”And the oscar for the weirdest supporting role or cameo in a horror movie goes to …” – okay, nok ikke en sætning vi nogensinde kommer til at høre, og indrømmet, titlen på den her top 10 er lidt lang og lidt søgt. Måske er det agurketid på horrorsiden, hvem ved.
… Men har du ikke prøvet det med, at man sidder og ser en film, og så lige pludselig dukker der en eller anden person op på skærmen der bare slet ikke burde være der. Sådan nogle oplevelser har jeg haft en del af her på det sidste, og jeg har samlet dem til en top 10.
10. Bram Stokers Dracula (Tom Waits): Den bizarre, growlende, multikunstner, Tom Waits, spiller den sindslidende Renfield i Francis Ford Coppolas Dracula-vision, og det gør han meget overbevisende. Tom Waits har haft en del småroller i film, (senest som djævlen i The imaginarium of … ¤!#!!*#Ah, fuck it! Få dig et liv, Terry Gilliam!) synes dog han skal nævnes for denne virkeligt mindeværdige præstation.
9. Blade 2 (Luke Goss): Hvem havde troet at den ene halvdel af den hedengangne popduo, BROS, ville gøre sig så godt som vampyr på det store lærred …? I øvrigt, En mystisk anekdote, jeg kan om Blade 2, er, at Michael Jackson udbad sig en fremtrædende rolle i filmen, men blev i stedet tilbudt en lille birolle kendt som ”the organ fondler”. Jacksons folk takkede pænt nej. Havde han taget rollen, kunne han ellers have fået en højt rangerende plads på denne liste.
8. Bubba Ho-tep (Ossie Davis): Den på indspilningstidspunktet over firsårige karakterskuespiller og borgerrettighedsforkæmper, Ossie Davis’ sidste rolle som eks-præsident JFK. Det kunne på papiret se lidt mærkeligt ud at slutte en glorværdig karriere af med en B-horrorfilm, men Bubba Ho-tep er bag sit smørede grin en rørende skildring af gamle menneskers uværdige eksistens på deres allersidste stop.
7. Zombieland (Bill Murray): Respekt til dem der drømte det her til live; Murrays hylemorsomme cameo i Zombieland er allerede gået over i historien.
6. Sweeney Todd (Sascha Baron Cohen): Borat i en horrorfilm må vel siges at være lidt af overraskelse.
5. Nightbreed/Cabal (David Cronenberg): Hvad laver Cronenberg her? Og hvorfor er han så pokkers god til at spille psykopat-skurk …?! Hm, vel nok ikke så overraskende, når man tænker over det.
4.Planet terror (Fergie): Black eyed peas-sangerinden, Fergie, dukker meget overraskende op i Robert Rodriguezs smadderfilm, Planet Terror. Det bliver dog meget hurtigt tydeligt at hun kun er med som zombie-fodder – hjernen ud af skallen og bye bye, Fergie.
3. Exorcisten 3 (Fabio): Den italienske mandemodel og kitschede 80er ikon, Fabio Lanzoni, viser sig i den hårdkogte betjent, Kindermans (George C. Scott) drøm. Hvem skulle have troet at George C. Scott gik og drømte om Fabio …? Man kan nu blive overasket en gang imellem.
2. Predator 2 (Alien): Okay, okay, fiktivt væsen, men synes alligevel det er ret cool at der hænger et alien-kranie inde i predatorernes rumskib i slutningen. Det ville selvfølgelig ikke vække den store furore i dag, men det her var jo før AVP-franchisen var blevet udbredt, mind you.
1. The incredible melting man (Jonathan Demme): Førstepladsen må med garanti gå til ”Silence of the lambs” instruktøren, Jonathan Demme’ s totalt uforklarlige cameo i denne virkelig ringe halvfjerdser meltmovie. Han er kun med i få minutter, før den utrolige smeltende mand ekspederer ham. Heldigvis var dette ikke højdepunktet af Demme’s karriere.
Lettere inspireret af Søren fra Skræk og rædsels top 10 lister (okay, jeg har skamløst planket konceptet) kommer her min egen personlige top 10 over de horrorfilm, jeg synes byder på de bedste special effects.
