Tre udgivelser har forlaget Valeta indtil videre sendt på gaden – deriblandt Christian Reslows ganske effektive science fantasy thriller Miraklets fald. Det er et lille forlag, men jeg må indrømme, at det virker noget mere professionelt og effektivt end mange af de tilsvarende, der er sprunget op rundt omkring. De er godt til stede på nettet, og de har gode ideer. Seneste lavede de en føljeton af Reslow under titlen “Micki 19:50″ – den blev publiceret til folk, der havde klikket sig ind på fansiden for Reslow på Facebook. Og jeg kan af bitter erfaring sige, at hvis man ikke var hurtig nok, er den nu væk. Til gengæld bliver den nu udgivet på tryk.
Men det var egentlig ikke det, det skulle handle om.
Manuskripter skal være forlaget i hænde senest den 1. marts 2011. Senest den 1. juni 2011 vil alle deltagere få besked om, hvem der har vundet.
Vinderen vil få tilsendt en forlagsaftale, med tilbud om udgivelse af vinder-romanen. Forlagsaftalen vil indeholde de normale betingelser, med angivelse af royalty mv.
Der kan indsendes alle de romanmanuskripter som man måtte ønske og forlaget forbeholder sig ret til eventuelt ikke at udpege nogen vinder. Hvert romanmanuskript skal være på minimum 150 normalsider og hver side skal indeholde cirka 2.000 anslag inkl. mellemrum.
Jeg har flere gange villet skrive noget om den danske zombie-film Opstandelsen, men er kommet fra det hver gang. Skyd ikke skylden på mig – en eller anden fandt på det der med arbejdsuge og så videre, og det er ham, vi skal have fat i. Men… så er det jo rart, når der lander en pressemeddelelse i indbakken, som man kan citere kopiere:
Jawbreaker Productions præsenterer “Opstandelsen”.
En ny Dansk zombiefilm af Casper Haugegaard.
“Opstandelsen” slipper de udøde løs i Guds hus.
Filmen følger en kristen menighed, samlet til begravelse i kirken på den yderste dag.
De tre unge søskende Esther, Simon og Johannes tager afsked med deres afdøde bror, uden at vide hvilken skæbne Herren har bestemt for dem. Under begravelses-ceremonien rejser de døde sig på ny fra deres grave, invaderer kirken og massakrerer menigheden. De tre søskende når dog at flygte og for forskanset sig dybt nede i kirkens mørke gange. Og søskendeflokken er nu nød til at kæmpe sig igennem den udøde menighed, for at undslippe Guds hus i live.
I løbet af efteråret rammer den horror-festivaler kloden rundt. Bl.a. Chicago Horrorfilm festival og Cinefantasy i Sao Paulo. Men først går turen til København og Empire bio.
Visningen finder sted d.14 September kl. 22.45 (sluttidspunkt ca. 00:00)
Empire Bio
Guldbergsgade 29 F
København N
Billetter kan bestilles på tlf: 35360036 imellem kl. 12:00-19:00 og skal afhentes senest 30min før forestillingen begynder.
Billetpris: 0kr! (der kan max bestilles 2 billetter pr. person)
Jeg bør nok advare om, at der vil forekomme SPOILERE her. Og ikke nok med det – jeg bør nok også advare om, at de vil forekomme i samme stemme, som man hører fra den trætte mand på værtshuset, der afslutter sin historie med: “Og så, lige da vil skulle til at smide tøjet, opdagede jeg hendes adamsæble!”
Træt og desillusioneret.
For jeg havde tilladt mig at opbygge en smule forventninger til Long Weekend. Bagsiden fortæller om et ægtepar alene i ødemarken, der opdager, at naturen er ond. Og så var der et billede, der mindede grangiveligt om en aggressiv hvalros. Det lød sguda meget fedt.
Hvalrossen viste sig så at være en død søko. Død, men stadig aggressiv… eller måske snarere passiv-aggressiv. Og det kunne egentlig være meget fedt, for hvornår har man lige sidst set en horrorfilm med søkøer? Men det er det bare ikke.
Ægteparret Peter og Carla skal på lang weekend i naturen sammen med et par venner – vennerne dukker aldrig op, men til gengæld er der masser af undertrykt frustration og vrede de to imellem. Og så er der naturligvis naturen, som ifølge coveret kigger med tusinde øjne. Det er for så vidt et rigtig godt oplæg – personerne til at skabe spænding og naturen til at skabe bagvedliggende uhygge. Og med jævne mellemrum får vi de økologiske ækvivalenter til bare bryster i en slasherfilm: vore hovedpersoner kører en kænguru ned, kaster affald i naturen, smider en tændstik og så videre. Og hver gang tænker man: Ooooh, now you’ve done it! Det var lige den undskyldning, naturen ventede på, for at den kunne gå amok.
Men nej.
Der er lyde i natten, og vore hovedpersoner bliver mere og mere hysteriske. Men der sker ikke rigtig noget. Damen har så at sige et adamsæble, og man kommer til at gå træt og bitter i seng.
Jeg ville gerne kunne lide “Long Weekend”, men i sidste ende er det som at komme til en grillfest, hvor der er linet op med lækre ingredienser, men ingen har husket ilden. Efter en masse arbejde med nogle pinde kan det godt være, at der bliver tændt op, men så er det ærligt talt lidt for sent..
