The Man in the Picture (2007) er skrevet af Susan Hill, forfatteren til den enestående og forbandet skræmmende spøgelseshistorie, The Woman in Black (1983), som både er filmatiseret og på 21. år spilles i Londons West End. Desværre har The Man in the Picture ikke helt samme styrke som The Woman in Black, men er stadig en fremragende og anbefalelsesværdig gyser.
Fortælleren, Oliver, besøger sin tidligere underviser, Theo Parmitter, på Cambridge University, og en aften hvor de sidder foran pejsen føler Parmitter en trang til dele den byrde, det er at kende historien, der knytter sig til det dystre maleri af et venetiansk karneval, der hænger bag dem.
Parmitters fortælling afslører over et par aftener, at flere personer er forsvundet, for derefter at dukke op som figurer i maleriet. På bedste gotiske vis slutter Parmitters narrativ med en indlejret historie, berettet af maleriets første ejer, som afslører motivet bag billedets forbandelse. Herefter skifter plottet tilbage romanens fortalte tid og intensiveres, idet fortælleren selv bliver involveret i maleriets forbandelse. Slutningen er intet mindre end genial - overraskende, men alligevel uafvendelig. En original måde at udnytte og vende forventningen med en førstepersonsfortæller, der beretter i manuskriptform, som jeg aldrig før er stødt på.
Susan Hill skriver i forlængelse af den britiske tradition inden for litterær gotik, og man kan tydeligt fornemme inspirationen fra de store mestre som Mr. James og Sheridan Le Fanu. Som hos disse forgængere er Hills store styrke, at hun mestrer at fremmane en tyngende, dyster atmosfære, der som den tætteste London-fog siver fra ordene og svøber læseren i ildevarslende forventning. Mest imponerende er dog, at Hill på trods af den meget traditionelle form, motiver og virkemidler formår at fremstå moderne. Her minder hun en del om danske Thomas Strømsholt.
Ed Gormans Cage of Night (1996) var sidste års helt store læseoplevelse. Den indeholder og blander elementer fra flere forskellige genrer, bl.a. science fiction, noir, horror og er flere steder kategoriseret som dark suspense. For mig er der dog ingen tvivl om, at vi har med horror at gøre.
Hovedpersonen og jeg-fortælleren, den 21-årige, lidt nørdede Spence, vender tilbage til sin hjemby efter et par år i militæret. Her bliver han forelsket i Cindy Brasher, homecoming-queen, kæreste med byens sportsstjerne, David Myles, og eftertragtet af alle byens mænd, bl.a. Spences gamle ven Mike Garrett. Til sin store overraskelse opdager Spence, at Cindy gengælder hans interesse, og de indleder et forhold. Denne klichefyldte begyndelse bliver dog hurtigt flettet sammen med en overnaturlig baggrund. Cindy vil hele tiden have Spence med ud i skoven til en forladt brønd, hvor der ifølge Cindy lever et rumvæsen på bunden. Rumvæsenet kommunikerer med Cindy, og i løbet af fortællinger oplever Spence, at rumvæsenet overtager kontrollen af Myles og Garrett og leder dem til at begå vold og mord. Og Cindy vil så gerne have Spence med ud til brønden! At fortælle mere vil ødelægge læserens oplevelse af historiens fascinerende udvikling og tvetydige slutning.
Cage of Nighter en fremragende roman. Et mesterværk. Plottet er knivskarpt, simpelt i udformning, men alligevel kompleks i fortolkning; atmosfæren er dyster og fortættet; Spence fremstår lige så virkelig som mine bedste venner. Gormans sproglige stil er dog bogens største styrke. Han skriver så stramt som Raymond Carver, men alligevel hele tiden med øje for de stemningsdetaljer, der maler alt i en mørk tone. Dialogscenerne er noget af det bedste, jeg nogensinde har læst, og gennem hele historien får ordene en fantastisk resonans (næsten poetisk) og atmosfære gennem mesterlig brug af afsnitsstruktur og anaforkonstruktioner.
Da jeg for noget tid siden talte med en kammerat om, hvad der var den mest uhyggelige bog, han kendte, fortalte han om en historie, han havde læst for år tilbage, som uden sammenligning var den mest skrækindjagende, og hans genfortælling gav da også den helt rigtige hovedbundskrybende fornemmelse. Desværre kunne han huske hverken titel eller forfatter, men at sidstnævnte vistnok var noget med Durell.
For ikke ret lang tid siden fik jeg bogen i gave af ham. Det havde været noget af et antikvarisk detektivarbejde at lokalisere historien, som viste sig at være en lang novelle af Gerald Durell, bror til den mere navnkundige Lawrence Durell. Jeg tror, at det kun var fordi min kammerats mor er bibliotekar, at eftersøgningen lykkedes.
Bogen hvori ”Indgangen” optræder er i Durells novellesamling Skovturen og andre viderværdigheder (1988)/The Picnic and Suchlike Pandemonium (1979). De fem første noveller er humoristiske historier omhandlende forfatterens egen familie og er så morsomme, at samlingen kan læses blot for dem. ”Indgangen” slutter samlingen – som læser er man chokeret, både fordi den afviger så meget fra resten af historierne, og fordi den er et mesterværk i gotisk horror.
Med et nik til tidligere gotiske historier, begynder ”Indgangen” med et gothic conceit – et gammelt manuskript opdages – og sammen med finderen læser vi beretningen. I 1901 skriver bogantikviaren, Peter Letting, om sit møde med rigmanden og bogentusiasten Gideon de Teildras Villeray, som beder ham katalogisere en bogsamling, han har arvet. Bøgerne befinder sig på et chateau i Loire-dalen. Letting indvilger, selv om Villeray forekommer ham mystisk og hjemsøgt - lige som de har indgået aftalen, overhører Letting Villeray mumle på badeværelset: ”Nej, nej, jeg vil ikke fortæres, for at du kan leve .”