Jeg er måske lidt konservativ, når det kommer til special effects – Jeg har aldrig helt forenet mig med den hyppige brug af CGI i nyere film. Jeg kunne bedre lide dengang der blev brugt latex og spandevis af kunstigt blod – selvom det ofte så lidt campy ud, var det bare mere kødeligt og klistret. Det er svært at få kvalme af at kigge på super glossy pixel-klatter. Ved ikke om det bare er mig.
De ti listede er valgt ud fra: Opfindsomheden, chok effekten, ækelhedsfaktoren og i et enkelt tilfælde det æstetiske.
1. “The thing” (1982): I mine øjne kongen over alle sfx film. Det smelter, det muterer. Der er ingen grænser for opfindsomheden, og historierne om hvordan Rob Bottins sære coctails af opløsningsmidler og gummi fik settet til at eksplodere gør det kun et hak bedre.
2. “Alien”: Legemliggørelsen af H.R. Gigers tegninger forbliver det uhyggeligste filmmonster nogensinde – koldt, insektagtigt og dødbringende.
3. “Invasion of the bodysnatchers” (1978): I sandhed rædselvækkende effekter med halvbagte kloner og en uforglemmelig scene med en hund med et menneskehoved.
4. “An american werewolf in London”: Toppen af varulve metamorphose – den første transformationsscene viser virkelig hvad man kan gøre med latex og en god pose kreativ tænkning.
5. “Hellraiser”: Lavbudgets ækelhed der bare funger. Franks genopstandelse er noget af det mest klistrende ulækre horror jeg har set.
6. “The fly” (1987): En mand der falder fra hinanden bid fra bid, gylper syre ud over sit bytte og slutteligt forvandler sig til en kæmpe flue. Med rette dømt til en af de meste kvalmefrembringende film i historien, og medførte massive udvandringer under de første fremvisninger.
7. “Dracula” (1992): En æstetisk fornøjelse. Dracula som vi aldrig har set ham før – han forvandler sig til grøn tåge, en ulv, et ækelt flagermusebæst, og i filmens mest bjergtagende effektscene - til klynger af rotter.
8. “Street trash”: Lavbudgets sindssyge. Der er vist ikke rigtig nogen der forstår hvordan denne lille independent film fik sine effekter til at se så fede ud – hver enkelt smeltecene følger et nyt farvetema og er komplimenteret af en obskur lydside sammensat af skrig og dyrelyde der bliver spillet baglæns osv. – rent vanvid.
9. “The return of the living dead”: Dan O’ Bannons zombier sparker røv. De siger “Brains” og nogle af dem løber hurtigt, men især én gjorde indtryk på mig: Det tjæredryppende monster i kælderen med kælenavnet ”The Tarman”.
10. Predator: Okay, den er den store stygge alien en tand underlegen, men den fortjener sgu alligevel en plads på listen. Et monster med dreadlocks der formåede at skræmme i stedet for at blive buet ud – det skal belønnes.
Boblere var: “Videodrome”, “The brood” og ”Braindead” …
På billederne øverst er det (fra venstre): ”The Thing”, “The return of the living dead” og “An american werewolf in London”.
Lad mig høre jeres lister, folkens …
Efter min dårlige oplevelse med ”Predators” forleden, besluttede jeg mig for at sætte mig ned og se ”Predator 2” i går aftes. Jeg har set den mindst ti gange før, men havde brug for noget ordentlig predator-action efter den lunkne oplevelse i biffen.
”Predator 2” fik meget dårlige anmeldelser, da den kom frem og floppede også kommercielt. Kigger man på anmelderdatabasen, Rotten Tomatoes, har den kun en sølle score på 23 % ud af 100, og på Metacritic er den slet ikke anmeldt – dette står noget i kontrast til de brugeranmeldelser, den får på f.eks. Amazon (5/6) og Imdb (6/10).
Jeg er en af dem der elsker ”Predator 2”. Jeg synes den er mindst lige så fantastisk som etteren og bifalder valget om at slippe predatoren løs i betonjunglen i anden omgang.
