Handlingen er henlagt til det fjerne univers. I filmens første scene modtager besætningen ombord på et stjerneskib en foruroligende besked fra Jorden. Der er sket noget katastrofalt. Herefter klippes til indersiden af en dvaleboks, hvor en astronaut vågner op af sine hypersøvn. Han får åbnet dvaleboksen, men kan ikke huske noget. Et skilt på væggen fortæller, at det er en hyppig bivirkning af længere tids hypersøvn, og at hukommelsen vil vende tilbage hen af vejen. Kort efter får han selskab af endnu en astronaut, der vågner. En tredje dvaleboks er tom, så endnu en person er vågnet. De finder snart ud af, at de er skiftehold 8 på et stjerneskib. De skal afløse skiftehold 7, men der er noget helt galt.
Alting er slukket omkring dem. De kan ikke få kontakt med broen, og hele stjerneskibet virker øde og forladt
Herfra kan jeg ikke gengive mere af handlingen uden at ødelægge en del af glæden ved at se filmen, men jeg blev meget positivt overrasket.
Sjældent er jeg blevet så godt underholdt af en sci-fi gyser. Den er ikke på højde med Event Horizon, men den er god.
Selvfølgelig er der nogle ting i plottet, man ikke skal tænke for meget over bagefter, men det er en af de ret få film, hvor jeg havde lyst til at se den igen med det samme.

At jeg ikke forventede noget specielt var nok medvirkende til den gode oplevelse, for jeg har hørt andre give den dårlige anmeldelser. Herfra skal i hvert fald lyde en anbefaling. Specielt slutningen nåede at overraske mig, selvom jeg troede, at jeg havde regnet det hele ud. Thumbs up!

Kamp

The Man in the Picture (2007) er skrevet af Susan Hill, forfatteren til den enestående og forbandet skræmmende spøgelseshistorie, The Woman in Black (1983), som både er filmatiseret og på 21. år spilles i Londons West End. Desværre har The Man in the Picture ikke helt samme styrke som The Woman in Black, men er stadig en fremragende og anbefalelsesværdig gyser.

Fortælleren, Oliver, besøger sin tidligere underviser, Theo Parmitter, på Cambridge University, og en aften hvor de sidder foran pejsen føler Parmitter en trang til dele den byrde, det er at kende historien, der knytter sig til det dystre maleri af et venetiansk karneval, der hænger bag dem. 

Parmitters fortælling afslører over et par aftener, at flere personer er forsvundet, for derefter at dukke op som figurer i maleriet. På bedste gotiske vis slutter Parmitters narrativ med en indlejret historie, berettet af maleriets første ejer, som afslører motivet bag billedets forbandelse. Herefter skifter plottet tilbage romanens fortalte tid og intensiveres, idet fortælleren selv bliver involveret i maleriets forbandelse. Slutningen er intet mindre end genial - overraskende, men alligevel uafvendelig. En original måde at udnytte og vende forventningen med en førstepersonsfortæller, der beretter i manuskriptform, som jeg aldrig før er stødt på.

Susan Hill skriver i forlængelse af den britiske tradition inden for litterær gotik, og man kan tydeligt fornemme inspirationen fra de store mestre som Mr. James og Sheridan Le Fanu. Som hos disse forgængere er Hills store styrke, at hun mestrer at fremmane en tyngende, dyster atmosfære, der som den tætteste London-fog siver fra ordene og svøber læseren i ildevarslende forventning. Mest imponerende er dog, at Hill på trods af den meget traditionelle form, motiver og virkemidler formår at fremstå moderne. Her minder hun en del om danske Thomas Strømsholt.

Jeg var inde og se “Toy Story 3″ i formiddags og kunne glæde mig over masser af skummel horrorstemning i børnehaven, Sunnyside, hvor Woody, Buzz og det andet legetøj bliver holdt fanget. Især én scene gjorde indtryk på mig, hvor den på én gang skræmmende og nuttede dukke, Big Baby (billede), drejer hovedet 180 grader og stirrer olmt på hovedpersonerne. Temmelig uhyggeligt … God stil, Pixar!

Martins kæreste bliver indlagt på hospitalet for at føde i romanens begyndelse. Martin tager naturligvis med, men da det trækker ud, sender hospitalet ham hjem med besked om at komme igen næste dag – og at de vil ringe efter ham, hvis der sker noget.

Hjemme beslutter Martin at dulme nerverne med et glas vin, men som han sidder der, dukker minderne fra barndommen op. Om en historie hans onkel har fortalt, og om nogle oplevelser Martin havde den sommer, han var 14, hvor han næsten hver weekend var med sine forældre i Gilleleje, hvor bedsteforældrene boede. Bedsteforældrene havde en bokserhund ved navn Jax, som Martin var rigtig glad for, men som der tilsyneladende knyttede sig en mærkelig historie til. Det gjorde der måske også til bedsteforældrenes nabo, en mand der holdt sig for sig selv, og som Martin under ingen omstændigheder måtte gå ind til.