Lad være med at tænke på Bridget Jones (hun blev ved med at indfinde sig som kognitiv hvid støj for mig det første stykke af filmen) – og lad være med at tænke på hjemmehjælpere og deslige, der bruger arbejdstiden til alt muligt andet – her er det Renée Zellweger, som spiller en overbelastet socialarbejder. Og det gør hun godt. ‘
Hun arbejder med belastede familier og har bl.a. det kedelige job at skulle være den, der bestemmer, om et barn skal tvangsfjernes. Og en dag havner Sullivan-sagen på hendes bord, den 39. sag på en liste over sager, hun ikke har tid nok til at tage sig af. Sullivan-familien er to forældre og en lille datter – og forældrene udstråler nok nutjob til at holde huset frit for insekter, kunne man forestille sig. Det bliver naturligvis en sag, som Zellweger kaster sig over og også bruger til at bekæmpe sine komplekser over ikke at kunne gøre nok.
Så det ender med, at hun redder pigens liv og bliver hendes plejemor, indtil man kan finde et permanent sted til hende. Det vil nok komme som en overraskelse for de færreste, at Sullivan-forældrene ikke var helt rablende, og at pigen er ond.
Der er med andre ord en god del forudsigelige elementer i “Case 39” – der har snart været så mange “ondt barn”-film, at det er svært at undgå. Men jeg synes faktisk, at den undgår det værste – og kommer f.eks. aldrig til at virke helt så pligtskyldig som f.eks. Orphan. Muligvis er det en kombination af godt skuespil og så nogle gode overraskelser i historien – Lilith, som pigen hedder (tal om at signalere ond på lang afstand), fungerer overraskende godt, især i skiftene fra uskyldig til ondskabsfuld, og især håndteringen af slutningen var jeg ret vild med (også selv om den går lidt over gevind helt til sidst).
Alt i alt var “Case 39” en positiv lille overraskelse. Den kommer nok ikke til at skrive filmhistorie, men den byder på rigtig mange gode takter.
Visse film kræver forberedelse. Som nu skrækkomedien “I sell the Dead” – for at få en ordentlig oplevelse ud af den, bør man nok bruge lidt tid på dyb meditation for at glemme påstanden på coveret: “Sjovere end Shaun of the Dead”.
Hvis man satte det op som en ligning, ville man kunne få så mange matematiklærere til at rotere i deres grave, at det genererede nok energi til et mindre land, er jeg overbevist om. Også selv om der kun er tale om de matematiklærere, der i levende live var begavet med en humoristisk sans.
For jo, det er da en ganske sjov lille film, men en sådan påstand er nærmest en opfordring til at hade den. Ideen er ellers god nok: ligrøvere/gravrøvere (oversættelsen er ikke helt konsekvent, slet ikke da udtrykket ghoul introduceres). Og så endda gravrøvere, som efter noget tid finder ud af, at der er flere penge at hente i at grave de udøde op.
Historien fortælles af Dominic “hobbit” Monaghan, den ene af gravrøverne – han sidder i sin celle og venter på henrettelse, da en okkult interesseret munk (B-filmens sikre trumfkort: Ron Perlman) ankommer for at høre hans historie. Og så får vi ellers serveret en række optrin med overnaturligt indhold og en god portion falde-på-halen. Men det bliver aldrig rigtig andet end optrin – selvfølgelig bliver det bundet sammen i en lidt forudsigelig slutning, men det virker aldrig rigtig, som om historien kommer i gang.
Og ja, nogle af optrinnene er da ganske sjove – men forventer man en film gennemført i samme grad som Shaun bliver man (og med “man” menes der i dette tilfælde “jeg”) bittert skuffet. Hyggesjov skrækkomedie, ja, med en del indforståede hentydninger og sjove små indslag, men ikke en klassiker.
Generel storforbruger af de fantastiske genrer, fyren med fingrene i motoren på siden her, bibliotekar uden alt for meget liv, men med alt for få timer i døgnet og aktiv på bl.a. fanzine.dk, Den Elektriske Kanin og 42. Hjemmeside
Jeg har flere gange villet skrive noget om den danske zombie-film Opstandelsen, men er kommet fra det hver gang. Skyd ikke skylden på mig – en eller anden fandt på det der med arbejdsuge og så videre, og det er ham, vi skal have fat i. Men… så er det jo rart, når der lander en pressemeddelelse i indbakken, som man kan 
Jeg bør nok advare om, at der vil forekomme SPOILERE her. Og ikke nok med det – jeg bør nok også advare om, at de vil forekomme i samme stemme, som man hører fra den trætte mand på værtshuset, der afslutter sin historie med: “Og så, lige da vil skulle til at smide tøjet, opdagede jeg hendes adamsæble!”
Lad være med at tænke på Bridget Jones (hun blev ved med at indfinde sig som kognitiv hvid støj for mig det første stykke af filmen) – og lad være med at tænke på hjemmehjælpere og deslige, der bruger arbejdstiden til alt muligt andet – her er det Renée Zellweger, som spiller en overbelastet socialarbejder. Og det gør hun godt. ‘
Visse film kræver forberedelse. Som nu skrækkomedien “I sell the Dead” – for at få en ordentlig oplevelse ud af den, bør man nok bruge lidt tid på dyb meditation for at glemme påstanden på coveret: “Sjovere end Shaun of the Dead”.