Gys på P1

Lige et tip fra Jette – P1′s sidste forsøg udi horror var ærligt talt ikke imponerende, men nu er der en ny række udsendelser at finde på dr.dk under overskriften Gys på P1.

Og denne gang er der tale om en række noveller af forskellige forfattere – selv ser jeg særligt frem til Peter Adolpsen og Jens Blendstrups noveller.

Det uhyggelige

Rasmus Horskjær er jeg tidligere stødt på i forbindelse med science fiction radiospillet Reservatet, og det tegner godt for dramaserien Det uhyggelige, som jeg lige har downloadet fra dr.dk.

Mennesket har alle dage skabt mytiske skræk-figurer. Vampyrer, varulve, børn besat af djævlen. Monstre som i alle tilfælde er symboler på noget andet.

For vi har nemmere ved at rumme en historie om en vampyr end historien om en pædofil, eller en historie om en varulv er mere spiselig end fortællingen om en massemorder.

“Uhyggeligt er alt det, der burde være forblevet hemmeligt, men som er trådt frem”, det mener Freud i sin berømte artikel “Det Uhyggelige” fra 1919.

Vores fantasi lader sig stimulere af det uhyggelige, fordi der er tale om en form for identifikation med det, som består af både lyst og ulyst. Denne genkendelse er en identifikation med offeret og samtidig med monsteret, for når vi møder det fortrængte, er vi selv både offer og bøddel.

Det er det den nye radio dramaserie “Det Uhyggelige” handler om.

Vink farvel

På det sidste har jeg benyttet mig af Pseudopods righoldige samling af horrornoveller til at udfylde tiden mellem mit arbejde og toget. Det er 10-15 minutter hver vej, og kortformen passer perfekt til formålet. Til tider gør det endda næsten ikke noget, at toget er forsinket.
Der er rigtig mange forskellige typer noveller på Pseudopod – også en del, som jeg personligt ville have svært ved at rubricere som horror; men de er generelt gode, oplæserne fungerer godt (især Ian Stuart er jeg ret vild med – hans stemme er perfekt til især de stykker, der foregår lidt tilbage i tiden, og jeg håber, han har oplæst noget Lovecraft-inspireret). Så siden som helhed kan jeg anbefale uden forbehold.
Men forleden oplevede jeg den første novelle, der fik mig til at stoppe op efter endt lytning og slukke for MP3-afspilleren.
Det var Wave Goodbye af Felicity Bloomfield.
Det er en af de kortere noveller på sitet – kun cirka 18 minutter i det hele. Men til gengæld er den skarp som en kniv.
Grundlæggende er der tale om en klassisk spøgelseshistorie, men fortalt fra spøgelsets side – til at starte med et kunstgreb, som irriterede mig, men snart balanceret med en vægtig persontegning. Med udgangspunkt i tsunamien er det en historie om den skyld, men ofte føler, når man ser tv-billederne fra katastrofeområder, og den gør det svært nogensinde at se et indsamlingsshow på samme måde igen.
Hør den – der er ingen splat eller bøh, men den rammer dybt.