Pontypool

Har du nogensinde prøvet at have et ord, som hele tiden dukker op i din bevidsthed, uden grund? Så går man lige pludseligt rundt og gentager det samme ord indeni, igen og igen og igen og igen, indtil det mister sin mening og man kan blive i tvivl om hvordan det staves og man er nødt til at spørge. Igen.

Grant Mazzy er radiovært af den gamle skole – hurtigt talende, spydig og eminent til sit job. På vej til radiostationen i den lille canadiske by Pontypool, banker en kvinde på hans bilrude, desperat. Hun råber noget uforståeligt, men inden han får rullet vinduerne ned, er hun væk igen, forsvundet i den faldende sne.
Men hans dag bliver endnu mere mærkelig: der kommer rapporter om mennesker, der samles i flokke, og rapporterne bliver stadigt mere sære, samtidig med at de tager til i voldsomhed. Folk dør, eller rettere: dræber hinanden. Fælles for hændelserne er, at folk lader til at gentage tilfældige ord, om og om igen. Og igen.

Til sidst trænger mærkeligheden også ind på den ellers isolerede radiostation, som i sidste ende ikke er upåvirkelig overfor det, der rammer folk udenfor.

Pontypool skrider frem i et roligt og adstadigt tempo med stor sans for detaljen og ikke mindst stemningen, som er tæt og snigende. Det bliver blodigt, jovist, men selv i den sidste trediedel af filmen, beholder den stadig sin værdighed og tyer ikke til billige tricks eller kiksede chokeffekter.

Med en film som næsten udelukkende foregår på en radiostation med tre hovedpersoner, er der rimeligt meget der hænger på skuespillernes skuldre. Heldigvis er det meget vellykkede og solide skuespilspræstationer – især Stephen McHattie, der spiller Grant Mazzy, bærer en stor del af filmen alene i sin præstation. Meget imponerende og troværdigt.

Det er ikke roser det hele – doktoren, der kommer ind i filmen i den sidste halve time tilfører ikke noget nyttigt (og spiller heller ikke specielt godt), og han bliver endda bragt ind i filmen for at levere det, der ofte ødelægger en god gyser, nemlig en forklaring. Nuvel, forklaringen er ikke så tåkrummende som man kunnet have frygtet (og den ødelægger ikke filmen), men man kunne have skrevet doktoren ud af plottet uden at det gjorde det store.

Pontypool er en forbløffende vellykket film med en rendyrket old-school feel. Trods forklaring og malplaceret doktor, kan jeg klart anbefale den bredt til gyserfans.

Trailer:
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=RsGPsbAd7Dc[/youtube]

Radiospil, baseret på filmen: http://www.bbc.co.uk/worldservice/arts/2009/06/090617_pontypool_audio.shtml

Evil Aliens

En af mit livs største filmoplevelser var da jeg så Peter Jacksons klassiske Braindead i en tætpakket biograf sammen med hundredevis af andre horrorfilm-entusiaster. Stemningen var høj, og heldigvis levede filmen op til det- hvem husker ikke klassiske scener og figurer som Kung Fu-præsten, der sparker diverse kropsdele af zombierne (“I kick ass for the Lord!”) eller naturligvis klimakset, hvor helten Lionel rydder op i sit zombieinficerede hjem med en plæneklipper (“Party’s over!”), hvilket dengang satte rekord i mængden af teaterblod fyret af på en scene.

Jeg er tydeligvis ikke den eneste der husker Jacksons tidlige film (der sammen med Sam Raimis Evil Dead-serie og Stuart Gordons Re-Animator, skabte sub-sub-genren Splatstick) – instuktøren Jake West har helt åbenlyst en stor kærlighed til genren, hvilket ses tydeligt af hans film Evil Aliens.

Plottet er hurtigt fortalt: et noget tvivlsomt tv-hold tager til en øde, walisisk ø for at efterforske rapporterne om en alien abduction og om nødvendigt selv lave scenerne og “bevismaterialet”. Det viser sig naturligvis at der er tale om vaskeægte aliens, som tager alle klicheerne om onde rumvæsner og lige giver dem en tand til – vi har sønderdelt kvæg, inseminerede kvinder og endda en ekstrem anal probe med roterende bor, der nok skal få nogle maver til at vende sig.

Skuespillet og instruktionen er, som det sig hør og bør, overdrevent og fyldt med klicheer og tempoet er generelt højt – der er overdrevne lemlæstelser og andet klams i stor stil, inklusive (the horror!) walisisk madlavning. Det er dog også filmens achilleshæl, for denne type film skal virkeligt laves gennemført og med masser af energi for at virke hele vejen, og der falder Evil Aliens til jorden – ikke med et stort, spektakulært splat, men jeg fik da skelet til hvor megen tid der var tilbage af filmen et par gange undervejs. Filmen mangler – alle sine gode intentioner til trods – simpelthen den vanvittige energi, som fik Jackson og Raimis film til at fungere så utroligt godt i sin tid.

Evil Aliens er ikke et stort, udødeligt mesterværk, men hvis man ser en film med denne titel i den tro at man har fat i stor kunst, er man også selv ude om det. Man er solidt underholdt det meste af vejen, og der er scener, der klart har jublende klassikerpotentiale – bl.a. denne noget ukonventionelle brug af en mejetærsker:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=O6mCUoRYN3Y[/youtube]

Jeg anbefaler Evil Aliens sammen med øl og chips og en flok veloplagte venner (jeg så den alene med danskvand og gulerodsstænger, og det talte i al fald ikke op).