Tankerne spinder Martin ind i et nærmest mareridtsagtig univers, hvor han gennemlever sommerens begivenheder men med det voksne overblik, og mens læseren langsomt finder ud af, hvad der skete, virker det som om, at fortiden griber ind i nutiden…

Jeg var vældig fascineret af “Den tredje hund”, mens jeg læste den, og den spøgte også i mine tanker i flere dage efter. Denne sammenblanding af almindelige barndomsminder og så den mærkelige fortælling om hundene i familien, der tilføjer en dimension af uforklarlig gru til historien. Jeg var i tvivl: hvad oplevede Martin, og hvad var hans fantasi – og hvad er Klenøs egen fortælling? Efterhånden som jeg sank ind i historien, blev gruen større og flere og flere familiehemmeligheder dukkede op, så jeg mod slutningen bare var nødt til at læse næste side med – og næste – og næste.

Selvom jeg synes rigtig godt om Klenøs nye roman, må jeg dog også erkende, at jeg ind i mellem havde lidt svært ved at holde fast i tråden, for Klenø springer i tid og sted i sin fortælling. Afsnittene er godt nok markeret med overskrifter, men springene bryder alligevel forløbet lidt for meget op efter min mening. Jeg forstår godt tanken bag at krydsklippe historiens forskellige tider for at skabe ekstra spænding, men det er desværre ikke lykkes 100%. Dette lille pip skal dog ikke afholde nogen fra at læse “Den tredje hund”, for Klenø serverer her endnu et dansk provinsgys, som sagtens læses af unge men som i lige så høj grad taler til den voksne læser.

”Med ét begyndte grene fra birketræet at slå mod ruden i karnappen. Jeg vendte rundt, ruden knustes og tusinde stykker glas dalede ned overalt. Og dér, midt i det hele, kom Jax. – Jax? Jeg trådte et skridt tilbage og følte med ét, at både ben og fødder låste sig under mig. Trods den store krop landede boxerhunden elegant på gulvet. Lidt som en kat kunne have gjort det. Og hele tiden med de blegrøde øjne rettet mod mig. Mit syn flimrede, mens jeg stirrede på den mahognifarvede – nu jordslåede – pels. Hunden fangede mit blik, og med et var dens gab en snerrende spalte af hvidt savl.”

Besøg Morten Nis Klenøs hjemmeside

Også omtalt på Gyseren.dk

Jawbreaker Productions præsenterer “Opstandelsen”.
En ny Dansk zombiefilm af Casper Haugegaard.

KBH premiere d.14/9 kl.22:30 i Empire Bio.

Opstandelsen Trailer: http://www.bloody-disgusting.com/news/19709/
Opstandelsen Teaser:
http://twitchfilm.net/news/2010/01/the-zombie-apocalypse-arrives-in-denmark.php

“Opstandelsen” slipper de udøde løs i Guds hus.
Filmen følger en kristen menighed, samlet til begravelse i kirken på den yderste dag.

De tre unge søskende Esther, Simon og Johannes tager afsked med deres afdøde bror, uden at vide hvilken skæbne Herren har bestemt for dem. Under begravelses-ceremonien rejser de døde sig på ny fra deres grave, invaderer kirken og massakrerer menigheden. De tre søskende når dog at flygte og for forskanset sig dybt nede i kirkens mørke gange. Og søskendeflokken er nu nød til at kæmpe sig igennem den udøde menighed, for at undslippe Guds hus i live.

I løbet af efteråret rammer den horror-festivaler kloden rundt. Bl.a. Chicago Horrorfilm festival og Cinefantasy i Sao Paulo. Men først går turen til København og Empire bio.

Visningen finder sted d.14 September kl. 22.45 (sluttidspunkt ca. 00:00)
Empire Bio
Guldbergsgade 29 F
København N

Billetter kan bestilles på tlf: 35360036 imellem kl. 12:00-19:00 og skal afhentes senest 30min før forestillingen begynder.
Billetpris: 0kr! (der kan max bestilles 2 billetter pr. person)

Mere info om “Opstandelsen” her:
IMDB: http://www.imdb.com/title/tt1571408/
Facebook: http://www.facebook.com/pages/Opstandelsen/173598843634?ref=ts
www.jawbreaker.dk

Dracula er som sagt død, men hans forbandelse lever videre. Det opdager den unge parisiske skolelærerinde, Marianne, som skal undervise i fransk på en skole i Transylvanien. På vej dertil opholdes hun på en kro, og her møder hun den kolde, men tilsyneladende gæstfrie baronesse Meinster, som inviterer Marianne hjem til sit slot. Her opdager hun en ung mand, der holdes fanget i slottet. Det viser sig at være baronessens søn, som – påstår hun – holdes fanget fordi han er sindssyg. Men nu er den unge baron Meister en smuk ung mand, så Marianne befrier ham, for blot at blive ladt tilbage, da han umiddelbart efter stikker af fra slottet.

