Tom Kristensen: Tak. Den er ganske færdig. Jeg vil prøve at...
Jonas Wilmann: Jeg lider af en sygdom, og den eneste kur er...
Janus Andersen: Det ser eddermame godt ud. Og tegneserien er...Janus Andersen: Storslået liste. Kendte ikke halvdelen af dem...
Søren: Et stort tillykke herfra. Keep up the good work!
Jeg har vist tidligere nævnt Charles Burns’ “Sort hul” her på siden, så jeg vil ikke afholde mig fra at selvpromovere lidt – jeg har nemlig lige anmeldt den ovre på Tegneseriesiden.
Det er et godt, socialrealistisk billede af 70erne i en forstad til Seattle, koblet med en kønssygdom, der ændrer teenageres kroppe – og den kan anbefales. Sort og dyster ud over det sædvanlige.
For Alan Moore-fans vil jeg lige pege over på Tegneseriesiden, hvor jeg snakker om Moores “A Small Killing”. Den er lettere horror-relateret (beklageligvis for mig en horrorhistorie, der er så fortærsket, at jeg ikke var vild med tegneserien).
Netop det, at jeg har læst historien før, ødelagde det for mig – så i den forbindelse vil jeg lige pege folk over mod diskussionen her, der netop handler om, hvorfor vi læser horror.
Enhver, der kender en smule til horror, ved, at man aldrig skal sige ting som “Vi er da stadig i live”. Det kan kun betyde, at grimme ting venter forude. Og meget sigende er det indgangsreplikken i tredie og sidste bind af Jacob Rask Nielsens zombie-saga. Og så er de næste par sider ellers dedikeret til en hæsblæsende biljagt med bølger af zombier, store automatvåben og masser af flyvende hjernemasse. Der er dårligt en billedrude, som ikke inkluderer mindst én lydeffekt.
3. bind i “Exodus” byder med andre ord på mere af det gode. Bernt, Hassan og Viola forsøger at kæmpe sig gennem den zombie-inficerede by for at slippe ud i friheden. Det sker med masser af tjuhej og en god bunke lettere fjogede one-liners, og det er som sædvanlig grumt underholdende.
Denne gang skal Rask Nielsen så også have bundet alle sine løse ender sammen, og det lykkes – til dels.
For det første skal vi have forklaret, hvordan hele situationen opstod, og der trækkes en ret stor kanin op af hatten – en dæmon på størrelse med et hus. Dertil smides et par ekstra elementer ind, så vi udover dæmon-invasion også får serveret en god omgang superhelte-action. Det er ganske fornøjeligt og illustreret med den vanlige tunge lige i munden, men som historie kan jeg ikke lade være med at føle mig lidt snydt. Der skulle en kanin ud af hatten for at få det hele til at hænge sammen, men den er lidt for stor til min smag og passer ikke rigtig ind i historien hidtil. Men når det er sagt – når jeg først er kommet over den hurdle – så kommer det faktisk til at fungere ret godt.
Det lykkes nemlig at binde det hele sammen til en slutning – med lige dele åben, lykkelig og storladen klistret på. Uden at det bliver den sædvanlige zombieslutning. Det er lidt af en bedrift, og i det hele taget undskylder man gerne de ujævnheder, der måtte være, for serien har haft charme og personlighed lige siden starten – det kan godt være, at den ikke er køn, men det er svært ikke at holde af den. Farten på handlingen og de lynhurtige replikker gør, at de enkelte bind i serien er hurtigt læste, så selv om man snupper alle tre i rap, er det stadig som at se en ret kort film (men til gengæld en dybt underholdende en af slagsen), og det gør det værd at nævne, at en samlet udgave af serien er under udarbejdelse. Jeg tror, det er den rette måde at læse serien på.
Jeg er måske ikke helt enig i alle de valg, Jacob Rask Nielsen har truffet i Exodus bind 3, men jeg blev til gengæld underholdt hele vejen, og mere kan man dårligt bede om. Personligt håber jeg, at han lader historien slutte, hvor den gør – men til gengæld så jeg gerne flere historier om de herrer professorer Igorov, det lettere finurlige par, der står bag hele miseren.
Jeg har tidligere anmeldt bind1 og bind 2 i Jacob Rask Nielsen zombie-serie Exodus her på siden. Tredje og sidste bind røg ind ad døren forleden, og der kommer naturligvis en anmeldelse op til udgivelsesdatoen den 1. maj, men indtil videre vil jeg jeg lige henvise folk til tegneseriens hjemmeside, hvor der er lagt en del smagsprøver ud.
Man kunne argumentere for, at ”Uzumaki” her i tredje bind forlader den rene horror og begiver sig mere over i et fantasy-univers, fordi seriens hændelser bliver så store og altomvæltende, at man ikke længere kan lade, som om dette er vores verden. På den anden side kan man også blot se det som et naturligt skridt mod den kosmiske horror, der har ligget under overfladen hele tiden i Junji Itos hvirvelstrømsinficerede historier. Det er også her, at de enkeltstående historier bliver bundet mere sammen, mens det hele accelererer frem mod slutningen.
Da første historie begynder, er store dele af byen Kurôzu-Cho blevet ødelagt af den cyklon, der forelskede sig i Kirie. Flere storme er på vej, og kun ganske få steder virker sikre: de gamle, faldefærdige rækkehuse, der er spredt rundt omkring i byen. Kiries familie flytter ind her, men snart begynder der at ske ting med dem – benagtige små spiraler skyder ud på deres kroppe med store smerter til følge. Og fra et hul i væggen betragter et øje dem, men især Kirie.
Den første historie fanger både det, som Ito gør så godt, også fejlen ved hans fremgangsmåde. Ideen er stærk og ubehagelig og tillige rigtigt godt realiseret som tegneserie – men som historie halter den lidt, fordi Kirie allerede er udpeget som hende, der skal guide læseren gennem apokalypsen. Der kommer altså ikke nogen rigtig løsning på fortællingen, men i stedet en abrupt nulstilling af det, der er ved at ske med familien, så de kan komme videre til næste historie. På den ene side lykkes det historien at hive læseren en smule længere ned i den sorte malstrøm, der er Uzumaki, men på den anden side bliver man også lidt frustreret.
Det lykkes en journalist at komme igennem til byen, der nu er fuldstændig afskåret fra omverdenen. Alle forsøg på at undslippe mislykkes, og da hun kommer igennem, møder den hende et samfund i kaos – folk er stuvet ind i rækkehusene i næsten umenneskelige omstændigheder, mens bander farer omkring i ruinerne udenfor. Stormene har været så voldsomme, at deres kraft nu virker som en slags konstant baggrundsstøj i byen – en voldsom bevægelse eller lyd kan uden varsel starte en lille cyklon, hvad øjeblik det skal være. Og overalt forvandles folk til enten snegle eller andre umenneskelige væsener.
Mange gange betræder ”Uzumaki” en hårfin grænse mellem tåbelig og foruroligende. Bander, der bruger minicyklonerne som alternativ til motorcykler er et af eksemplerne – egentlig synes jeg ikke, at det fungerer, men alligevel virker det bare som en overflade, hvor de skræmmende realiteter nedenunder skinner uhindret igennem. Jeg tror måske, at hemmeligheden ligger i, at Ito på intet tidspunktet forfalder til selvbevidst humor – ”Uzumaki” er en lang vandring ned ad en dyster hvirveltrappe, hvor der ikke venter noget god for enten, men hvor man alligevel ikke kan vende om og gå tilbage. Det er superb horror.
