Da jeg var knægt, forstod de at lave filmplakater

Jeg syntes, at jeg ville dele dette galleri over thailandske horrorfilmplakater fra 80erne, som jeg fandt på io9. Der er eddermame nogle stilige eksemplarer imellem, som får det til at krible i øjnene efter at gense filmene.

Nick Clausen: Tidevandet

“Tidevandet” er Nick Clausens debut, en lille gyselig sag, der underholder, men også træder lidt vande. Grundlæggende virker bogen som et eksperiment, der viser, at forfatteren er ganske velbevandret inden for formen. Det er en gyser drejet efter velkendt opskrift, men nogle fine elementer, men desværre også uden de store overraskelser i blandingen.

Prologen er et kort brev, som slår fast, at noget er helt galt. Hvor, hvordan og hvorfor ved læseren dog endnu ikke. Dernæst blændes op for en indledning, der er ganske klassisk, men også slås ganske godt an: fire teenagere, der er taget alene i sommerhus: Janus, Max, Richard og (frem for alt) Sille. Det er et klassisk oplæg til en gyser: de er alene på et ukendt sted, og der er endda en smule romantik i luften. Det er Janus, der fortæller historien, og han er lettere skudt i Sille.

Fundet af et mærkeligt skelet kaster lidt mørke skygger over en weekend, der ellers skulle være idel lykke. Ingen af dem kan helt gennemskue, hvad det er skelettet af, og da de vender tilbage til sommerhuset, er en knægt i gang med at hamre noget op over døren. Det skal dog ikke hindre de unge mennesker i at drikke øl og more sig – men hyggen tager dog en ubehagelig drejning, da de hører lyde og finder sære fodspor omkring huset. Tidevandet trækker ind mod huset, og det bringer noget med sig.

Nick Clausen har begået en letlæst og ganske veldrejet lille teenagegyser, effektivt illustreret i sort/hvide helsider af Christian Guldager. ”Tidevandet” er ikke nogen overraskende bog, men den falder godt ind i genren. Ligesom f.eks. Jesper Wung-Sungs bøger om Fugleskræmslet er der så godt som tale om en bog omsat til film, og jeg tror egentlig ikke, at pointen er, at historien skal overraske os – genrens præmis er snarere at ”levere varen”; vi skal have nogle snigende gys, og vi skal mindes om, at verden måske ikke er så enkel og ufarlig, som vi tror (også selv om det så måske serveres på en måde, vi er trygge ved). Inden for de rammer gør Clausen det ganske godt, og han undlader tilmed at drukne sin historie i blod eller sex. Er man kommer igennem f.eks. RL Stines Gåsehudsbøger, kunne Clausens lille roman her sagtens være stedet at gå hen for at komme videre. Det er måske ikke lige så glat professionelt, men det er dansk og betydeligt mere charmerende.

Jette har også læst bogen på Gyseren.dk, og man kan se mere på forfatterens hjemmeside.

James Jessop – Uncanny Tales

Jeg ville ikke bryde mig om at bo i København (der er alt for mange københavnere), men det er nu der, mange af de interessante ting foregår – som nu f.eks. denne kunstudstilling, der helt klart kunne være værd at bruge lidt tid på: James Jessops Uncanny Tales.

Det er Galleri Tom Christensen, der lægger hus til, og jeg citerer lige pressemeddelelsen:

UNCANNY TALES på Galleri Tom Christoffersen er James Jessop’s (UK/1974) første separatudstilling i Danmark.
De forstyrrende værker er stærkt inspireret af b-films horror og pulp fiction parodi. UNCANNY TALES er en fortsættelse af kunstnerens overvældende serie af episk-maleriske storskala eventyr.
Udstillingen repræsenterer to spor i kunstnerens produktion. Det første kredser om magtspil inkarneret i udfordrende femmes fatales. Denne kvindefigur afbilledes af Jessop i dekadente men glamourøse omgivelser, hvor flirt, sex og voldelige fantasier er under opsejling frem for at få frit løb. I stemning, stil og emnevalg minder disse malerier om forsiderne på historiske og kulørte magasiner såsom ‘true crime detective magazines’, der var populære fra 1920 til 80erne. Det andet spor på udstillingen er inspireret af ucensurerede og mørke undergrundstegneserier. Disse malerier viser komiske og frygtindgydende fortællinger, hvor vampyrer bekæmper mumier, og zombier rejser sig fra døden. Dette spor er mindst ligeså overraskende og camp som malerierne med de forførende retro-forbrydelser.
Med sin særlige æstetik: ’Horrific-style’ brød James Jessop for alvor igennem i London, da hans værker blev vist på Charles Saatchis berømte og berygtede udstilling ”New Blood” (2004). Men længe før sin entré på den etablerede kunstscene – allerede som 11-årig – begyndte Jessop sit virke ved at spraye graffiti.
James Jessop/Tek33 er i dag en respekteret og kendt tagger i London. Med de meget mærkelige historier at fortælle og med en tilgang til maleriet, som bunder i både graffiti og i kunstakademiet Royal College of Art (London), demonstrerer James Jessops i sine tætte og dynamiske værker en ufiltreret energi, som kun sjældent er tilstede i samtidsmaleriet.

Udstillingen løber frem til 7. februar. Fundet via Brask Art Blog.

Polen styrer

Hvem skulle have troet det…  disse 50 polske filmplakater er noget af det fedeste, jeg længe har brugt mine øjne på. Min nye drøm er at tapetsere væggene i mit hjem med polsk plakatkunst.

Et par horror-eksempler er her:

Via Weird Universe

Cthulhus lejlighedskompleks

octopied building af *FilthyLuker på deviantART

Gad vide, om lokalplanen siger noget til, at jeg udsmykker mit hus på denne måde?

Via Neatorama.