Jeg ved ikke helt, hvordan jeg faldt over denne nye, danske film, og jeg er heller ikke helt sikker på, hvad jeg skal mene om den.På den ene side ser den ud til at være okay filmet og så videre, men på den anden side ser historien ud til at være en ganske standard dansk overgearet gang gysersplat… og det er ærligt talt ikke noget, danskerne er gode til.
Traileren kan ses på det tilhørende website: www.kollegiet.net.
Synopsis:
Katrine flytter på kollegium og bliver som alle andre nye indviet i myten om, at der på værelse 205 er en tidligere beboer, der spøger. Myten bliver dog til blodig virkelighed, da et spejl smadres og slipper genfærdet løs… Katrine er den eneste som forstår alvoren, hvis ikke genfærdets hævngerrighed stoppes. Desperat søger hun hjælp hos den tidligere beboer Rolf og sammen må de kæmpe for at stoppe myrderierne blandt kollegiets beboere før det er for sent.
Lidt sjovere er det, Nordisk Film har forsøgt sig med en omgang viral marketing på Youtube, hvor filmen præsenteres gennem klip fra “Porno kollegiet”: Heldigvis er Kollegiet ikke en pornofilm. Det er en fucking scary gyser.
[youtube]http://youtube.com/watch?v=O6djfdWXsIU[/youtube]
[youtube]http://youtube.com/watch?v=qxSW12j_tBI[/youtube]
Man ved godt, hvilket territorie man er inde på, når man lejer en film om ravne, der går amok. Men jeg havde cirklet om den her, siden jeg så den nævnt på Skræk og rædsel, så endelig var humøret til en ordentlig omgang b-film.
Og Kaw er faktisk okay underholdning, når først man har forventningerne i orden – med andre ord: har sat dem tilpas lavt.
Som det jo altid går, må sheriffen Wayne indse, at ens sidste dag på jobbet altid er den farligste. Hans kone kan ikke finde job i den lille by (der er vist omkring 600 indbyggere, men filmen giver nu mere indtrykket af, at der er cirka 15), så de skal flytte fra hans barndomshjem. Og lektie nummer to er, at når byens lokale fulderik begydner at vrøvle om sære hændelser, skal man lytte efter.
Snart begynder ravnene at slå ned og udvise en uhyggelig intelligens. Byens pigefodboldhold fanges i deres nedbrudte bus, mens sheriffens kone kommer på sporet af skjulte motiver og lumske hemmeligheder hos de lokale mennonitter. Snart kæmper byens beboere sig frem mod et fælles tilholdssted, men ravnene bliver bare ved med at angribe.
Nu siger jeg byens beboere, men der er altså kun tale om en lille flok, og alle uvedkommende forsvinder lynhurtigt fra filmen (om de så bliver dræbt af ravnene eller blot barberet af budgettet, skal jeg ikke sige). Den slags er der masser af (fodboldholdet er tre piger og en træner, folk skyder gerne direkte op i luften, selv om de computeranimerede fugle pisker om ørerne på dem, osv), men alt i alt er det nu en okay underholdende popcornsfilm til sent om aftenen. Den tager ikke sig selv for alvorlig, men gør på den anden side heller ikke grin med sig selv – og så er forklaringen på de djævelske angribere lige præcis så langt ude, at alle danske landmænd må se sig skrækslagent over skulderen og være sig deres ansvar bevidst.
Alt i alt en uforpligtende omgang underholdning.
Trailer:
[youtube]http://youtube.com/watch?v=1BOC4GzY3Eg[/youtube]
Jeg troede, at logikken var med mig på den her: Stephen King har skrevet rigtig gode bøger, der er blevet til dybt elendige film. “Desperation” var en rigtig dårlig bog (en af dem, der fik mig til at droppe forfatterskabet), så måske kunne der komme en god film ud af den. Og Ron Perlman er med, så jeg havde da lov at håbe.
Men nej.
Jeg havde ikke lagt mærke til, at der var tale om en tv-film, hvilket bl.a. betyder, at den ligner… en tv-film. Dertil kommer, at den lynhurtigt går fra at være en horrorfilm (en sært blødende betjent stopper folk og kører dem gennem en by fuld af døde mennesker for at smide dem i fængsel) til at være en religiøs brækfest (den helligt smilende dreng i nabocellen giver sig til at bede til Gud og fortælle de andre personer, at de skal åbne deres hjerter og gøre, som Gud ønsker af dem). Herefter drager de alle ud i ørkenen for at besejre den grumme dæmon, som er blevet gravet op.
Vi kunne lige så godt have inviteret Jehovas Vidner ind i vores hjem, så de kunne skrige os ind i ansigtet i to stive timer. Det ville også have været gratis.
Jeg husker ikke, om det tyktflydende lag kristen prædiken er med i bogen, og jeg har ikke tænkt mig at tjekke efter. Men her bidrager det i al fald til at tage enhver spænding ud af historien: Gud eksisterer, og han taler til os, så er der nogen, som tvivler på, at det nok skal gå altsammen? Det tror jeg ikke, og man er for så vidt også ganske ligeglad.
Ron Perlman forsøger bragt at forlene sin rolle som skummel betjent med en vis sort humor, men i sidste ende er det simpelthen ikke nok. En trailer har jeg ikke kunnet finde, men herunder kan man få fortalt lidt af baggrundshistorien, om man skulle ønske. En lille film i filmen:
[youtube]http://youtube.com/watch?v=CNSNM_xB4iI[/youtube]
Sarah Michelle Gellar er nok mest kendt som Buffy – røvsparksuddelende vampyrdræber. Horror-karrieren fortsatte hun i det amerikanske remake af The Grudge, som egentlig var ganske god – og nu spiller hun så hovedrollen i The Return, som er en helt anden type film. Og desværre også hamrende kedelig.
Gellar spiller Joanna Mills – først ser vi hende som barn, hvor hun flygter fra en væmmelig mand, der tydeligvis ikke er helt virkelig. Dertil lægges der spor ud med tung stampen i jorden – i tilsyneladende uskyldige, henkastede bemærkninger, en indgangsvinkel, der fortsætter gennem filmen. Snart er hun voksen og en succesfuld, men rastløs forretningskvinde, der “tror, at det onde ikke kan indhente hende, hvis hun hele tiden bevæger sig.” Med et overhængende sammenbrud i nakken beslutter hun sig for at vende hjem og finde ud af, hvad der skete, da hun var barn.
Plakaten til filmen lover uhygge og spøgeri, men “The Return” er i virkeligheden en af de åh så moderne film, hvor alle mulige små hints i historiens sidste minutter bindes sammen i en “overraskende” slutning.
Problemet er blot, at sporudlægning er bastant, og der køres i de samme detaljer igen og igen, så man som seer ganske enkelt bliver lidt træt. Slutningen mangler enhver wow-effekt (og den alternative slutning er direkte latterlig). Filmen mangler ganske enkelt sjæl – uhyggen er ikke uhyggelig, mysteriet er ikke mystisk. Det kunne måske have været underholdende, hvis filmen havde været lavet for små penge og havde satset på at overvælde med effekter eller andet (det havde stadig været dårligt, men i det mindste kunne det have været underholdende). “The Return” fejler så sørgeligt, fordi der tydeligvis er brugt gode penge og kræfter på den, men det går simpelthen ikke op i et større hele.
Trailer:
[youtube]http://youtube.com/watch?v=Hid6c1Oj0eM[/youtube]