”Predator 2” byder på det mest testosteronpumpede, hovedpineinducerende, urbaniserede kaos nogensinde portrætteret på film. Alle skuespillere glinser af sved, og man kan nærmest føle varmebølgerne emme fra TV-skærmen. Jungletrommerne buldrer i baggrunden, og man glemmer næsten, at man ikke befinder sig i en rigtig jungle.
Der er monstre overalt, ikke kun fra det ydre rum, men i form af jamaicanske, voodootilbedende narkoganstere, skruppeløse videnskabsmænd der ønsker at indfange rovdyret for økonomisk vinding og blodtørstige sensationsjournalister.
Stemningen er højspændt og morderisk hele vejen igennem, og samfundet der portrætteres er et der er gennemsyret af vold og angst – dette vises særdeles godt i den fremragende scene i metroen, hvor så godt som alle passagererne – gamle koner eller pæne forretningsmænd – bærer våben og derved er gyldigt bytte for predatoren.
Danny Glover spiller hovedrollen som den hårdkogte strømer, Harrigan, og selvom han nok ikke havde troet, at han skulle i nærkamp med et rumvæsen, da han medvirkede i f.eks. ”Farven lilla”, gør han det fremragende. Jeg har sjældent set nogen være så hidsig og råbe så meget i en film, og hans performance smelter perfekt sammen med den pulserende, eksplosive stemning. I biroller ser vi bl.a. Bill Paxton som en provokerende fløs af en betjent – en rolle der lægger sig tæt op ad hans legendariske Hudson-figur i ”Aliens”, og Gary Busey er ondere end nogensinde som lederen af forskerholdet.
Og kigger vi på selve mytologien omkring jageren, predatoren, bliver den kun videre udbygget i denne film. Der er flere rum-gadgets, flere vink til væsnernes jagtritualer og en fantastisk, detaljeret scene hvor bæstet reparerer sig selv.
”Predator 2” er en bloddrivende psykopat af en film – og det var nok også det der generede folk så meget ved den. Jeg ved ikke, om den var blevet mere populær, hvis Arnold havde sagt ja til den. Måske, men ikke desto mindre synes jeg, at den er et mesterværk som den er.
Jeg havde glædet mig meget til den nye Predator-film, da Robert Rodriguez i fantastik-sammenhænge plejer at give bingo. ”From dusk til dawn” og ”Planet terror” scorer begge højt på min horrorliste, så jeg havde tiltro til, at han kunne tøjle Predator-franchisen og få banket den på ret kurs efter de to knap så vellykkede skud med ”Alien vs predator”.
Rodriguez har skrevet og produceret ”Predators”, og selvom en relativt ukendt fanboy der hedder Nimrod Antal har instrueret, følte jeg mig rimelig fortrøstningsfuld
Filmens handling er simpel, hvilket som regel passer godt til predator-universet. En broget flok bestående af lejesoldater, lystmordere og ganstere er blevet hevet ud af deres vante miljø og kastet ned (bogstavelig talt – i en faldskærm) på en fremmed planet. De finder hurtigt ud af, at de er byttet i en god gammeldags gang katten efter musen, og for at gøre ondt værre, så er der ikke kun én type predators mere, men også en ny opgraderet version, samt nogle vildsvinelignende udyr. For at overleve må gruppen holde sammen, og Adrian Brody i rollen som benhård lejesoldat bliver hurtigt udpeget til leder.
Allerede få minutter inde i ”Predators” kunne jeg mærke at der var et eller andet ragende galt med dialogen – for at tale lige ud af posen, er den ubegribeligt ringe. Filmens karakterer går ustandseligt rundt og skærer manuskriptets plotdetaljer ud i pap for hinanden – det fungerer ved at en af de jagede stiller et spørgsmål som: ”Hvor er vi mon?” eller: ”hvem er det mon der jager os?”, og så svarer manuskriptforfatteren (altså igennem en af de andre karakterer) med en teknisk udredning; sådan fortsætter det mere eller mindre hele filmen igennem – forklaringer, forklaringer, forklaringer. Jeg ved ikke, hvorfor Rodriguez og Antal har haft sådan et behov for at overforklare alting ihjel – de fleste af os ved trods alt en hel del om predators, deres habitus og jagtvaner.
