I går var en trist regnvejrsdag i Aalborg. Derfor besluttede jeg mig, i et anfald af nostalgi, at jeg måtte se en klassiker. Min første tanke faldt på “Generalen“ med goe’ gamle Buster Keaton – en mere regnvejrsdags-film findes ikke. Imidlertid kom det mig i hu hvor mange gange jeg faktisk havde set den, og at jeg aldrig havde set “The Rocky Horror Picture Show“. Altså – horror/sci-fi-komedie-kultklassiker.
Jeg må sige at jeg gik ind til filmen med alle mulige forventninger, og de fleste blev da også indfriet. De unge, nyforlovede brænder tør for luft, og må søge ly hos den excentriske og transseksuelle Frank N. Furter. Der sker mange mærkelige ting på Furters slot, og opholdet udvikler sig hurtigt til en alt for klassisk historie om, at være fanget i det ukendte.
Karakterene er vildt over/underspillet og sceneteknisk er den noget l***, men det fungere. Hvis man ikke var klar over det da man gik igang med filmen, bliver man meget hurtigt klar over at der er tale om en musical. En musical med gode numre som bl.a. “Over at the Frankenstein place” og “Sweet Transvestite”. Man føler sig hurtigt hensat til svundne tider. Tider hvor skurke kunne genkendes på deres pukler og de gode kunne genkendes på at de var, nå ja, gode.
“Rocky Horror…” er ikke den nye regnvejsdags-film, men er helt klart værd at se – om ikke andet så for at se Tim Curry som transvestit, det er en oplevelse i sig selv. Har man ikke set den, er man gået glip af noget – jeg ved måske ikke helt hvad, men et eller andet er det. Til dem der har set den – i ved hvad jeg mener!
Hvad sker der når man bliver presset til at besøge et teater? Hvad sker der, under er forestilling som ikke involverer andre end en selv? Hvad sker der, når teatret så pludselig ikke eksisterer mere – og aldrig har eksisteret? I “The Last Temptation er der tale om en klassik “hovedpersonen bliver jaget af dæmoner” plot, men med et twist. Jeg skal ikke komme ind på hvad twistet er - det skal opleves.
Historien handler om “Steven” der er lidt af en bangebuks (når hans “venner” skal sige det). En dag møder Steven og hans venner en fyr, som inviterer én (og kun én) af dem til at overværer en forestilling i hans teater. Det bliver selvsagt Steven der får den tvivlsomme ære – presset af hans “venner”. Det viser sig hurtigt at der ikke er tale om noget helt almindeligt teater, og at Stevens besøg skal få konsekvenser, han aldrig ville kunne have forudset.
Niel Gaiman har skrevet historien til denne grafiske roman, og Michael Zulli har tegnet. Det er en slagkraftig duo og Zulli’s tegninger understøtter Gaimans historie på den mest fantastiske vis. Ens tanker må uværgeligt ledes hen på gamle stumfilm (f.eks. Nosferatu) og gotiske/victorianske gyserfortællinger (f.eks. i stil med Ambrose Bierce). Der er med andre ord tale om en moderne klassiker.
Jeg kan kun anbefale denne grafiske roman til en sen aften. Den er god som godnatlæsning og vil, med sine ca. 100 sider, ikke tage lang tid at læse.
Hvad nu hvis Elvis (Bruce Campbell) ikke var død? Hvad nu hvis JFK (Ossie Davis) heller ikke var det? Hvad nu hvis de begge to i virkeligheden opholdt sig på et plejehjem i Texas? Dette, og visse andre værdifulde spørgsmål besvares i denne jævne horror-komedie.
Noget er i gærde på det stille plejehjem, beboere dør (i utide), og kæmpe kakerlakker har inficeret det meste af huset. En mystisk mumie i cowboy-udstyr og dårlig mundhygiejne synes ligeledes at have taget ophold på hjemmet. Igen ser dog umiddelbart sammenhængen før end JFK ser skriften på væggen – bogstavelig talt. I en konspiratorisk alliance sætter de to gamlinge sig op imod overmagten – de beslutter at tage livtag med den udøde.
Det er selvsagt ikke noget filmisk mesterværk, og der er ikke tale om en ny ”Army of Darkness”, selvom Bruce Campbell’s præstation som Elvis er nogenlunde på højde med hans præstation som Asch. Det lader ikke til at det er hverken skuespil eller plot der er lagt kræfter i. Til gengæld er der lagt mange ressourcer i at forsøge at skabe den rigtige ”plejehjemssteming” – enormt kedelig og ensformig.