Nogle måneder senere rejser Letting til det ubeboede slot. Bøgerne tilhørte Villerays afdøde onkel, som var meget interesseret i det okkulte. De følgende beskrivelser af slottet, stemningen, onkelen og de alkymistiske bøger er tungt draperet i gotikken og balancerer på kanten af kliche, men Durell skriver elegant, og i stedet for at blive en pastiche, er ”Indgangen” efter min mening en særdeles vellykket hyldest til de første gotiske romaner som f. eks. Walpoles The Castle og Otranto, Radcliffes The Mysteries of Udolpho og Maturins Melmoth the Wanderer og hele den genre de etablerede.
Allerede den første dag i slottet begynder Letting sit arbejde. Om aftenen trækker han sig tilbage til en sal med pejs og et enormt spejl, der fylder en hel væg. Det er her horror’en for alvor sætter ind. Siddende foran pejsen opdager han, at døren til hall’en står på klem i spejlet, hvilket den ikke gør i virkeligheden. Øjeblikket senere ser han i spejlet noget, der ligner en gullig orm nederst i døråbningen. Den kravler ind, og det viser sig, at det ikke er en orm, men …
Jeg vil ikke afsløre for meget her, men blot fortælle at spejlsscenerne er noget af det mest myrekrybende, jeg nogensiden har læst. Durell maner stærkt ubehagelige billeder frem, og det er svært ikke at stoppe op under læsningen, synke drøjt og lytte efter , om man nu er alene – måske skulle man lige tjekke om døren nu ER låst?
På trods af en lidt irriterende slutning kan jeg kun anbefale ”Indgangen” - samt beklage, at den ikke er så let at få fat i. Dog viser bibliotek.dk, at der skulle være en del eksemplarer hist og her.
Da jeg for nogle måneder siden ville købe Stephen Kings seneste roman, Duma Key (anmeldt her på siden), blev jeg slemt skuffet da boghandleren ikke havde den. Men så faldt jeg over hans novellesamling Skeleton Crew – og opdagede at jeg aldrig havde læst den – fantastisk overraskelse!
Skeleton Crew (1985) var Kings anden novellesamling, den første, Night Shift, udkom i 1978. Skeleton Crew består på vanlig mastrodontisk King-maner af 19 noveller, 2 digte og kortromanen The Mist. Derudover indledes samlingen af en introduktion hvor King slår et slag for novelleformen, og bogen afsluttes med en interessant epilog med information om hvornår novellerne blev skrevet, og hvordan King fik ideerne.
Samlingen er noget ujævn, men det er der også gode grunde til da teksterne åbenbart er revl og krat fra hele Kings bagkatalog på udgivelsestidspunktet. Novellen ”The Reaper’s Image” skrev han f. eks. da han var 18 – det bærer historien præg af, selv om det er tydeligt at han kunne skrive allerede dengang. Men ud over et par svage fortællinger, byder samlingen på flere gode og uhyggelige noveller. Tre af mine favoritter:
”The Monkey.” Lige siden Hal Shelborns barndom har en mekanisk abe varslet (måske endda forårsaget) død for hans nærmeste ved at slå sine to bækkener sammen. Dette har Hal fortrængt, og han har ikke set aben i årtier. Da hans yngste søn en dag står med aben, genoplever Hal de rædselsfulde minder, og nu gælder det om at slippe af med aben inden den slår igen. Novellen er medrivende og skræmmende, og Kings beskrivelser af familiekonflikter, bl.a. Hals problematiske forhold til sin ældste søn, står meget stærkt.
”The Raft” handler om to unge mænd og to kvinder som en sensommeraften beslutter sig for at tage årets sidste svømmetur i en sø med en fortøjret tømmerflåde i midten. Da de er kommet derud, opdager de olieagtig plamage på vandoverfladen. Det går snart op for dem at plamagen er et mystisk og meget sultent væsen – og de nu er fanget på flåden. Historien er simpel, men virkelig velskrevet, med barberbladsskarpe stemningsdetaljer og blodig gru. Novellen er filmatiseret i Creepshow.
”Gramma” er den historie som gjorde størst indtryk på mig. Drengen George er alene hjemme med sin blinde, senile og invalide bedstemor – så invalid at hun er bundet til sengen. George er bange for hende uden helt at vide hvorfor, og han beder til at hun ikke vågner mens hans mor er ude. I små bidder fletter King foruroligende viden om bedstemoderen ind: hun blev f. eks. smidt ud af deres kirke pga. nogle okkulte bøger som hun erhvervede da hun som ung fik flere ufrivillige aborter - de stoppede med bøgerne. Folk der kom på tværs af bedstemoderen led en hård skæbne. Somme tider har George hørt bedstemoderen mumle noget på et forfærdeligt sprog (som lyder meget Cthulhu-agtigt). Novellen bliver rigtig hårrejsende da George opdager at bedstemoderen lige har udåndet – men det forhindrer hende ikke i at lave lyde. Sjældent har jeg læst noget med så uhyggelig en atmosfære, læseren lytter lige så anspændt efter lyde fra bedstemoderens værelse som George.
Andre gode historier er ”Uncle Otto’s Truck” omhandlende en dæmonisk og hævngerrig bil. ”Nona” - en slags road story hvor jeg-fortælleren samler en smuk kvinde op. På deres tur får hun jeg’et til at begå eskalerende voldshandlinger. The Mist er også glimrende selv om jeg bedre kan lide slutningen i Darabonts film.
