Det er efterhånden et halvt år siden, jeg læste Mark Z. Danielewski House of Leaves, men den optræder stadig i mine tanker en gang eller to om ugen, og det er der ikke mange bøger, der gør. Så den fortjener et forsøg på en anmeldelse.
Hvorfor skriver jeg forsøg? Jo, det gør jeg, fordi House of Leaves er den mærkeligste bog jeg har haft i hænderne, både historiemæssigt og specielt designmæssigt. Skrifttype og -størrelse varierer, nu og da er teksten i farve (ordet House er altid blåt). For det meste er teksten opsat i traditionel forstand, altså forstået sådan at man læser oppefra og ned, fra venstre mod højre, men der er også steder, hvor tekster er spejlvendt eller lodret eller noget helt tredje. Der er masser af fodnoter (hvoraf mange har fodnoter) og der er et hav af referencer til bøger, der ikke findes. Alle disse krummelurer er en del af historien og skal opleves. De er med til at skabe en syg stemning. En stemning af horror.
House of Leaves handler om den unge Johnny, der en dag opdager en kuffert med et manuskript skrevet af den blinde Zampanò. Manuskriptet er rodet sammen hulter til bulter, nogle sider er revet i stykker, andre er delvist brændte. Johnny begynder at sætte manuskriptet sammen både gennem den fysiske proces at ordne de mange tusind sider i kufferten og ved at interviewe de mange mennesker der hjalp Zampanò med at skrive det ned. I takt med at Johnny dykker ned i manuskriptet ændres hans personlighed og ikke til det bedre.
Manuskriptet var Zampanòs forsøg på at skrive en akademisk afhandling om filmen The Navidson Record, som blev optaget af fotojournalist Navidson. Han optog filmen i et gammelt hus han flyttede ind i sammen med sin familie, for at dokumentere, hvordan en familie tilpasser sig et nyt hjem. Det korte af det lange er, at en dag finder familien en dør, der ikke tidligere var der, og bag døren er der et rum, som er for stort til at det kan være inde i huset. Navidson begynder en udforskning rummet, som fører til et af de mest uhyggeligt beskrevne miljøer jeg længe har læst.
Størsteparten af bogen består af manuskriptet som Johnny satte sammen og er temmelig svært at læse på grund af det akademiske sprog. Det er meget pompøst og selvhævdende, og der er da også en del kritikere på nettet, der mener at House og Leaves skal læses som en parodi på akademisk skrivning. Det hælder jeg til at give dem ret i. Men den er også horror og den er også en kærlighedshistorien. Den er mange ting. Husk at afsæt en uge eller to, når du sætter dig ned for at læse den.
The Man in the Picture (2007) er skrevet af Susan Hill, forfatteren til den enestående og forbandet skræmmende spøgelseshistorie, The Woman in Black (1983), som både er filmatiseret og på 21. år spilles i Londons West End. Desværre har The Man in the Picture ikke helt samme styrke som The Woman in Black, men er stadig en fremragende og anbefalelsesværdig gyser.
Fortælleren, Oliver, besøger sin tidligere underviser, Theo Parmitter, på Cambridge University, og en aften hvor de sidder foran pejsen føler Parmitter en trang til dele den byrde, det er at kende historien, der knytter sig til det dystre maleri af et venetiansk karneval, der hænger bag dem.
Parmitters fortælling afslører over et par aftener, at flere personer er forsvundet, for derefter at dukke op som figurer i maleriet. På bedste gotiske vis slutter Parmitters narrativ med en indlejret historie, berettet af maleriets første ejer, som afslører motivet bag billedets forbandelse. Herefter skifter plottet tilbage romanens fortalte tid og intensiveres, idet fortælleren selv bliver involveret i maleriets forbandelse. Slutningen er intet mindre end genial - overraskende, men alligevel uafvendelig. En original måde at udnytte og vende forventningen med en førstepersonsfortæller, der beretter i manuskriptform, som jeg aldrig før er stødt på.
Susan Hill skriver i forlængelse af den britiske tradition inden for litterær gotik, og man kan tydeligt fornemme inspirationen fra de store mestre som Mr. James og Sheridan Le Fanu. Som hos disse forgængere er Hills store styrke, at hun mestrer at fremmane en tyngende, dyster atmosfære, der som den tætteste London-fog siver fra ordene og svøber læseren i ildevarslende forventning. Mest imponerende er dog, at Hill på trods af den meget traditionelle form, motiver og virkemidler formår at fremstå moderne. Her minder hun en del om danske Thomas Strømsholt.
Jeg har tidligere læst ”Skidt klædte mænd med baseballbat” af Morten Nis Klenø, og ganske bortset fra at titlen er helt fantastisk, så kunne jeg også godt lide historien, der tog udgangspunkt i et virkeligt mord og miksede det til en interessant provinsgyser. Her i “Den tredje hund” tager Klenø igen udgangspunkt i noget virkeligt, nemlig sin egen barndom, og det er der kommet en interessant sammenblanding af idylliske barndomserindringer og isnende uhygge ud af.
Martins kæreste bliver indlagt på hospitalet for at føde i romanens begyndelse. Martin tager naturligvis med, men da det trækker ud, sender hospitalet ham hjem med besked om at komme igen næste dag – og at de vil ringe efter ham, hvis der sker noget.
Hjemme beslutter Martin at dulme nerverne med et glas vin, men som han sidder der, dukker minderne fra barndommen op. Om en historie hans onkel har fortalt, og om nogle oplevelser Martin havde den sommer, han var 14, hvor han næsten hver weekend var med sine forældre i Gilleleje, hvor bedsteforældrene boede. Bedsteforældrene havde en bokserhund ved navn Jax, som Martin var rigtig glad for, men som der tilsyneladende knyttede sig en mærkelig historie til. Det gjorde der måske også til bedsteforældrenes nabo, en mand der holdt sig for sig selv, og som Martin under ingen omstændigheder måtte gå ind til.
