Jeg er blevet kontaktet af en gruppe zombie-fanatikere, der i halvandet års tid har været i gang med at udvikle spillet, ”Zombie Pandemic” (www.zombiepandemic.com).
Det er et browserbaseret, multiplayer spil, hvor man befinder sig i et New York hærget af en zombie-pandemi. Det er opbygget som et slags rollespil med flotte illustrationer og tekstbeskrivelser af de forskellige scenerier.
Spillet er endnu ikke færdigt, men skaberne søger horrorfreaks der vil være med til at teste spillet og komme med inputs. Hvis man vil have en lille forsmag på, hvad ”Zombie Pandemic” er og komme med gode ideer til zombiedrengene, så er det her: http://www.zombiepandemic.com/free-zombie-mmorpg/betatester.aspx
Jeg har været ved at blive gammel i mange, mange år. Allerede da min Nintendo 8 bit blev til en Super Nintendo og senere Nintendo 64, var jeg skeptisk. Indrømmet, blev det hele flottere, men blev spillene også sjovere? Og er der i virkeligheden ikke visse vinkler, man ikke ønsker at se en overvægtig, italiensk blikkenslager fra?
Jeg hang simpelthen fast i slutfirsernes og de tidlige halvfemseres platformspil med små, elskværdige figurer der hoppede op og ned, samlede guldmønter, og for enden af hver bane var der en frygtindgydende, men alligevel overkommelig boss. Kald mig bare en gammel nar, men jeg har altid følt, at en smule af gameplayet forsvandt, da 2D blev til 3D. Computerspil i dag er flotte, realistiske og fortæller fantastiske historier der kommer til at virke som små film i sig selv. Men når jeg spiller computerspil, gider jeg ikke nødvendigvis sætte mig ind i en lang, indviklet handling og skulle læse en 30 siders manual, før jeg lærer styringen. Giv mig noget simpelt, noget farvefuldt … Giv mig noget der kan hoppe!
Jeg erhvervede mig for nyligt Pop Caps lille spil ”Plants vs. zombies” og fik endelig min lyst styret hvad angår simpelt, godt gameplay. Ved første øjekast virkede spillet en anelse for simpelt; et enkelt skærmbillede af en rolig, solbeskinnet have, zombier der langsomt kommer stavrende ind fra højre, og til venstre skal du så oprette et forsvar af forskellige planter der skyder på zombierne og forhindrer dem i at trænge ind i dit hus (og æde din hjerne!).
Det virker lidt trivielt i de første 5 minutter, men så tager det fart. Pludselig har du 20-30 forskellige planter, og du er ude i indviklede, militærstrategiske overvejelser. Læg dertil en fantastisk, sort humor der er gennemgående i hele spillet og en fed, humoristisk streg i grafikken … Snart er hele din skærm fyldt med zombier der bræger ”braiiiinns”, og du planter som en gal den ene sort efter den anden, for at skyde og bombe zombierne tilbage hvor de kom fra. Det er krig!
Spillet kan gennemføres forholdsvis hurtigt, men låser herefter op for en række minispil. Du kan også prøve spillet på en højere sværhedsgrad, og du kan passe din ”zen garden”, hvor pengesprudlende blomster giver dig adgang til at købe nyt arsenal mod zombierne.
Et lille, men genialt spil. Komplet vanedannende og noget af det bedste gameplay jeg har prøvet i årevis …
Nu da der er zombie-feber her på horrorsiden.dk ville jeg da lige omtale denne perle for folket. ”Stubbs the Zombie in: rebel without a pulse” er et stærkt humoristisk computerspil i ”shoot-em-up” genren. For en gangs skyld får vi lov til at se det hele fra zombiens side. Man er Stubbs, en falleret og nu afdød sælger, der vender tilbage som zombie. Året er 1959, og en rigmand ved navn, Monday, har bygget en by af det 21. århundrede – halvtreds år før tiden. Det er selvfølgelig et utopisk og lykkeligt samfund, med flyvende biler og robotter der laver alt det kedelige arbejde – selvfølgelig er det her man starter sin zombie-karrierer. Udover at spillet er fantastisk morsomt, er det faktisk temmelig stemningsfuldt. Hele spillet er lagt over med et eller andet ”old-movie” filter, som sætter en tilbage til en række biografoplevelser, som de må have set ud i slutningen af 50’erne.
Humoren er som sagt uforlignelig. Det kører derudaf med halvdårlige oneliners (som politibetjenten der fanger dig i at æde en hjerne og siger: ”Hey, spit that out – now!”) til mere indforståede kommentarer.
Alt i alt er det et spil der ligger i god tråd med film som ”Shaun of the Dead”, og for zombieentusiasten er det ikke til at komme udenom.
Der er altid noget over en udgivelse med eller om Cthulhu (Mythos). Det synes at være en blåstempling uden lige. Dette spil lover “Unparalleled survival, horror, action and suspense….”, og man må sige at det levere. Det er gennemført!
Som det første møder man en ”Warning” der proklamerer at man ikke skal stille på brightness, da nogle spil skal spilles i mørke. Så er stilen ligesom lagt. Den underbygges endnu mere når man møder hovedmenuen, der med hviskende stemmer, dømmer en til døden (effekten forøges kraftigt med et par hovedtelefoner).
Der er lagt vægt på storytelling og uhygge. Alt sammen i en god Lovecraftian stil, krydret med en god del shoot-’em-up. Åh jo, det er en FPS, men det mindsker ikke effekten af uhyggen. For ikke alt er som det ser ud til eller lyder som. Man har i stor udstrækning lagt vægt på det den mentale belastning det er at efterforske Mythos’en. Syner og indbildte stemmer er noget der overrumpler en, og er med til at give en række gedigne chok.
Mod enden bliver spillet desværre mere og mere et FPS, men historien holder. Helt klart en spiloplevelse man ikke kan være foruden som Lovecraft og Mythos-tilhænger.
