Jeg har tidligere nævnt Palle Vibes bog “Oriuagors profeti” her på siden – især de ganske opfindsomme Youtube-videoer, som er blevet lavet til den. Bogen er udkommet og er, synes jeg, et interessant dansk take på at skrive en Lovecraft-historie.
Man kan læse et par kapitler på forlagets hjemmeside. Og nu til en anmeldelse:
I 1978 udsendte Vinten forlag Palle Vibes “Oiufaels bog”. Nu, næsten tredive år senere, har forfatteren revideret bogen, og forlaget Fahrenheit udsender den nu under titlen “Oriuagors profeti”. Det er desværre aldrig lykkedes mig at få fat i originalen, så jeg kan ikke udtale mig om forskellene mellem de to.
Hovedpersonen her er nok at regne for den bog, der også har givet titlen: et gammelt, tungt værk, bundet ind i blåt, uden forfatter og blot med teksten “Oriuagor – The One who Waits” som eneste identifikation. Det er en sjælden bog – i og med at man gennem tiden har destrueret så mange eksemplarer som overhovedet muligt. Rygtet er nemlig, at den kan drive læseren til vanvid.
Historien foregår hovedsageligt i vores tid, da en gammel patient på et psykiatrisk forskningshospital fortæller, hvordan han som barn kom i kontakt med Oriuagors profeti, og hvad deraf fulgte. Hospitalet har netop åbnet en afdeling for psykisk forskning, og da parapsykologen Adam Hewlett får nys om historien, starter han jagten på bogen og et skæbnesvangert forsøg på at afsløre dens hemmeligheder.
“Oiufaels bog” trak angiveligt inspiration fra Erwin Neutzsky-Wulff – i al fald er navnet på bogens dæmoniske entitet hentet fra hans værker. “Oriuagors profeti” skylder i al fald en del til HP Lovecrafts mytologi – en bog, der driver folk til vanvid, er velkendt fra Necronomicon, og HPLs navn bliver da også nævnt en enkelt gang. Og fremgangsmåden er langt hen ad vejen den samme – personerne er lærde mennesker, som møder en viden, de ikke kan udstå, og mørke kræfter, som de ikke kan modstå. Deres tilgang er det meste af tiden ganske saglig, hvilket naturligvis skal bidrage til at gøre bogen og dens kræfter mere realistiske for læseren.
Først og fremmest kommer jeg dog til at tænke på bøger som Koji Suzukis “Ring”, hvor der lægges ud med overnaturlige hændelser, som så forsøges forklaret gennem bogen – uden at de dog på den måde mister deres evne til at påvirke folk. Med andre ord: Oriuagors profeti kan måske forklares, men det gør den ikke mindre skræmmende eller mindre ond. Det er faktisk nogle interessante valg, Vibe træffer, men de er desværre ikke alle lige vellykkede. Historien foregår i nutiden – det er der elementer i fortællingen, som kræver, men det gør det altså også sværere at overbevise læseren; f.eks. HPLs historier foregår i en anden tid, hvilket gør det lettere at godtage folks reaktioner og handlinger – og her virker det altså akavet på mig i 2007 at lade folk være parapsykologer og generelt i ramme alvor diskutere ESP, EVP, telekinese og så videre. Her gøres der simpelthen ikke nok for at overbevise mig om den verden, historien foregår i – men er man i forvejen interesseret i det paranormale område, vil det uden tvivl virke som en god basis for bogen.
Andre valg fungerer ganske udmærket – f.eks indledes bogen med den førnævnte patients beretning om mødet med Oriuagors profeti: 60 sider skrevet på ældre dansk, som skaber en god stemning og tegner forbandelsens mønster (som så først afsløres i sin fulde sammenhæng senere hen).
Alt i alt er “Oriuagor profeti” nok ganske unik på det danske marked. Er man til Lovecraft og lignende, er den ikke til at komme udenom, især for forsøget på at beskrive emnet i en moderne verden.
Jeg tager tit en tur til Stereo Studie for at snuse i deres horror-afdeling, og ind i mellem falder jeg over film med fede forsider, som jeg aldrig har hørt om. ”Reeker” er en af dem, og selvom den hører til i B-film skalaen, så blev jeg vældig godt underholdt.
