Jeg læste lige denne nyhed på TV2′s Gossip, som handler om, at den japanske gyser (ved nu ikke helt om gyser er det rette ord?) Grotesque har problemer med at blive godkendt af British Board of Film Classification, BBFC. De mener ikke, filmen er andet end vold, sadisme og ydmygelse. Efter at have fundet traileren og set den (for det blev jeg jo nødt til efter at have læst det – nysgerrigheden længe leve!) er jeg måske tilbøjelig til at være enig… Jeg tror faktisk for en gangs skyld ikke, jeg har lyst til at se denne film!
Bedøm selv – men jeg advarer: Det er klamt! Det er meget, meget klamt!
[myspace]http://vids.myspace.com/index.cfm?fuseaction=vids.individual&videoid=49237697[/myspace]
Indkøbt i Stereo Studio i Herning til en flad 50′er må jeg sige, jeg er vildt imponeret af den spanske gyser [REC]!
Et filmhold laver forskellige udsendelser til en serie om, hvad der sker, mens andre folk sover, og denne gang er de taget til en brandstation for at følge brandmændenes natarbejde. Pludselig bliver brandmændene kaldt ud på opgave, og filmholdet følger spændt med. Det viser sig dog – ved første øjekast – at være en rutineopgave, hvor en ældre kvinde har låst sig selv inde i sin lejlighed i en etageejendom. De fleste af bygningens beboere er gået ned i entreen i opgangen, nysgerrige for at se hvad der mon sker. Vi får at vide, at den ældre kvinde vist er lidt sær, og at det ikke er første gang, hun opfører sig mærkeligt. Filmholdet følger efter brandmændene, da de bryder døren ind til kvindens lejlighed… Og herfra går alt galt!
Der er nemlig noget helt, helt galt med kvinden. Og da brandmændene, efter de første tumulter, forsøger at komme ud til brandbilen igen for at tilkalde forstærkning, opdager de alle til deres rædsel, at bygningen er blevet spærret af, og at ingen, hverken beboerne, filmholdet eller brandmændene må komme ud, før det er blevet fastslået, hvad der er galt. Herfra går det helt galt, og langsomt går det op for alle, at det, der var galt med den ældre kvinde, er smitsomt, og meget, meget uhyggeligt.
Da jeg så [REC], havde jeg det lidt på samme måde, som da jeg første gang så The Blairwitch Project – filmen føltes nyskabende på en eller anden måde. Den er, går jeg ud fra, lavet på et ret begrænset budget, og selvom den kun udspiller sig i den ene etagebygning, fungerer den helt overvældende godt. Det hele er filmet med håndholdt kamera, men det vænner man sig faktisk hurtigt til, og det giver filmen en helt speciel stemning. Faktisk er der af og til nogle temmeligt lange scener, uden klip, og jeg var lidt imponeret af, hvor godt det fungerede (for sådan noget synes jeg tit kommer til at gå galt). Selvom alle skuespillerne er (i hvert fald for mig) ukendte, synes jeg også helt klart, skuespillet var i top. I det hele taget vil jeg vove at påstå, at [REC] er en “must-see”!
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=GAnbWCjmOkA[/youtube]
Hvorfor lader jeg mig bare ALTID narre af fancy forsider med smarte kommentarer om, at det her bare er “Den bedste gyserfilm i 20 år”? Jeg er åbenbart nem at narre… Måske skulle jeg være begyndt at undre mig, da bagsiden påstod at morderen i filmen var “den mest ikoniske morder siden Freddy Krueger og Jason” – for mon så ikke næsten jeg ville have hørt om den før?
Ben er blevet forladt af sin kæreste og har ladet sig overtale til at fejre Mardi Gras i New Orleans med sine venner. Han begynder dog hurtigt at kede sig – på trods af alle de mængder af bare bryster, der bliver flashet for et godt ord – og får overtalt en af vennerne til at tage med på en guidet spøgelsestur i sumpen. Det skulle de aldrig have gjort, for snart går båden, de er i, på grund, og selvfølgelig sker det lige ud for Victor Crowleys hjemsøgte hus. Victor Crowley voksede op i sumpen, gemt væk af sin far, som var flov ovre drengens misdannelser (han mindede lidt om Elefantmanden). Da nogle teenagedrenge en aften ved et tilfælde sætter ild til huset, prøver faderen desperat at slå døren ind med en økse, men kommer til at dræbe sin egen søn, som stod lige på den anden side af døren (hence: “Hatchet”). Nu siges det, at Crowley hjemsøger sumpen, og ganske rigtigt, snart dukker han op allevegne og begynder at slå turisterne ihjel en for en på forskellige groteske måder.
Jeg blev meget skuffet over “Hatchet”. Mest fordi jeg hader, når en gyser prøver at være noget andet, end den egentlig er. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om produceren med vilje prøvede at lave det til en parodi på splatter-/gyserfilm, eller om det bare var kvalmende ringe dialog blandet med et dybt karikeret persongalleri. I hvert fald var jeg ikke imponeret. Splatterscenerne (som der er mange af, og som vist er lavet på et særdeles magert budget) var langtrukne og, ja, gyselige, og fremfor skræk fremkaldte “spøgelset” Victor Crowley en umiddelbar irritation fra min side. Hvorfor var det nu lige, han havde set sig sur på alt og alle og ville slå dem ihjel på alle mulige måder? Hans motiver var sgu lidt uklare for mig, og så går gyset bare af det for mig. Han havde jo ikke engang et “brand”, en særlig måde han måske slog alle sine ofre ihjel på (okay, måske ser jeg for mange film om seriemordere?). I hvert fald var jeg skuffet – måske havde den fungeret bedre som tømmermandsfilm…
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=3C33S_cqiJ8[/youtube]
The Invasion er en filmatisering af Jack Finneys roman “The body snatchers” fra 1955. Der er åbenbart lavet en del filmatiseringer, men jeg har kun set denne ene. Filmen er også tidligere anmeldt her på siden.