Tankerne spinder Martin ind i et nærmest mareridtsagtig univers, hvor han gennemlever sommerens begivenheder men med det voksne overblik, og mens læseren langsomt finder ud af, hvad der skete, virker det som om, at fortiden griber ind i nutiden…
Jeg var vældig fascineret af “Den tredje hund”, mens jeg læste den, og den spøgte også i mine tanker i flere dage efter. Denne sammenblanding af almindelige barndomsminder og så den mærkelige fortælling om hundene i familien, der tilføjer en dimension af uforklarlig gru til historien. Jeg var i tvivl: hvad oplevede Martin, og hvad var hans fantasi – og hvad er Klenøs egen fortælling? Efterhånden som jeg sank ind i historien, blev gruen større og flere og flere familiehemmeligheder dukkede op, så jeg mod slutningen bare var nødt til at læse næste side med – og næste – og næste.
Selvom jeg synes rigtig godt om Klenøs nye roman, må jeg dog også erkende, at jeg ind i mellem havde lidt svært ved at holde fast i tråden, for Klenø springer i tid og sted i sin fortælling. Afsnittene er godt nok markeret med overskrifter, men springene bryder alligevel forløbet lidt for meget op efter min mening. Jeg forstår godt tanken bag at krydsklippe historiens forskellige tider for at skabe ekstra spænding, men det er desværre ikke lykkes 100%. Dette lille pip skal dog ikke afholde nogen fra at læse “Den tredje hund”, for Klenø serverer her endnu et dansk provinsgys, som sagtens læses af unge men som i lige så høj grad taler til den voksne læser.
”Med ét begyndte grene fra birketræet at slå mod ruden i karnappen. Jeg vendte rundt, ruden knustes og tusinde stykker glas dalede ned overalt. Og dér, midt i det hele, kom Jax. – Jax? Jeg trådte et skridt tilbage og følte med ét, at både ben og fødder låste sig under mig. Trods den store krop landede boxerhunden elegant på gulvet. Lidt som en kat kunne have gjort det. Og hele tiden med de blegrøde øjne rettet mod mig. Mit syn flimrede, mens jeg stirrede på den mahognifarvede – nu jordslåede – pels. Hunden fangede mit blik, og med et var dens gab en snerrende spalte af hvidt savl.”
Besøg Morten Nis Klenøs hjemmeside
Også omtalt på Gyseren.dk
Stendød er femte bog i Charlaine Harris’ yderst underholdende, romantisk vampyrserie True Blood. Det er endnu en omgang god underholdning, men dog med lidt tegn på, at serien kører lidt i selvsving.
Sookies bror er blevet bidt af en varpanter og begynder nu selv at forvandle sig. Han kommer i kontakt med det skjulte varmiljø, og umiddelbart virker det faktisk som en god ting – han drager ud sammen med dem, da månen er fuld, og virker, som om han fuldt og helt accepterer sin nye rolle i livet. Men Sookie burde snart vide, at fred og ro ikke varer ved i hendes liv, og det bliver snart gentaget for hende: nogen begynder at skyde hamskiftere ned – og som om det ikke var nok, at hendes bror på denne måde kommer fare, så tror de andre hamskiftere, at det muligvis er ham, der står bag.
Sookie er en omsværmet kvinde, og en af de mænd, der længst har eftertragtet hende, er barejeren Sam – og han bliver et af ofrene for den mystiske snigskytte. En ny og charmerende bartender må skaffes, mens Sookie forsøger at finde ud af, hvorfor disse drabsforsøg finder sted – samtidig med at hun involveres i hamskifternes interne stridigheder. Og så står der ellers andre problemer og skurke og venter i skyggerne.
Ligesom det tidligere har været tilfældet i serien, har man lidt fornemmelsen af, at Harris er på vej et sted hen, og at denne roman befinder sig midt i vadestedet. Det er stadig fornøjelig læsning, og jeg ser gladeligt frem til forløsningen – men det er ved at være lidt trættende, at de samme elementer går igen: stort set alle personer har et eller andet overnaturligt element, og stort set alle mænd forvandles til gispende hunde, så snart Sookie kommer i nærheden af dem. Det er ganske underholdende, men her begynder det at virke lidt, som om hun ikke kan vende sig om, uden hun er ved at lade sine følelser løbe af med sig over for et handyr.
På trods af det er Stendød altså endnu en både sjov og spændende omgang. Man farer igennem den, for Harris kender sin virkemidler, og hun nyder tydeligvis at fortælle sine historier. Men forhåbentlig får vi noget mere af den overordnede historie i næste bind. Det skulle heldigvis snart udkomme på dansk – Lindhardt og Ringhof skal have ros for at få serien hurtigt på markedet, så man kan få sit næste fix; til og med i god kvalitet: oversættelsen fungerer fint, og det føles generelt ikke som en forhastet udgivelse.
Til jer, der ikke blot vil have horror til at være noget med bøh og blod – man bør lige tage et hurtigt kig på Jakob Brønnums nye novellesamling “Pinballmesterens drøm”. Den er ikke horror som sådan, men novellerne kommer ret langt omkring. Den længste af dem hedder “Store og Lille (En spøgelseshistorie)”, og det er et vellykket lille portræt af to brødre, der skal ryddes huset efter moderens død. Den er ikke skræmmende som sådan, men den rummer masser af lune – og nåja, et spøgelse.
Jeg har anmeldt bogen på Den Elektriske Kanin og interviewet Brønnum ovre på Fantastiske Forfattere.
Næste side »