I mellemtiden er Van Helsing ankommet til området, som tidligere har været plaget af vampyrisme – og efter baronens flugt dukker flere nye tilfælde op. Mens Van Helsing forsøger at befri verden for denne plage, forlover Marianne sig med baronen, og det bringer hende naturligvis i livsfare.

Handlingen lyder umiddelbart meget klichéagtigt, men “The Brides of Dracula” er nu ganske underholdende alligevel. Godt nok er den yndige Marianne dum som en dør, men til gengæld er Peter Cushing fantastisk i rollen som Van Helsing, hvor han med iskoldt overblik står imod baron Meinster og snarrådigt overlever et vampyrbid. Jeg kan allerbedst lide ham i rollen som Victor Frankenstein i bl.a. “The Revenge of Frankenstein“, hvor han spiller med vid, ironi og tindrende galskab, men også som helt fylder han rollen helt ud. Han er troværdig og sympatisk, og man tror på hans overlegne moralske styrke, uden at han virker arrogant.

David Peel, som spiller baron Meinster, gør også et godt job. Før det afsløres hvad han er, virker han yderst charmerende, men når først hugtænderne dukker frem, ses ondskaben tydeligt i ham. Ligeledes er Martita Hunt som spiller baronessen og Freda Jackson som husholdersken velvalgte til rollerne, som især Freda tilføjer et troværdigt strejf af galskab. Kun Yvonne Monlaur som Marianne har jeg det temmeligt svært med, men hun er da smuk.

Special effects er dog ikke ligefrem i topklassen, og underlægningsmusikken er for en stor del af tiden et højest irriterende orgel, som giver mere end et hint om, at noget ondt er på vej herned. Ikke desto mindre er slutningen en absolut klassiker i mine øjne. Van Helsings kamp med baron Meinster og afslutningen udenfor møllen er fyldt med adrenalinpumpende spænding og et flot visuelt udtryk trods filmens mange år på bagen.

“The Brides of Dracula” er med andre ord en rigtig vellykket sequel, som ovenikøbet lykkes historiemæssigt, selvom den ikoniske skurk fra første film, nemlig Dracula, er død.

Også omtalt på Gyseren.dk

Siden lanceringen i 2007 er Horrorsiden blevet vist 132.257 gange. (Jeg ved ikke, om folk, der som jeg læser Horrorsiden i en rss-reader, tæller med.) Den travleste dag var 12. august 2008, hvor ”undersiden” horror.dk gik i luften – da havde vi 561 besøgende. På en normal dag er gennemsnittet ca. 130 besøgende.

I løbet af de tre år har følgende indlæg eller sider haft flest besøgende:

Forsiden ligger altså helt i top, men hvis man besøger jævnligt, er det tilstrækkeligt at klikke ind på www.horrorsiden.dk og læse de seneste indlæg. Horror.dk (hjemmesiden som hører til novellesamlingen Horror.dk) har også trukket mange besøgende, samt indlægget om AnythingGhost, den amerikanske spøgelseshistorie-podcast. Herefter kommer Janus Andersens anmeldelse af Horror.dk, og den lange, til tider heftige debat i kølvandet heraf. ”De 50 bedste gyserfilm” har også tiltrukket læsere, ligesom Nikolaj Højbergs kontroversielle anmeldelse af Drag Me to Hell gav kunder i butikken.

Folk bruger forskellige søgetermer til at finde frem til Horrorsiden. Fx gav google-søgningerne ”hardcore sygeplejerske” og “rumskibs sex” for nylig henvisninger … Det seneste år ser Top 10-listen over søgetermer, som har ledt folk ind på Horrorsiden, sådan ud:

Og Top 10-listen for Horrorsidens samlede levetid ser sådan ud:

Der er i alt 480 indlæg på Horrorsiden, som samlet har tiltrukket sig lidt over 1.000 kommentarer. Ikke dårligt for en treårig!

Mød monsteret – foredrag og film
Forfatter og filmforsker Rikke Schubart giver smagsprøver på gysets forskellige følelser. Aftenen slutter af med vampyrfilmen 30 Days of nights (2007). Arrangeret i samarbejde med Panoramabiografen.
Onsdag den 3. november
kl. 19.00 – 20.15 Middelfartsalen på KulturØen
kl. 20.30 – 22.00 Panoramabiografen
Billetpris: 70 kr.