Selvom filmen kun varer ca. en time og tre kvarter, virker den unødigt lang. På den anden side kan det hele heller ikke gå så hurtigt når der er tale om to gangbesværede pensionister som hovedpersoner.
Alt i alt er film et sted mellem ”lidt sjov” og ”mildt underholdende”. Den egner sig ikke til at være den eneste film man ser på en aften, men skal man alligevel holde slam-films-maraton er det yderst passende. Jeg var underholdt, men det var godt den kun kostede 25 kr.
Nu da der er zombie-feber her på horrorsiden.dk ville jeg da lige omtale denne perle for folket. ”Stubbs the Zombie in: rebel without a pulse” er et stærkt humoristisk computerspil i ”shoot-em-up” genren. For en gangs skyld får vi lov til at se det hele fra zombiens side. Man er Stubbs, en falleret og nu afdød sælger, der vender tilbage som zombie. Året er 1959, og en rigmand ved navn, Monday, har bygget en by af det 21. århundrede – halvtreds år før tiden. Det er selvfølgelig et utopisk og lykkeligt samfund, med flyvende biler og robotter der laver alt det kedelige arbejde – selvfølgelig er det her man starter sin zombie-karrierer. Udover at spillet er fantastisk morsomt, er det faktisk temmelig stemningsfuldt. Hele spillet er lagt over med et eller andet ”old-movie” filter, som sætter en tilbage til en række biografoplevelser, som de må have set ud i slutningen af 50’erne.
Humoren er som sagt uforlignelig. Det kører derudaf med halvdårlige oneliners (som politibetjenten der fanger dig i at æde en hjerne og siger: ”Hey, spit that out – now!”) til mere indforståede kommentarer.
Alt i alt er det et spil der ligger i god tråd med film som ”Shaun of the Dead”, og for zombieentusiasten er det ikke til at komme udenom.
Hvad kunne være bedre, end at bruge juledagene i selskab med den fantastiske Hannibal Lecter? Ja, jeg ved det heller ikke. Efter at have tilranet mig hele triologien i julegave, satte jeg kursen mod Aalborg og en god aften med de tre film under armen. Allerførst skal det siges at jeg ikke tidligere har set hverken “Red Dragon” eller “Hannibal” før, så forvetningerne var selfølgelig store. Derfor var skuffelsen over “Red Dragon” også lige så stor. Jeg så filmen og tænkte: ”Hvorfor?”. Hvad tilføjede denne film til myten om Dr. Lecter? Absolut intet! Det er, efter min mening, bare et (dårligt) re-make af “Silence of the Lambs”. Den handler dybest set om en Ralph Fienns (med hareskår og ganespalte), der mener at han skal gennemgå en forvandling fra menneske til “Red Dragon”. Dette fordi han har set et maleri af William Blake og flere gange er blevet truet af sin bedstemor med kastration. Bunden er derfor lagt for en helt klassisk psykose (freudiansk og kedeligt sex-orienteret).
Naturligvis skal vores unge politi-helt finde morderen, men er desværre ikke dygtig nok, og han må få hjælp af sin gamle (nu fængslede) psykriater Dr. H. Lecter. Det lugter enormt meget af nogen man har hørt før. Bortset fra det faktum at vi får at vide at det er Edward Norton(!) der fangede den kære Dr. Lecter engang i fordums tid, bidrager ”Red Dragon” som sagt ikke med noget essentielt til Lecter-myten.
Derimod bidrager “Hannibal” med visse finurlige og ganske interessante detaljer. Blandt andet uddyber denne film det kærligheds/facinations forhold der er mellem Dr. Lecter og FBI agenten Clarice Starling. Derudover får vi et fantastisk indblik i hvor udspekuleret og intelligent vores allesammens Hannibal er. Nogle vil mene at Dr. Lecter er belvet en hel del mere “fimset” eller bøsset (hvilket Ray Liotta da også pointere). Jeg skal ikke afgøre hvornår man er fimset, men blot understrege at jeg ikke mener, at Dr. Lecters brug af termerne “Ta ta” og “Okie Dokie” umiddelbart illustrerer ”fimsethed” i min bog.
Alt i alt synes jeg at de to “nye” film er ganske udemærket underholdning. Man kunne i mange timer diskuterer deres berettigelse i forhold til Lecter-myten, men det vil jeg lade være op til andre og mere kompetente hjerner at begive sig ud i dette.
Næste side »