Fem collegestuderende er på vej til et rave-party i ørkenen. Undervejs holder de ind ved et motel, og her vil Gretchen, som ejer bilen, efterlade Trip, da han har tasken fuld af stoffer. Men kort efter at de har forladt motellet, begynder bilens benzinmåler at blinke, og de kan kun lige nå tilbage til motellet. Trip venter på dem – men han er det eneste levende væsen, hvor der før myldrede med mennesker. Oveni viser det sig, at de ikke kan få noget benzin før næste dag. De fem unge beslutter sig derfor for at tilbringe natten på motellet, men ikke så snart er mørket faldet på, før dødsfaldene begynder. Og alle starter de med en skrækkelig stank …
“Reeker” er som sagt en B-film, men en rigtig fed en af slagsen. Handlingen er fyldt med hop-ud-af-sædet-af-forskrækkelse elementer, og så har den en rigtig fed afslutning, der giver én lyst til at se den forfra for lige at få det hele med. Hvad plottet angår var jeg noget forvirret undervejs, men slutningen samler det hele op og gør alt klart. Og det er altså fedt, når det kan lykkes i en film. Så fra at være en almindelig slasherfilm, bliver “Reeker” pludselig lidt mere. På minus-siden er, at der er for få ekstramaterialer på dvd’en. Det virker som om, skuespillerne er lidt bange for at tage filmen for seriøst i deres interviews, så det bliver lidt tyndt. Men pyt med det, når filmen er i top.
Så har Donovan Comics sendt “Mørkets datter” på gaden – fortsættelsen til Mørkets herskere, som faktisk har været ude på dansk i to forskellige udgaver. Der er dog første gang, at vi ser fortsættelsen.
Jeg har tidligere skrevet om forlagets planer her.
Indrømmet, “Mørkets herskere” var ikke lige min smag – men det forhindrer mig ikke i at have al mulig respekt for initiativet. Donovan Comics er et lille forlag, som forsøger at finde en niche i de store forlags kølvand – ved at udgive forladte projekter, som der er læsere til, men ikke nok indtægt i. Det er beundringsværdigt, og jeg håber, at det kan løbe rundt – især nu da forlaget også forsøger sig med skønlitteraturen.
Jeg har tidligere nævnt Michael Kamps sorte, lille roman “Fordærv”. Nu har jeg også fået fingre i den, og den viste sig at være meget anderledes end forventet, men meget positivt overraskende.
Det fænomen, at folk selv udgiver deres bøger, enten helt fra bunden eller med hjælp fra et forlag, har vi vist først set i større omfang på det sidste i Danmark. Og indtil videre har resultaterne altså være meget blandede – men her har vi endelig en udgivelse, som helt klart viser styrken ved den form for udgivelse. “Fordærv” er Michael Kamps anden bog (jeg har endnu ikke læst hans første, fantasyromanen “Tørre tæsk og springskaller”, men det er nu blot et spørgsmål om tid) og undgår alle faldgruberne: forsiden er professionel og udstyret i orden (bogen fremstår ikke som noget billigt bras), og historien er lige præcis så skæv, at den nok ville have det svært ved et stort forlag, men så velskreven, at den fortjener at komme ud til læserne. Her må man forvente, at forfatteren har stået for det hele selv, og det har han klaret godt.
“Fordærv” er en sort humoristisk zombie-historie – placeret et sted mellem Patrick Leis’ “over the top” splatterorgie “Requiem” og Mette Thomsens mere afdæmpede “De levende døde”. Fortælleren Gregers er – ligesom Kamp, i øvrigt – skolelærer, og han ved, at problemerne altid starter på mandage. Så det er måske ikke helt så stor en overraskelse, da en af hans elever møder op efter weekenden og er død. Hendes navn er Henriette, og hun går selv til skole, sætter sig på sin plads og stirrer tomt frem for sig, ligesom hun plejer – men hun trækker ikke længere vejret.