Carol Bennell er psykolog og bor alene med sin søn Oliver. Da en af hendes patienter begymder at tale om, at hendes man ikke længere er hendes mand, udskriver Carol nogle piller til hende og ser det som psykiske problemer. Det viser sig dog hurtigt, at kvinden havde fat i noget, for da Carol skal aflevere Oliver hos sin far, hvor han skal på besøg, er der noget mærkeligt og unaturligt ved hendes eksmand. Samtidig er der forlydender om en ny slags influenza, som er i omløb.
Vi ved som seere, at en rumfærge er forulykket, og at den rumfærge havde noget med sig hjem. Denne virus overtager mennesker, som kan smitte hinanden blandt andet via kys eller indsprøjtninger, og den effektueres, når man sover. Man er derefter næsten som sig selv, man alligevel ikke helt. Og de smittede mennesker er nu ude efter dem, der endnu er sig selv. Carol kommer derfor ud på en farlig rejse for at få fat på sin søn, som er fanget hos faderen.
The Invasion er en rigtig god film. Instruktøren har valgt ikke at lægge fokus på alt det ulækre, som sker når menneskene bliver smittede og forvandler sig. Vi ser lidt af det, og det er rigtig godt lavet, men det mest uhyggelige ved filmen er efter min mening helt klart det psykologiske spil. Hvordan ved Carol, hvem hun kan stole på, og hvem hun ikke kan stole på? Alle ligner jo næsten sig selv? Det får virkelig pulsen op hos seeren, og jeg sad flere gange og kom med tilråb til hovedpersonen (for mig et tegn på en rigtig god film!).
Især er der en scene, hvor Carol er taget hjem til sin eksmand, og hvor han tilsyneladende har et møde med nogle kolleger. Det viser sig dog, at de alle er smittede, og langsomt går det op for Carol, at hun ikke kan komme ud af huset igen. Hendes eksmand forsøger at overtale hende til at blive “en af dem”, og mens hun går baglæns fra rum til rum, omringes hun lige så stille af de smittede. Det uhyggelige er netop, at de ikke farer rundt eller råber og skriger, men bevæger sig stille og roligt og nærmest har udtryksløse ansigter.
Helt klart en anbefalelsesværdig film, og jeg har faktisk også mod på at se en ældre filmatisering efter at have set denne.
Jeg fandt tilfældigt filmen They i en søgning på hvilke gyserfilm der egentlig fandtes på bibliotekerne rundt om i landet. Den lød tilpas spændende og blev derfor bestilt hjem fra Silkeborg bibliotek.
Julia og Billy er venner, da de er helt små – og de har det tilfælles (finder vi senere ud af), at de begge lider af “night terrors” (jeg tror ikke rigtig, der er noget dansk ord for det – i underteksterne oversættes det, noget ukorrekt, til natlige mareridt. Night terrors er en meget værre tilstand end mareridt). Filmen lægger ud med en kort sekvens, hvor vi oplever et af Billys night terrors. Han kan ikke sove i tordenvejret og er bange for mørket. Hans mor prøver at berolige ham, men da hun er gået igen, breder uhyggen sig, og han begynder at se noget i mørket…
Som voksne har de dog ikke så meget kontakt med hinanden. En aften ringes den nu psykologistuderende Julia op af Billy, som lyder meget desperat. Hun mødes med ham på en café, hvor han, desperat og usammenhængende, fabler løs om de night terrors, de havde som små, og om hvordan han tror at de uhyggelige væsner fra dengang er vendt tilbage for at hente dem begge. Lysene begynder at blinke i restauranten, og vi fornemmer som seere at noget uhyggeligt er under opsejling. Billy bliver da også mere og mere desperat og trækker til sidst en pistol frem og begår selvmord lige for øjnene af Julia. Mere sker der dog ikke her.
Da Julia, dybt chokeret tager til Billys begravelse, møder hun to af hans venner, som ligesom de to også har haft night terrors som små om uhyggelige væsner, der er efter dem. De mener dog ikke, som Julia, at Billy blot var psykisk ustabil, men at der tværtimod er noget om hans mystiske snak. Og nu begynder der også at ske sære ting for de tre, som efterhånden bestyrker deres mistanke. Og så tror jeg ikke, jeg kan afsløre mere uden at komme til at afsløre for meget.
Filmen var faktisk en rigtig positiv oplevelse. Det er ved at være længe siden, jeg har set en ordentlig gyserfilm, og denne levede op til mine forventninger (måske fordi jeg egentlig heller ikke havde ret høje forventninger). Filmen er virkelig godt filmet, noget der bidrager til at sprede den uhyggelige stemning, og jeg skal ærligt indrømme, at de små hår rejste sig på mig flere gange på vej gennem filmen.
Den er fuld af de klassiske “er der mon noget i mørket?”-scener, men de fungerer rigtig godt, især fordi man aldrig helt får de uhyggelige væsner at se. Lidt bliver afsløret for os, men aldrig det hele, og det sætter fantasien på arbejde. Til sidst sad jeg dog helt og blev bekymret for, hvordan de dog ville få afsluttet dette mareridt for vores hovedperson. Jeg synes dog filmen formår at give en okay slutning, selvom der måske nok blev lagt op til mere end hvad den kunne give.
Alt i alt en rigtig god film, der sagtens kan sætte lidt stemning på en ellers kedelig torsdag aften – men er man bange for mørke, er det måske nok en film man bør se i dagslys!
Næste side »
