Stemningsmættet actiongyser om en falleret rockstjerne, der får præcis, hvad han har betalt for…
Efter et slidsomt liv som feteret amerikansk rockstjerne har Jude trukket sig tilbage til en doven og dvask tilværelse sammen med groupien Georgia. Da Jude får et tip om, at et spøgelse er sat på en Internetauktion byder han uden betænkeligheder på det. I forvejen tæller hans bizarre samling nemlig både en snuff-film, en kannibals kogebog, et menneskekranie og andre lignende grotesker.Spøgelset er overraskende billigt, og da Jude modtager det, i form af et gammelt ildelugtende jakkesæt, beslutter han sig imidlertid for at glemme alt om det igen. Men skeletterne er, egentligt ret bogstaveligt, allerede begyndt at vælte ud af skabet.
Strengt taget havde Jude i forvejen et par spøgelser at slås med. Men de var af mere metaforisk karakter, hvorimod det, han har købt og betalt, materialiserer sig og ikke alene langer grumt ud efter Jude men også dem, der kender ham. Det er ikke noget almindeligt gespenst, han er kommet i besiddelse af, men en målrettet, død person, hvis ærinde er at udslette Jude godt og grundigt. Snart må rockstjernen og groupien flygte ud af staten for at opsøge vedkommende, der solgte Jude spøgelset – med en hvæsende, ondskabsfuld entitet nakken
Dødens jagt er skrevet af den debuterende unge forfatter Joe Hill, som har en meget berømt far, nemlig Stephen King. Det er nu ikke derfor, man skal læse Dødens jagt. For selv om der unægtelig er et slægtskab i både skrivestil og helt klart i emne og tematik, synes jeg, at Joe Hill fortjener at stå for sig selv. Som gammel King-fan er det dog pudsigt at bemærke, at Hill befolker sin historie med hunde, musik og en klassisk omgang dårlig barndom, hvilket er størrelser, som King roder rundt med i mange af sine romaner.
Romanen er velskrevet og fuld af god og gedigen BØH, som man fandt i Kings velmagtsgyserdage med romaner som Det onde og Ondskabens Hotel.
Dødens jagt tilbyder kort sagt sin læser et reelt og virkningsfuldt gys. Lur mig, om ikke der kommer en film.
Oversat af Hans Palle Mortensen. Politiken, 2007. 347 sider.
(Publiceret på litteratursiden.dk, oktober 2007)
Denne fortjener omtale – Borgen genudgiver Erwin Neutzsky-Wulffs Adam Hart-bøger i en samlet udgave inklusive en helt ny roman, Adam Hart vender tilbage.
Jeg har kun læst den første af bøgerne, og det er snart mange år siden, så jeg håber at få fingre i den her udgivelse, som (efter fast ENW-tradition med en lidt hamper pris) angiveligt kun udkommer i 500 eksemplarer.
Nyheden først spottet på Samlersind.dk.
Richard Matheson har – efter min mening – skrevet en af de bedste bøger i verdenshistorien “I am legend”. Som med så mange andre gode bøger, kommer der nu også en filmatisering af denne, og jeg er ret spændt på, om det er lykkes at lave en god film, eller om det bare bliver en af de sædvanlige Hollywood-produktioner.
Forfilmen til “I am Legend” kan ses her.
Filmen får premiere i de danske biografer d. 25. december.
Peter Straub har fået en del omtale her på siden – men med god ret. Jeg er lige blevet færdig med Natteværelset, og det var en af de bøger, som det er svært at gå fra, når først man er kommet ind i den. Faktisk er mit problem lige nu, om jeg skal gå i gang med en af de gamle udgaver af Ghost Story eller vente på nyoversættelsen – jeg kan huske, at jeg ikke var vild med den som dreng, men har på fornemmelsen, at den har godt af, at jeg er blevet ældre :-)
Peter Straub: Natteværelset
Natteværelset er en selvstændig fortsættelse til Peter Straubs eminente spøgelseshistorie “Skyggernes hus“. Det er igen forfatteren Tim Underhill, der spiller hovedrollen – men selv om der er tale om en selvstændig historie, vil jeg dog anbefale, at man læser “Skyggernes hus” først, idet der henvises, men også uddybes på handlingen i den (nåja, og så er det en god bog, der fortjener at blive læst).