Jeg havde (som tidligere nævnt) glædet mig meget til ”Predators” og har læst en del om den på forhånd. I et interview med Robert Rodriguez og Nimrod Antal i SFX lægger de stor vægt på, at de ville genindføre den krybende ”jeg-er-jaget-og-ved-ikke-hvad-det-er-der-jager-mig-stemning” fra Predator 1 – og dette er sjovt nok en af den nye films største svagheder. I denne omgang ved vi jo netop godt hvad det er der jager hovedpersonerne, og derfor er det hverken uhyggeligt eller overraskende. Man kan simpelthen ikke genbruge virkemidlerne i sådan en type film uden i hvert fald at genskabe dem en smule.
Og netop genbrug er også en af filmens store irritationsmomenter. Der er så mange ting der er planket fra den oprindelige film, at den nærmest kan betragtes som en genindspilning. Vi har dødsfælderne i skoven, mystikeren i gruppen (her er en yakuza i stedet for indianeren, Billy), mudder som camouflage og sågar den obligatoriske fyr med gatlinkanonen.
Sidste klagepunkt er castingen. Vi har utilgiveligt fladpandede indfald fra Topher Grace som pauseklovnen der skal komme med de sjove indslag, og Laurence Fishburne har en absurd birolle som en pinligt overspillet blanding af Gollum og Kurtz fra ”Apocalypse now”.
Selvom valget af Adrian Brody (Pianisten) kunne virke lidt sært, er han faktisk nogenlunde troværdig som den benhårde lejesoldat det meste af filmen – det brister dog grumt, da han smider trøjen og prøver at spille Arnold i en genskabelse af den Østrigske kæmpebøfs mudderkamp med predatoren – selvom Brody har pumpet lidt jern, var der rent faktisk flere i biografen der brød ud i latter. Måske var det synet af det lillebitte hoved på den trænede krop, jeg ved det ikke, men jeg stemte i og nød også en af filmens få underholdende stunder.
Jennifer er mutant, hun har syv klitorisser og en umættelig sextrang. Samtidig har hun en accelereret forplantningsevne der gør at hun kort efter sex føder et lille, uudviklet barn der ryger lige i skraldespanden. Hun har et stort forbrug af mænd – der som regel går i stykker under akten – men ingen af dem kan mætte hendes glubende appetit.
Batz kan ikke få naturlig rejsning og har derfor sprøjtet et væld af hormoner direkte ind i kalorius. Det har medført at den er vokset til enorme proportioner og har udviklet sin egen bevidsthed samt en stofafhængighed.
Kan Batz være svaret på Jennifers problemer? Er de to skabt for hinanden?
Den legendariske kultinstruktør, Frank Henenlotter (Bascet case, Frankenhooker) er på hjemmebane her med genetiske mutationer og levende gevækster, men ud over den åbenlyse underholdningsværdi der er i at se sådan et freakshow må jeg til en vis grad melde pas her.
Bad Biology bryder desværre den fine balance der er mellem plat og direkte dumt. Den har sine momenter og gode ideer, men der kastes om sig med bizarre indfald i en sådan grad at man aldrig når at stoppe op og fordybe sig i de enkelte plotelementer. Samtidig er nogle af ideerne så tekniske, at filmen uundgåeligt bliver overforklarende; hovedpersonerne forklarer alle detaljer i voice-over eller ved at tale direkte til seeren – sidstnævnte en manerisme der kun anvendes to gange i filmen og derfor kommer til at virke ude af trit med fortællestilen.
Filmen er mere eller mindre én lang orgasme og ligger lige på grænsen til at være reel porno, og selvom der fokuseres meget på jennifers underliv, føler man aldrig at man kommer rigtigt ind i hende – her føles det passende at nævne ”Teeth” der omend mere dydig, stak langt dybere.
En af styrkerne ved f.eks. Henenlotters debut, Bascet case, var det uforklarlige tilhørsforhold man fik til brødrene Duane og Belial – Bad biology forbliver underligt overfladisk.
En sporadisk morsom, men også lidt hul oplevelse.
Næste side »
