderley har en kniv og overvejer gentagne gange at dræbe den lille pige; som til gengæld lader til at være ret upåvirket af situationen.
Derfra springer vi tilbage i tiden, til den lille by Milburn, hvor fire ældre herrer har dannet Dosmer Klubben. Efter at en af deres venner døde ved et selskab, med rædslen malet i ansigter, er det blevet en tradition, at de mødes her og fortæller spøgelseshistorier. Men de har alle en fælles fortid, og snart går det op for dem, at den hænger sammen med de historier, de fortæller. En kvinde med mange skikkelser og en mand og hans lillebror optræder igen og igen, altid med ødelæggelse i deres farvand. Og fortiden er ved at vende tilbage. Som en sidste udvej kontakter de den afdødes nevø, gyserforfatteren Donald Wanderley, uvidende om, at de derved sætter en monstrøs kædereaktion i gang.
Som sagt er “Spøgelseshistorier” forkortet – men det var ærligt talt ikke noget, jeg lagde mærke til. Måske kommer det sig af, Straub er lidt af en litterær tryllekunstner – han forvirrer øjet og bortleder opmærksomheden, så man ikke rigtig er sikker på, hvad der egentlig foregår. Historien bevæger sig frem og tilbage i tiden, skifter mellem flere personer. Folk skifter udseende og optræder under andre navne i flere historier, så detaljerne til tider kan blive lidt udflydende – men det samlede billede; det er ganske uovertruffet. Straub fremmaner en helt speciel stemning, ganske blottet for irriterende chok-effekter og usammenhængende action. I steder lader han historien følge sine personer – de er ældre herrer, og ligesom dem skrider fortællingen adstadigt frem. Adstadigt, men også med en stigende vægt, så man som læser bliver mere og mere suget ind. På den måde formår Straub at tvinge én til åndeløst at bladre sig igennem de sidste par kapitler, uden at han forfalder til billige tricks.
Det er mit håb, at de tre Straub-udgivelser, vi har set på dansk på det sidste, har fundet et stort publikum – i en sådan grad, at vi får flere at se. Det er en del år siden, jeg sidst har læst hans bøger – men gensynet har været en glæde.
Ideen er god: Lav en antologi af kortfilm over Stephen Kings noveller. Og umiddelbart virker resultatet da også ganske tilfredsstillende: der er en del velkendte ansigter (bl.a. William H. Macy, som jeg har en forkærlighed for), som spiller godt, det hele er flot filmet, der er valgt nogle gode noveller (ikke kun fra novellesamlingen, som titlen er taget fra). Men der mangler ganske enkelt noget – på intet tidspunkt opnås den gnist, som gør, at historierne bliver siddende i seeren, efter DVDen er slukket.
Problemet lader i mine øjne til først og fremmest at være formatet. Samtlige episoder varer omkring 45-50 minutter (sikkert en time med reklamer), og det er i de fleste tilfælde simpelthen for længe. Flere episoder får pint spændingen ud af sig, simpelthen fordi de skal strækkes til at være så længe, som formatet kræver – som f.eks. Battleground (lejemorder bliver overfaldet af legetøjssoldater): underholdende ide, William Hurt spiller godt, der er masser af sjov soldater-action, godt realiserede soldater, men den bliver bare ved og ved, indtil smilet stivner.
Eller Autopsy Room Four om en golfspiller, der bliver bidt af en slange og ligger lammet, mens man gør klar til at obducerede ham. Med hysterisk voice-over fra golfspilleren. King kunne uden tvivl få det til at fungere på skrift, men nogen skulle være blevet sparket for at få ideen til at overføre den til skærmen, for det egner den sig simpelthen ikke til.
Crouch End kunne være blevet en rigtig fed Cthulhu-film. Den fik mig faktisk til at genlæse novellen, som kan anbefales – men i adaptationen har man af uvisse grunde valgt at droppe Kings struktur med flashbacks og rammefortælling og i stedet fortælle den kronologisk, hvilket simpelthen gør den lidt spag. Og så gør de den klassiske Lovecraft-fejl og viser monsteret.
Nightmares and Dreamscapes har sine øjeblikke (især sidste episode, You Know they Got a Hell of a Band), ingen tvivl om det. Men som hele er den simpelthen for kedelig – man har ikke turdet sætte sine egne fingeraftryk på historierne (der er hele afsnit, der er løftet ord for ord fra novellerne), og skærmen er altså et andet medie end papiret. Er man sig ikke det faktum bevidst, bliver resultatet uden krydderi.
Serien har en officiel hjemmeside her, hvor man spille en meget retro udgave af Battleground.
Næste side »