En enkelt død elev er i sig selv ikke noget problem, for hun laver jo ikke de store problemer i klassen. Men det varer ikke længere, før hun ikke er den eneste. Og de døde elever udviser en usund interesse i deres klassekammerater – som de zombier, de er, ønsker de naturligvis at spise dem. Ikke alene må Gregers kæmpe med en klasse, der bliver mere og mere urolig – de døde prøver at sætte tænderne i de levende, og de levende bliver ved med at flytte deres borde – men rektoren blander sig i hans pædagogiske virkemidler, og forældrene gør ikke andet end at brokke sig. Mens flere og flere af børnene begynder at lugte.
Lige siden George Romero lavede sin zombie-trilogi, har det være let at se, hvor velegnede de levende døde er til at kommentere på samfundet. Det er det samme ærinde, Kamp er ude i her, men ligesom Romero gør han det subtilt, så historien ikke lider under det, og man ikke føler sig talt ned til. Men først og fremmest gør han det med humor, sort humor. Sætninger som “Gregers, Poul er død! Jeg bryder mig ikke om at sidde ved siden af ham, så.” fyger gennem luften. Kamp – og Gregers – holder masken hele historien igennem, hvilket det dog er sværere at gøre som læser.
“Fordærv” er på små hundrede sider, og den er hurtigt læst – men man er godt underholdt hele vejen igennem, og jeg har på fornemmelsen, at det er en af de bøger, jeg godt kunne finde på at finde frem igen senere.
Kamp har udover “Fordærv” skrevet to bind i fantasy-serien “Bobs saga” – hvis han kan holde samme niveau som her, burde et etableret forlag gribe fat i ham. Her er det uden problemer lykkedes ham at ramme en balancegang, så historien kan læses bredt, fra 12 til 120 år.
Læs mere på forfatterens hjemmeside: www.michaelkamp.dk
Patrick Leis kommer vidt omkring, men mange af hans romaner falder heldigvis inden for de fantastiske genrer – heldigvis, for han kombinerer en ganske kompetent fortælleevne med en smittende fortællelyst. Alt for alvorligt tager han heller ikke sig selv.
“Når mørket kommer” er en lidt pudsig udgivelse – en god blanding af grafisk roman, elvereventyr, levende døde, actionhorror og andet. Leis har selv illustreret historien med mere end 120 illustrationer i gråtoner. Og han har truffet et godt valg ved at fokusere på stregtegninger med et minimum af photoshop-indblanding (jeg foretrækker langt Leis’ “rigtige” tegninger frem for de mere paintbrushede illustrationer).
Historien er flyttet til Norge denne gang (om end der dog er masser af henvisninger til Leis andre bøger, der foregår på Fyn, såsom “Imitator”). Teenageren Mia er af sine forældre blevet slæbt hele vejen til Norge sammen med sin lillebror, for at de sammen skal overvære en måneformørkelse. Mia er ikke tilfreds (om end alternativet er en klassefest hjemme i Stillinge, hvilket man som sagt kan læse mere om i “Imitator”) – det bliver dog ikke nogen hyggelig lille ferie, der kommer ud af det. For når månelyset dør hen over de norske skove, er der noget andet, som kommer frem. Der er masser af danske folkeeventyr, som fortæller om alfer og elvere – og selv om vi i dag har en tendens til at fremstille dem som nuttede og æteriske, så er sandheden her (og i mange af de eventyr) en ganske anden. Så når musikken strømmer ud mellem træerne i natten, er det ikke med gode intentioner.
Familien er dog ikke alene. En mystisk, bevæbnet vagabond bevæger sig rundt i området og kan vise sig at være både forbundsfælle og fjende i kampen mod det, der lurer i mørket.
“Når mørket kommer” har fart på, næsten fra første side. Samtidig har Leis denne gang holdt niveauet ganske let, så det er en hurtigt slugt bog (også fordi den fænger ganske godt). Forfatteren kender sin genre, og bogen er ganske filmisk, især hen imod slutningen. Faktisk kunne man sagtens snuppe den i stedet for en film, skulle man have svært ved at vælge sit gys en aften.
Næste side »
