Forleden sad jeg en stille eftermiddag på et lille jysk bibliotek og passede mit job som bibliotekar.
Ind af døren kom en glad dreng på ca. 11 år, som med det samme styrede målrettet hen til mig.
“Jeg er lige flyttet hertil!” bekendtgjorde han og fortsatte begejstret - ”og så var jeg ude og gå en tur og så oppe fra vejen at det her er et bibliotek!” Det bekræftede jeg venligt og fandt snarrådigt en blanket frem, så han straks kunne blive optaget i lånerkulten, men han strøg forbi mig og forsvandt mellem reolerne.
Efter et stykke tid kom han tilbage og så lidt utilfreds ud.
“Skal jeg hjælpe dig med at finde noget bestemt?” – spurgte jeg.
“Det er bare fordi, at på mit gamle bibliotek…”, forklarede han “…havde de den UHYGGELIGSTE bog i verden!”
“Den UHYGGELIGSTE?” gentog jeg. Han øjne var spærret dramatisk op.
“Ok, skal vi se om vi kan finde den?” foreslog jeg, “Har den et navn?”
Det havde den og det kommer her: Bjarne Dalsgaard Svendsen: Khi-ritualet
Da drengen så stod med den i hånden virkede han lettet. Jeg spurgte om han ville låne den. Han rystede kraftigt på hovedet og sagde “Nej, slet ikke! Jeg ville bare være sikker på at den var her!”.
Hvad siger I? Hvilken bog er den mest uhyggelige i JERES verden?
oOo Att. facebook-buddies
Tusind tak til alle jer, der på Facebook har gættet med siden i går. Tak for skøre, spændende, sære forslag. Vi udlodder skummus igen en anden gang :)
Godt vi har Parents Guide-menneskene som med nøgterne og professionelle voksne øje skanner film for sex, vold og maling. Og sprog.
Jeg voldglæder mig til at se filmatiseringen af Lad den rette komme ind og har med lige dele fryd, fnis og forargelse klikket mig ind på IMDBs parents guide. Det er tankevækkende hvordan elementer fra en større sammenhæng tager sig ud når de svæver frit afskåret fra al ide og narrativt perspektiv. Hør bare: “A girl attacks a woman from a tree, but a man stops the attack.” (Øh? Gore?) og “A boy attempts to drown another boy. A decapitated head sinks in the distance and then a severed arm slowly sinks in the water (i.e. the shot is from under the water so most of the violence isn’t seen).” (så, volden er mest teoretisk?)
Læs selv mere
Filmen er rated 15 år men kaldes samtidigt en “ungdomsfilm” – en vildfarelse som nok kommer sig af at hovedpersonerne er børn og unge…
FUCK-ordet forekommer 1 gang i filmen. Det er nok fordi der er en der slår sig!
En gruppe turister tager på en guided bøhtur ud i en skummel og angiveligt hjemsøgt sump i New Orleans.
Guiden kommer ved et uheld til at sænke båden og snart er de alle ret beset ude at skide – især da en lokal afdød/freak/hillbilly zombie i smækbukser dukker op her, der og alle vegne.
Herefter går det med splat på splat. Organer flåes pulserende og dampende ud af kroppe, som vrides fra hinanden. Fyren i smækbukser har et vis håndelag. Splatterscenerne er ofte i slowmotion og i øvrigt i en kvalitet, som er genkendelig for slasher fans der har set mange splatterfilm fra især midtfirserne.
Historien er helt aldeles uoriginal og fyldt med klicheer af en hver tænkelig slags. Måske har det været helt bevidst fra forfatterens/instruktørens side, men i så fald er det gjort uelegant, og resultatet er ret ligegyldigt sumpsplat.
Når det er sagt, er Hatchet dog stadig mere interessant end Dawsons Creek
Fem piger sendes til en katolsk pigeskole for at blive reformeret. Personalet består af Rektorinden som er streng og nådesløs og den latinkyndige Pater Drake – spillet af en halvsøvning Ron Pearlman, som ellers var argumentet for at låne filmen.
De fem piger rystes sammen i pyjamasbukser og wonderbra mens de ryger smøger på værelset, artigt terper latin eller løber fnisende/skrigende rundt på de tomme gange på den affolkede pigeskole. I ført meget korte nederdele og knæstrømper. Katolikkerne forstår skam at lave uniformer.
Der er selvfølgelig ugler i mosen – den ene af pigerne lugter snarrådigt lunten næsten med det samme – og überrektorinden har noget med det at gøre.
Heldigvis har pigerne mystiske evner såsom at heale og andet gøjl som er godt at have i baghånden hvis man pludselig står over for en mægtig dæmon. Og det gør de.
Historien i Five Girls er både forudsigelig og fortærsket. Pigerne er fast i kødet og deres ypperlige ungpigebryster og de lesbiske undertoner er kun nok til at holde en seksuelt frustreret teenagedreng vågen filmen igennem. Alle andre kan med fordel se filmen på dobbelt hastighed. Eller slå over på tv3+ som sikkert genudsender The Craft (1996), som er en del mere overbevisende – eller om ikke andet leverer Fairuza Balken her klassisk psykoteenage præstation af de helt store inden for tøsehorrorteen-genren.