Tim er vendt tilbage til New York, efter hans nevø blev slået ihjel af en seriemorder. Han har forsøgt at uddrive de dæmoner, som det vækkede i ham, i bogen “Skyggernes hus”, men dæmonerne har desværre ikke tænkt sig at slippe ham – i bogstavelig forstand. Pludselig ser han sin afdøde søster på gaden, en yderst mærkelig fan opsøger ham og synes at blive ældre, som minutterne går, mens han vrøvler om perfekte bøger… og en vred engel flyver hen over hovedet på Tim på gaden, mens døde mennesker sender ham usammenhængende e-mails.
Samtidig er Willy Patrick, der skriver ungdomsbøger, begyndt at få problemer. Hun troede, at hun var kommet sig over sin mand og barns død, men begynder at høre sin døde datter kalde fra et tomt varehus og opdager forfærdelige ting om sin forlovede, forretningsmanden Mitchell Faber. Det bringer hende på flugt og i kontakt med Underhill – hvor det viser sig, at Willys problemer hænger uløseligt sammen med handlingen i den bog, Tim er ved at skrive.
Og noget rækker ud efter det fra det hinsides med et frygteligt raseri.
Hvis man kunne lide “Skyggernes hus”, er der ingen tvivl om, at man skal læse “Natteværelset” også – den er lige så medrivende og fascinerende og har samme knugende stemning, selv om der på handlingsplanet sker meget mere her. Vrede engle og stemmer fra efterlivet, det kunne sagtens ende som ligegyldigt pladder, men Straub styrer det med utrolig hånd, så disse korte indskud fra det unaturlige efterlader læseren i frit valg – for straks derefter at blive trukket til jorden igen. Det er som en meget intens rutsjebanetur.
Straub skriver med et køligt overblik renset for chokeffekter – så “Natteværelset” får måske ikke én til at gemme sig under dynen, men den kommer alligevel under huden (ligesom forsiden springer en ikke i øjnene, men bliver ved med at hidkalde sig opmærksomhed). Opbygningen er på overfladen mere kompliceret end forløberen, men Straub væver fiktion og virkelighed (i fiktionens verden) sammen på så mange planer, at det svimler. Det er en bog, som det er svært at lægge fra sig, selv når sidste side er læst.
Det eneste minus er faktisk nogle få fejl i oversættelsen – nogle idiomatiske udtryk, som det ikke lykkes at overbringe til dansk, men stemningen står intakt, så det kan overses. Der er allerede planlagt endnu en Straub-udgivelse på dansk (en nyoversættelse af “Ghost Story”) – forhåbentlig får vi flere. Jeg er hooked.
Sidst jeg var på mit lokale bibliotek, faldt jeg over en af Edgar Allan Poe’s klassiske fortællinger – på lydbog. Lydbogen er en forholdsvis ny udgivelse fra lydbogsforlaget www.bookplay.dk. Jeg kender ikke meget til firmaet, men må sige at denne produktion er så ganske fremragende. Man har fået Lars Mikkelsen til at indtale fortællingen, og det må man sige har gør helt og aldeles enestående. Den gode hr. Mikkelsen er (selvfølgelig) understøttet af lydeffekter og musik på lydbogen, men det er i højeste grad oplæserens præstation der bærer lydbogen.
Meget kort handler historien om jeg-fortælleren og hans store, sorte kat “Pluto” (Disney – go home; det er katte og ikke hunde der hedder Pluto). Fortælleren er meget glad for dyr, men bliver så langsomt mere og mere formørket i sit sind. Han tager drastiske midler i brug overfor katten og…. ja, og…. Resten er op til den der har lyst til at læse/høre den selv. Det er en kort fortælling, som sagtens kan læses på små tyve minutter – god som en godnathistorie.
Til slut vil jeg lige nævne at Dennis Jürgensen lader til at være meget inspireret af Edgar Allan Poe (og især denne fortælling), i hans bog “Jord i hovedet”. Parallellerne er mange mellem denne lydbog og Jürgensens bog – hovedpersonen i Jürgensens bog hedder ”Edgar Allan Poulsen” og katten hedder ”Pluto”. Der er sikkert flere. Jürgensen er i øvrigt aktuel med gyser-krimien “Dæmonen i hælene”.
Lydbogen ”Den sorte kat”, er helt klart et ”lytter” værd. Skulle man have læst historien på forhånd, kan man roligt spendere en halv time på at hører den igen – ikke mindst for at hører Lars Mikkelsen folde sig ud.
Næste side »
